Ældrerådet har til brug for høringssvaret modtaget bilag til punkt 10 i Ældre- og Omsorgsudvalgets møde den 21. februar 2022. Endvidere har Ældrerådet afholdt møde den 16. januar 2022 med konstitueret social- sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør, sundheds- og omsorgschef Torben Laurén, kontorchef og tilsynschef Sanne Gandsø og den kommunalt ansatte tilsynsassistent.
De anmeldte tilsyn er foretaget af den kommunalt ansatte tilsynsassistent, der har et sygeplejefagligt grundlag. Tilsynene omfatter en tilsynsrapport for hver af de tre leverandører af hjemmehjælp i Frederiksberg Kommune.
Ældrerådet anbefaler, at der fremover udarbejdes en tilsynsrapport for hver af de tre geografisk opdelte afdelinger i Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje, da der kan være forskelle i de indsatsområder, som de enkelte enheder skal iværksætte.
Den kommunalt ansatte tilsynsassistent er ansat i en stabsfunktion i Frederiksberg Kommunes Social- Sundheds- og Arbejdsmarkedsområde.
Tilsynene er foretaget af den kommunalt ansatte tilsynsassistent efter ”Koncept for anmeldte tilsyn på leverandørområdet for praktisk personlig støtte i Frederiksberg Kommune 2019”.
Med virkning fra og med de gennemførte tilsyn i 2021 har tilsynschef Sanne Gandsø medvirket ved planlægning og kontrol/revision af tilsynene efter følgende procedurer:
”Forud for gennemførsel af tilsyn:
- Tilsynschef i Social-, Sundheds – og Omsorgsafdelingens stab gennemgår tilsynskonceptet og plan for tilsyn sammen med tilsynsassistenten og sikrer, at tilsynet kan gennemføres i fuld overensstemmelse med tilsynskonceptet, herunder udsøgningskriterier, skalering, dataindsamling, dokumentation med videre.
Under tilsynet
- Tilsynsassistenten gennemfører tilsynet uden involvering af tilsynschefen.
Efter afslutning af tilsyn
- Tilsynschef gennemgår tilsynsassistentens udarbejdede tilsyn og sikrer at tilsynet er udført efter reglerne, herunder dataindsamling, dokumentation, udsøgningskriterier, optælling i forhold til skalering/karaktergivning med videre
- Efter kontrol sendes den foreløbige tilsynsrapport til kommentering hos leverandøren, hvorefter rapporten ajourføres og sendes til endelig godkendelse hos Sundheds- og Omsorgschefen
- Sundheds- og Omsorgschefen sikrer, at resultat af tilsyn bliver brugt til læring i Sundheds- og Omsorgsafdelingen
- Tilsynschefen udarbejder tilsynssag som bliver forelagt for udvalg og råd”
Ældrerådet er glad for indførelsen af en uvildig kontrol med tilsynet, som kan erstatte det eksterne tilsyn, som Ældrerådet har anbefalet i høringssvar af 22. januar 2020 vedrørende tilsyn i 2019.
Ældrerådet har modtaget en genpart af Handicaprådets høringssvar, som Ældrerådet er enig i.
Ældrerådet finder dog anledning til at tilføje følgende citat fra den kommunalt ansatte tilsynsassistents interviews med 8 medarbejdere i Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje:
”De oplever, at den visiterede tid til rengøring er meget kort, og at det generelt er svært at nå andet end det visiterede.”
Ældrerådet anbefaler fortsat, at der sikres tilstrækkelig tid til de visiterede ydelser, så medarbejderne kan udføre arbejdet i en afslappet og venlig ånd i samarbejde med borgeren.
Venlig Hilsen
Claus Kortzau
Formand for Ældrerådet
og
Alfred Grinderslev
Medlem af Ældrerådet