Trafiksikkerhed og tryghed - anbefalinger fra arbejdsgruppen

Forslag til Frederiksberg Kommune fra arbejdsgruppen "Trafiksikkerhed og tryghed"

Indledningsvis skal det bemærkes at nedenstående forslag er enstemmigt vedtaget på nær et medlem af arbejdsgruppen der kun kunne stemme for et af forslagene.

 

Trafik-kultur
Vi mener generelt ikke at der udvises tilstrækkelig stort hensyn overfor hinanden i trafikken, og dette gælder for alle slags trafikanter. For mange trafikanter har en noget flossede trafik-moral idag. Vi tænker for meget på os selv i trafikken. Der har så småt bredt sig en trafik-kultur, hvor man er parat til at tilsidesætte andres sikkerhed og tryghed i trafikken, mod at man selv kommer lidt hurtigere frem, og dette mener vi er vigtigt at der sættes tiltag ind overfor. Årsagerne til at et så diffust begreb som trafik-kulturen ændrer sig, skyldes muligvis faktorer som udviklingen henimod et mere individualiseret og tidspresset samfund, men en nærmere analyse af dette ligger udenfor vores opgave at redegøre for. Vi vil derimod gerne komme med vores bud på hvordan Frederiksberg Kommune kunne fremme trafiksikkerheden og trygheden og arbejde for at højne borgernes opmærksomhed på trafiksikkerhed.

 

Konkrete tiltag der kan iværksættes umiddelbart:

Hastighedsgrænser
Vi foreslår at der indføres hastighedsgrænser på Frederiksberg efter modellen 30 km/t - 40 km/t - 50 km/t. Hastighedsgrænsen på offentlige lokalveje i boligområder skal være 30 km/t. Den herskende hastighed på Trafikveje skal være 40 km/t. Dog kan enkelte Trafikveje der specielt fungerer som gennemkørselsvej, og er velegnet til højere hastighed, have en hastighedsgrænse på 50 km/t. (Den del af Bispeengbuen der går igennem Frederiksberg er selvfølgelig undtaget fra denne opdeling). Vi mener at hastighedsgrænserne skal have en tæt sammenhæng med den måde gaderummet udformes på. Hvis gaderummet "indbyder" til højere hastigheder, kan en nedsættelse af hastighedsgrænsen bidrage til at trafiksikkerheden mindskes, modsat den oprindelige intention. Derfor skal en nedsættelse af hastighedsgrænsen på trafikvejene kombineres med en til

 

Adskillelse af trafikanter
Vi mener at den model der er i Holland, hvor de forskellige trafikant-typer i høj grad adskilles ved hjælp af pullerter (trafikpæle), har vist sig at have gode trafiksikkerhedsmæssige resultater, og er derfor interessant at se på i en lokal frederiksbergsk sammenhæng. Man kunne f.eks. tænke sig at der opsættes trafikpæle ved udsatte cykelstier, fortorve og heller hvor der erfaringsmæssigt sker påkørsler. Trafikpælene skal have en sådan karakter at de ikke samlet set øger omfanget af trafikuheldene.

 

Ensretningen ophæves for cyklister
Vi mener at ensretningen skal ophæves for cyklister på de veje hvor dette vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette vil gøre det mere attraktivt at færdes på cykel og dermed være med til at opfylde målsætningen om at nedsætte biltrafikken. Herudover skal man ikke være blind overfor at ensretningen der også inddrager cyklister på visse veje der har en vis brede, virker ubegrundet, og at overtrædelsen af dette forbud skaber mange farlige situationer, da det ikke forventes af andre trafikanter.

 

Tilbagetrukket linje ved højrekryds
Et enkelt, men efter vores opfattelse effektivt, tiltag, er at trække stoplinjen for bilister nogen meter tilbage i kryds, for dermed at sikre at højre-drejende bilister observerer at der er cyklister der kører lige ud i krydset, og hermed undgå nogle påkørsler i kryds. Det øger trygheden for cyklister at vide at højre-drejende bilister har set dem. Dette tiltag er ikke kostbart at udføre, og vi mener at det skal gennemføres ved så mange kryds som muligt.

 

Riste på cykelstier vendes
Det er farligt når riste på cykelstien vender i kørselsretningen, og ikke på tværs, da man dermed risikerer at parkere cyklen i dem med høj fart. Når ristene på cykelstierne vendes, bør man være omhyggelig med at rist og omliggende asfalt er i samme niveau. Vi mener at de riste der ikke er vendt endnu, hurtigst muligt skal vendes.

 

Langsigtede tiltag:

Udbyggelse af gå-område ved den nye bymidte
Vi ser frem til at Frederiksberg snart får en bymidte med en lav bil-intensitet, som der også er etableret i en lang række andre byer de seneste ti-år. Vi vil opfordre til at dette gå-område udvides ned mod Frederiksberg Rådhus og også inddrager en del af Gammel Kongevej. Området kunne på sigt udvides yderligere ad Pile Allé ned mod Frederiksberg Have enten som "gågade" eller som sivegade. Et sådant sammenhængende gå-område mener vi ville tilføre Frederiksberg en helt ny energi, og man kunne tænke sig mange spændende aktiviteter i et sådant område.

