Deltagere:
Formand Claus Kortzau, næstformand Hanne Illum, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Peter Frahm, Alfred Grinderslev, Pernille Rothaus Sørensen (sidstnævnte pr. telefon).
Afbud:
Hugo Vandet.
Ordstyrer:
Næstformand Hanne Illum.
Referent:
Elisabeth Momme Christiansen/Sanne Ezi og fra forvaltningen deltog desuden Jens Michael Bertram.
Formanden oplyst, at der i henhold til Ældrerådets vedtægt ikke er hjemmel til, at medlemmer af Ældrerådet kan deltage via mobiltelefon eller med fuldmagt. Desuden var han ikke gjort opmærksom på dette inden mødet. Formanden gjorde derfor indsigelse imod, at Pernille Rothaus Sørensen deltog i mødet via Hanne Illums mobiltelefon, hvor kun højttaler og mikrofon var aktiveret og tilføjede, at Ældrerådets møder ikke er offentlig tilgængelige og ved denne form for deltagelse, er der ingen sikkerhed for, at udenforstående ikke kan fx have overhørt mødet, optaget mødet eller lignende. Desuden er GDPR heller ikke foreneligt hermed.
Flertallet har til ovenstående oplyst, at Ældrerådet de seneste 2 år har holdt adskillige digitale møder, hvor flere af Ældrerådets medlemmer har medvirket via telefonopkald uden billede. Endvidere har Birgitte Franck deltaget på telefon på et møde i Ældrerådet, da hun var på kursus ude i byen.
Birgitte Franck har fra Datatilsynet modtaget følgende meddelelse: Den dataansvarlige (rådet) skal sikre, at personoplysninger som eventuelt deles i forbindelse med de omtalte møder, ikke kommer uvedkommende til kendskab. En procedure, hvor det er muligt at deltage via telefon, vil derfor som udgangspunkt være i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, hvis den dataansvarlige (rådet) sikrer sig dette.
1. Godkendelse af dagsorden
Jævnfør Ældrerådet forretningsorden §2 - sidste afsnit - kan der indkaldes til ekstraordinært møde, hvis tre medlemmer af Ældrerådet ønsker det. Ekstraordinære møder kan indkaldes med kortere varsel end 8 dage. Der er indkaldt til dette møde torsdag den 29. juni 2022 kl. 15.
Følgende medlemmer af Ældrerådet har ønsket det ekstraordinære møde: Næstformand Hanne Illum, Alfred Grinderslev og Henning C. Hansen.
Ved mødet gav medlem Birgitte Frank og medlem David M. Gerschwald udtryk for, at indkaldelsen er sket med alt for kort varsel og i Ældrerådets påbegyndte sommerferie.
Birgitte Franck måtte afbryde sin ferie og David M. Gerschwald måtte annullere en vigtig lægeaftale, som han havde ventet på i 15 måneder og hvor ny tid først kan blive i slut oktober.
Flertallet tilkendegav, at ovenstående bemærkninger fra Birgitte Franck og David M. Gerschwald ikke er relevante for mødets indhold og referatet.
Desuden gjorde Birgitte Franck indsigelse imod, at der kun var afsat ½ time til et så problemfyldt møde.
Claus Kortzau meddelte, at indkaldelse til et ekstraordinært møde - i henhold til Ældrerådets vedtægt § 2 - kræver, at mindst 3 medlemmer ønsker dette. Indkaldelsen bar kun næstformand Hanne Illums navn. Alfred Grinderslev tilkendegav senere samme dag, at han var den anden, men først flere dage senere, oplyste Henning C Hansen, at han var det tredje medlem. For at indkaldelsen er retsgyldig, er det en klar forudsætning, at de medlemmer, der står bag den ekstraordinære indkaldelse, fremgår af indkaldelsen, hvilket ikke var tilfældet.
Claus Kortzau tilkendegav, at han ikke var enig i, at indkaldelsen var sket efter gælden regler og i øvrigt tog forbehold for sin retsstilling herom.
Flertallet har oplyst, at ovenstående ikke er korrekt. Dorthe Schade har i mail af 30. juni 2022 til alle medlemmer af Ældrerådet oplyst, at der er indkaldt til det ekstraordinære møde efter gældende regler samt oplyst, at indkaldelsen er sket efter ønske fra Hanne Illum, Alfred Grinderslev og Henning C. Hansen (desuden stod Pernille Rothaus Sørensen og Peter Frahm ligeledes bag indkaldelsen til det ekstraordinære møde.
Jens Michael Bertram bekræftede, at indkaldelse til det ekstraordinære møde er sket efter gældende regler.
Flertallet godkendte herefter dagsordenen.
2. Mistillidsvotum til formanden
Næstformand Hanne Illum indledte mødet med at forklare årsagen til den ekstraordinære mødeindkaldelse. Flere medlemmer udtrykker utilfredshed og manglende tillid til Claus Kortzau som formand for Ældrerådet, og ønsker derfor at udtrykke mistillid til formanden.
Medlem Alfred Grinderslev anførte om grundlaget for et mistillidsvotum til formanden.
Det handler om følgende kritikpunkter:
- At formand Claus Kortzau har rettet henvendelse til borgmesteren og cheferne i forvaltningen, udenom ældrerådet
- At formand Claus Kortzau ikke udfører de beslutninger rådet træffer i fællesskab, og foretager andre handlinger, end det besluttede
- At formand Claus Kortzau går udenom rådet, så som at drøfte sager med forvaltningen
- At formand Claus Kortzau ikke orienterer rådets medlemmer om indkomne henvendelser udefra
- At formand Claus Kortzau træffer egne beslutninger, uden at involvere ældrerådets medlemmer
- At formand Claus Kortzau ikke udviser rettidigt omhu i sit hverv som formand
- At formand Claus Kortzau ikke prioriterer ældrerådets arbejde, hvor der henvises til budgetmøde med kontorchef Dorthe Schade
- At formand Claus Kortzau ikke kan samarbejde med næstformand Hanne Illum.
