Deltagere:
Formand Claus Kortzau, næstformand Hanne Illum, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Hugo Vandet, Peter Frahm, Alfred Grinderslev og Pernille Rothaus Sørensen.
Afbud:
Ingen
Ordstyrer:
Næstformand Hanne Illum
Referent:
Elisabeth Momme Christiansen, Sekretariatet, Nævn, Råd og GDPR
Formanden bød velkommen til medlemmerne og chefkonsulent Julie Zeuthen Tirsted fra Social, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet og projektleder, bygherrerådgiver, arkitekt Kamilla Raselli fra By, Kultur og Miljøområdet.
Oplæg om projektet Ny Søndervang
Julie Zeuthen Tirsted og Kamilla Raselli gav en fyldig introduktion til projekt Ny Søndervang, blandt andet at Ny Søndervang vil komme til at består af:
- et plejecenter, med 105 plejeboliger, herunder også et kulturværksted, et produktionskøkken, en café/kiosk og gæstebolig også et botilbud og en klimaskole.
- botilbud med 24 boliger, hvoraf 8 boliger indrettes til borgere med multi-handicap og 16 boliger til den øvrige målgruppe. Botilbuddet rettes mod ældre borgere, der kræver pleje. Der tilknyttes tillige et integreret aktivitets- og samværstilbud
- en klimaskole, som skal rumme 1.600 skolebørn om året med fokus på undervisning om vand samt en køkkenskole.
Fælles for projektet er, at der er stor fokus på vidensdeling og samarbejdet på tværs af centeret. Dette i grønne omgivelser, hjemlighed og et levende hus til stor glæde for alle. Der opføres private gårdrum, som er afskærmet fra det offentlige rum, og den omlæggende trafik forsøges dæmpet.
Videoovervågning - som tryghed for beboerne - blev drøftet. Det er dog ikke lovligt i selve stuerne, men der kan måske etableres overvågning ved hovedindgangen. Desuden blev brandsikkerhed i bygningen drøftet. Dette er højt prioriteret i projektet.
Projektet forventes færdig i 2025.
1. Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev godkendt, dog med bemærkning om, at vigtige punkter undervejs flyttes op, idet oplægget om Ny Søndervang havde taget længere tid end forventet.
2. Dagsordeners og referaters udformning
Næstformanden indledte punktet med en gennemgang af hendes notat omkring dagsorden og referatets udformning. Næstformanden oplyste, at hun har været på kursus i ”Arbejdet i ældrerådet” hos Danske Ældreråd. Danske Ældreråds opfattelse er, at der kun må være et beslutningsreferat, da rådsmødet er et lukket møde. Næstformanden har dog drøftet dette med juristerne i sekretariatet, der er enige med næstformanden i, at referatet godt kan indeholde en kort sagsfremstilling og et kort resumé af drøftelsen. Referatet bør ikke vise selve drøftelsen, men kun beslutningen rådet tager.
Referatets udformning blev drøftet på mødet.
Nogle medlemmer gav udtryk for, at referatet bør være mere fyldestgørende, så der tages hensyn til de medlemmer, som ikke er tilstede, og for øvrige interesserede borgere og kommunalbestyrelsen. Ligeledes var der flere medlemmer der tilkendegav, at et fyldestgørende referat også er et værktøj til at gå tilbage i tiden for at se, hvad der før er blevet drøftet.
Andre medlemmer gav udtryk for, at det var mere fordelagtigt at have et beslutningsreferat. De nuværende referater kan være meget omfattende, tidskrævende og tunge at læse. Det skal være mere gennemskueligt for læserne at få overblik over hvilke emner, der er drøftet og besluttet ved møderne.
Det blev forslået, at referater indeholder en kort sagsfremstilling, et kort resumé af drøftelserne samt en beslutning, hvor en sådan tages.
