Måske det mest uhyggelige udspil på ”bliv hørt” indtil nu.
Det er vigtigt at forstå, at den truende fare med forurenet luft, kommer fra såvel egen kommune, andre danske kommuner samt andre lande. At denne forurenede luft koster kommunen 1.5 milliarder pr. år er skræmmende.
At folk dør for tidligt på grund af luftforurening burde være en øjenåbner.
Men luften kender jo ikke til kommunegrænser. Der bør arbejdes på tværs af kommunegrænser.
Hvad med f.eks. de store cruiseskibe ved Langelinie?
Vi i Ældrerådet fokuserer på, hvad vi kan gøre i Frederiksberg Kommune. For det kan handle om et liv med sygdom, mange sygedage hos borgere, som er både en menneskelig, men også økonomisk byrde, samt for et mindretal kan forureningen ende med døden.
I hvert til fælde må vi forvente, at kommunen overholder WHOs grænser for partikelforurening 2030 og jo meget gerne tidligere.
Skræmmende at læse, at partikelforurening er ekstremt høj på Frederiksberg i forhold til netop WHO. Om end der efter sigende skulle være sket forbedringer her i kommunen.
Små forureningspartikler, der stammer fra forurening, giver åndenød, påvirker blodet, ændre kroppens celler og giver måske kræft.
Hvad med de mange lastbiler, der kører på/krydser Frederiksberg dagen lang? Kan man begrænse disse eller på landsplan lave en plan for elektrificering samt partikelfiltre?
Svært at tænke på, at børnebørnene skal ligge i deres barnevogn og indånde denne giftige luft, og at børnene på de mange legepladser også indånder den dårlige luft. Desværre også slemt for den stigende del af den ældre befolkning, der har KOL og hjerteproblemer at slås med.
Frederiksbergstrategien planlægger, at kommunen skal være bæredygtig og CO2 central i 2030. Et fint mål.
- Fint med fokus på elbiler/elbusser og delebiler, men vi så gerne, at det skete snarest
- Hvad med de mange store gavle, der kun består af mursten – omdan dem til grønne vægge fyldt med planter, dette burde kunne starte allerede i år
- Lad de grønne, lodrette vægge blive synlige både kommunalt og privat
- Hvad med at pakke rådhuset ind i grønt? Det ville være et synligt signal, der kunne gå verden rundt – ligesom Chistos indpakninger af bygninger mange steder i verden år tilbage
- Hvor er opladerne til elbilerne henne?
- Fint med den grønne tankegang med mange træer, vi ønsker endnu flere
- Hvad med at forbyde levende lys i alle kommunens institutioner - LED-lys giver også hygge – dette som eksempel på små lavpraktiske tiltag
- Hvad med helt at forbyde pejse og brændeovne, relativt få borgere i kommunen har dem, men deres forureningsgrad er alt for stor
- Flere partikelfiltre på visse biltyper
Kommunen bør være meget mere restriktiv, hvad angår flere parkeringspladser. Men fint, at elbiler kan parkere gratis.
Kommunen har fokus på bedre luftkvalitet, men det burde gå hurtigere, og det bør skæres ud i pap, hvordan den enkelte borger kan hjælpe med.
Kommunen bør fokusere på
- Trafikplanlægning – endnu mere fokus på kollektiv trafik
- Gågader – uden biler eller med forhindringer, som får flere til at cykle, gå eller bruge offentlig transport
- Elektrificering af transport
- Økonomiske virkemidler til fremme for tankegangen – f.eks. til de grønne vægge
- Brændeovne
Vi i Ældrerådet ser positivt på de tiltag kommunen allerede fokuserer på. Men vi ser problematikken med ren luft som værende et alvorligt problem, så vi ønsker mere fokus på problematikken om forurenet luft, og vi mener ikke, at man kan begrænse til Frederiksberg Kommune. Et bæredygtigt samarbejde på landsplan er nødvendigt for at mindske luftforurening.
Hvad med at udskrive nogle konkurrencer, hvor man opfordrer borgerne til at komme med lavpraktiske ideer, der handler om, hvad den enkelte kan gøre for bedre luftkvalitet? Vi må stå sammen og gøre en indsats.
På Ældrerådets vegne
Claus Kortzau
Formand for Ældrerådet
og
Birgitte Franck
Medlem af Ældrerådet