 

Tunneller under byen
Tunneller under byen med høj hastighedsgrænse (måske 70-80 km/t) mener vi er en interessant løsning hvis økonomien tillader det, da det ville kunne tage noget af den gennemkørende trafik væk fra gaderummet. Denne løsning skal ses i sammenhæng med den øvrige trafik i hovedstaden, og ud fra hvor stor en effekt man forventer det ville have for nedbringelsen af trafikken på gade-niveau.

 

Administrative tiltag:

Hvad er de reelle problemer?
For at få et klart billede af hvor store de trafiksikkerhedsmæssige problemer er, er det nødvendigvis vigtigt at have et rimeligt overblik over hvormange der kommer til skade i trafikken. Et sådant overblik eksisterer desværre ikke idag. Dette skyldes at de tal for uheld der eksisterer, bygger på politiets registreringer af trafikuheld, og disse er erfaringsmæssigt i omegnen fire gange lavere end det faktiske antal uheld der sker på vejene. Grunden til dette er at politiet ikke informeres om alle de uheld der sker. Ofte tager eller bringes en forulykkede på hospitalet uden at politiet involveres i dette. Derfor giver politiets registreringer af trafikuheld ikke et retvisende billede. Et mere korrekt billede af trafikuheldene på Frederiksberg ville man få, hvis man fik kendskab til hvormange der henvender sig til skadestuerne på Frederiksberg Hospital og Bispebjerg pga. trafikuheld på Frederiksberg. Vi henstiller til at Frederiksberg Kommune arbejder for at dette statistiske arbejde bliver gjort. Det vil efter vores opfattelse have flere gode konsekvenser. Først og fremmest vil det give planlæggerne et langt bedre grundlag at foretage effektive trafiksikkerhedsforanstaltninger ud fra, og må derfor forventes alt andet lige at føre til færre uheld. For det andet frygter vi, at alene det forhold at der ikke gøres nogen særlig indsats for at undersøge omfanget af trafikuheldene i sig selv er med til at virke nedbrydende på trafik-moralen hos trafikanterne, efter devisen: når det ikke engang bliver registreret, kan det ikke være så væsentligt. For det tredie må at højere tal for trafikuheld, når det bliver kommunikeret ud til befolkningen, forventes i en vis udstrækning at føre til en større ansvarlighed hos den enkelte trafikant.

Vi mener at Frederiksberg Kommune selvfølgelig skal blive ved med at bruge alle de tilgængelige data der findes idag, når der laves trafiksikkerhedsarbejde. Men vi vil henstille til at der ikke laves målsætninger for trafikuheld på baggrund af politiets registreringer, som der lægges op til i status-rapporten for Trafik- og Miljøhandlingsplanen, og som er en fortsættelse fra den gamle Trafik- og Miljøhandlingsplan fra 1998. Man kan selvfølgelig hævde, at det er bedre end ingenting, at bruge politiets tal også i denne sammenhæng, men det mener vi ikke. Politiets registreringer ligger simpelthen, med meget stor sandsynlighed, for langt fra virkeligheden til at det overhovedet giver mening på dette område, og vi mener det er forkert at opstille målsætninger ud fra forkerte tal. Hvis det ikke er muligt at få de rigtige tal på bordet inden færdiggørelsen af den nye plan, mener vi man midlertidigt må droppe målsætninger for uheld indtil disse tal forelægger.

Udover tal for uheld mener vi også det er vigtigt at der foretages målinger af cykeltrafikken og måling af rødkørsler af alle trafikant typer, der vil kunne bruges trafiksikkerhedsmæssigt.

 

Debat om trafiksikkerhed
Frederiksberg Kommune skal formidle de reelle trafiksikkerhedsproblemer i offentlige publikationer og måske samarbejde med Frederiksberg Bladet og Frederiksberg Politi om at have en ugentlig opgørelse over trafikuheld og evt. beskrivelser af nogen af disse i Frederiksberg Bladet, der kunne rette borgernes opmærksomhed på specielt risikable situationer i trafikken, og generelt få trafiksikkerhed længere frem i befolkningens bevidsthed.

 

Restriktioner
Politiet skal være mere opmærksomme på at håndhæve loven på trafikområdet, og ikke være bange for at dele bøder ud når trafikanter er til fare for trafiksikkerheden. Der skal være mere fokus på parkeret biler der holder ulovligt og som er til fare for trafiksikkerheden.

 

Med venlig hilsen

Arbejdsgruppen for "Trafiksikkerhed og Tryghed"

 
 

Sidst redigeret d. 31/05 - 2010

Ansvarlig afdeling: Vej- og Parkafdelingen

 
Kontakt  | TLF 3821 4220
 

Denne tekst er udskrevet fra: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/TrafikOgParkering/Trafiksikkerhed/TrafikOgMiljoehandlingsplan/TrafiksikkerhedTryghed.aspx

Ophavsret: Frederiksberg Kommune