Claus Kortzau oplyste, at dokumenter, der ønskes anvendt som dokumentation for sagsfremstillingen, naturligvis skulle have været fremsendt sammen med indkaldelsen til mødet, så alle medlemmer havde haft samme mulighed for at forberede sig til mødet. Desuden tilføjede Claus Kortzau, at de fremlagte dokumenter var ganske udokumenterede og uden angivelse af dato. Han menter derfor, at de fremlagte dokumenter ikke kan lægges til grund for processen og dermed ej heller medtages i referatet.
Flertallet tilføjede, at Claus Kortzau på flere møder er blevet gjort bekendt med flertallets utilfredshed med hans optræden og handlemåde, ligesom Claus Kortzau har haft kendskab til de udleverede dokumenter eller indholdet heri, som vi af hensyn til Claus Kortzau og medlemmernes tavshedspligt ikke har ønsket af offentliggøre.
På mødet gjorde næstformanden flere gange formanden opmærksom på, at dette ekstraordinære møde ikke handler om jura, men om at flertallet ikke længere har tillid til formanden og opfordrede ham til at gå af som formanden.
Ældrerådet foretog efter debat, en afstemning om hvorvidt der skulle stemmes om et mistillidsvotum til formanden.
5 medlemmer stemte for, at der skulle kunne stemmes om et mistillidsvotum til formanden:
- Hanne Illum
- Alfred Grinderslev
- Peter Frahm
- Henning C. Hansen
- Pernille Rothaus Sørensen
3 medlemmer stemte imod:
- Claus Kortzau
- Birgitte Frank
- David M. Gerschwald
5 medlemmer tilkendegav herefter mistillid til formand Claus Kortzau på baggrund af drøftelserne:
- Hanne Illum
- Alfred Grinderslev
- Peter Frahm
- Henning C. Hansen
- Pernille Rothaus Sørensen
3 medlemmer stemte imod mistillid til formand Claus Kortzau:
- Claus Kortzau
- Birgitte Frank
- David M. Gerschwald
Birgitte Franck foreslog, at formand og næstformand indgår nogle samarbejdsaftaler og mødes omkring dagsordener, så arbejdet i Ældrerådet kan fortsætte de sidste 7 måneder.
Beslutning
Afstemningen er en tilkendegivelse af mistillid overfor formand Claus Kortzau. Claus Kortzau opfordres dermed til at fratræde som formand.
3. Eventuelt
Der var ingen punkter til eventuelt.
To medlemmer ønskede, jf. forretningsordenens paragraf 4 deres særstandpunkter ført kort til referat:
Birgitte Franck kan godkende referatet, men kan ikke godkende at referatet offentliggøres.
Claus Kortzau kan hverken godkende indkaldelsen til mødet, afholdelsen af mødet, referatet eller godkendelse af dette. Desuden ønskede Claus Kortzau følge tilføjet referatet:
”For god ordens skyld skal jeg indledningsvis anføre, at et referat kun kan indeholde, hvad der er udtalt på et møde. Det ser heller ikke ud til at være tilfældet her, da der er medtaget en mængde kommentarer mv, der ikke er fremsat på mødet, hvilket er et basalt krav, hvorfor der ellers foreligger referatforvanskning. I øvrigt fremgår det flere steder (kommentarer også fremsat af andre medlemmer), at konklusioner mv. bygger på flertallets meninger, hvorfor der foreligger censur.
Jeg fastholder mine indsigelser. Flertallets henvisning til daværende COVID-situationen som analogislutning med Skype-møder, kan ikke indfortolkes, da COVID-situationen pt. er ophørt, så mødedeltagelse (via mobiltelefon) er ikke legal deltagelse her uden vedtægtsændringer. (Desuden var mindst 2 andre afskåret fra denne anvendelse, da den heller ikke har været bekendtgjort og godkendt inden mødet - ændrer dog ikke sagen).
I øvrigt finder jeg det bekymrende, hvis dette ”referat” lægges offentlig ud på hjemmesiden, da indholdet - på mange punkter - vil være i strid med gældende GDPR-regler. Medlemmer/forvaltning vil naturligvis være ansvarlig herfor.
De omtalte punkter (udleveret på mødet), er ikke dokumenteret med referencer mv. og bemærkninger om ”det viste jeg nok” medfører, at de stadig at de ikke kan indgå i referatet.
For så vidt angår indkaldelsen til det ekstraordinære møde, er det ikke tilstrækkeligt, at Dorthe Schade pr. mail - dagen efter den officielle indkaldelse - oplyser hvem der ønsker det ekstraordinære møde. Det er en klar og sædvanlig forudsætning, at forslagsstillerne fremgår af indkaldelsen - hvilket heller ikke fremgik af den officielle indkaldelse af 29. juni udskrevet på Ældrerådets brevpapir.
Det forekommer særdeles bekymrende at kringkaste dette referatet i offentlige rum med ovennævnte bemærkninger, hvilket næppe vil gavne de ældre og Ældrerådet på Frederiksberg, men det mener flertallet åbenbart, som så også må tage konsekvenserne heraf.”
Mødet sluttede kl. 11:15