Ældrerådet takker for at have modtaget brugertilfredshedsundersøgelsen for Frederiksberg
kommunes ambulante genoptræning og rehabilitering til høring.
Undersøgelsen er foretaget i perioden 8. november til 18. december 2020. For undersøgelsen stod Epinion og bygger på KLs koncept, der består af et spørgeskema med 28 spørgsmål.
72 borgere har deltaget i undersøgelsen.
Ældrerådet ser med tilfredshed på, at det er et uvildigt organ, der har varetaget undersøgelsen. Ligeledes finder vi antallet af deltagere i undersøgelsen er repræsentativt.
Genoptræning og rehabilitering er af afgørende betydning for helbredet efter et sygdomsforløb og kan være afgørende for, om den enkelte er i stand til at klare dagligdagen fremover. Derfor er vigtigheden af et velfungerende genoptræningscenter, der kan forestå den enkelte borgers behov, af stor betydning. Ældrerådet har derfor også hæftet sig ved, at blandt de 60- til 79-årige er 93% enten meget tilfredse eller tilfredse med deres genoptræningsforløb, og blandt de 80-årige og derover er hele 100% meget tilfredse eller tilfredse. Den sidste gruppe hører til de svageste borgere, hvilket kan være medvirkende til, at kun 33% er meget tilfredse.
Af undersøgelsen fremgår det også, at der er stor tilfredshed med terapeuternes indsats, og at hele 70% er meget tilfredse med dialogen med terapeuterne.
På trods af at undersøgelsen er foretaget under coronaepidemien, hvilket kan have vanskeliggjort forholdene for træning, finder Ældrerådet, at resultatet af undersøgelsen er positiv.
På Ældrerådets vegne
Claus Kortzau
formand
og
Pernille R. Sørensen
medlem