Beslutning:
Flertallet besluttede,
- at referatet fremadrettet skal indeholde en kort sagsfremstilling, et kort resumé af debatten og en konklusion/beslutning, såfremt der tages en beslutning. Beslutningen læses op på mødet, når punktet afsluttes. Hvis et medlem har et særstandpunkt, kan dette forlanges medtaget i referatet i kort form
- at medlemmer, der har et punkt på dagsordenen, skal fremsende en kort sagsfremstilling til dagsordenen sammen med ønsket om punktet til formandskabet
- at referatet sendes ud til alle medlemmer til godkendelse.
Formanden fremførte igen, at det er et problem, at der kun er 8 timers sekretariatsbistand pr. uge til at servicere Ældrerådet. Henning C. Hansen tilføjede, at Ældrerådet øvrige vilkår for gratis kopipapir og toner til printer også bør tages op samt en afklaring af hvilke møder, der giver diæter, fx bør nødvendige møder for medlemmernes viden og indsigt i given sagsbehandling også give mødediæt.
Beslutning:
- at formanden udarbejder et notat over opgaver, rådet ønsker løst af sekretariatet med et overslag over forventet tidsforbrug på disse opgaver
- at formanden sender notatet til næstformanden til hendes bemærkninger. Derefter forelægges notatet for rådet.
3. Godkendelse af referat af Ældrerådets møde den 24. februar 2022
Følgende formulering til punkt 12 blev besluttet: ”Seniordagen blev drøftet og det blev besluttet, at sekretæren skal undersøge om rådhushallen er ledig en dag i efteråret, og punktet sættes på til mødet i marts”.
Referatet blev herefter godkendt med medlemmernes indkomne tilføjelser til de øvrige punkter.
4. Orientering fra
a) Formanden, herunder vedrørende samarbejdet med Ældre Sagen, Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
Formanden orienterede kort om mødet med DOT den 14. marts 2022. Referatet er ikke udsendt endnu.
b) Medlemmerne – Medlemmerne opfordres til at fremsende eventuelle meddelelser skriftligt til alle medlemmer inden mødet
Næstformanden orienterede om mødet den 3. marts 2022 mellem formand for Ældre- og Omsorgsudvalget Sine Helberg og Ældrerådets formand og næstformand.
Udvalget og Ældrerådet ønsker et samarbejde ved fx at mødes et par gange om året. Rådet har foreslået, at første møde holdes i maj, senest start juni. Møderne forventes holdt om eftermiddagen.
Endvidere oplyste næstformanden, at hun havde haft en drøftelse med formanden for FOA-SOSU, om der er problemer med at tvinge ledige borgere på dagpenge til at tage uddannelse indenfor SOSU-området. Formanden for FOA-SOSU oplyste, at de problemer ikke findes i dag, det var i 00’erne, hvor der var mange ledige. I dag er der også optagelseskrav blandt andet i dansk og matematik for at blive optaget på SOSU-skolerne. Dette var også taget op på mødet med formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget, der heller ikke kunne genkende problemet.
Claus Kortzau præciserede, at det var sosu-assistenter, der har refereret disse forhold til ham og det dermed intet har med fagforeningsforhold eller lignende at gøre.
Birgitte Franck havde inden mødet fremsendt følgende meddelelser:
- Fik opringning fra en ”patientforening”, der gerne ville have, at jeg betalte mit kontingent pr. måned. Så ville jeg få skattefradrag. Jeg kunne hurtigt regne ud, at det blive dyrere for mig at være medlem af pågældende forening. De glemte at sige, at det ekstra bidrag gik til forskning. Pas på ældre, at I ikke bliver bjergtaget af skattefradrag
- Det bliver dyre at køre med Metro for pensionister. 70 kr. for 3. mdr.
- Spærregrænse for pensionister på S-tog mellem 15 og 17 er fjernet.
5. Meddelelser fra udvalgene
a) Boligudvalget
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
b) Trafikudvalget
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
6. Høringer
Der var ikke modtaget nye høringer.
7. Seniordag
Drøftelse af afholdelse af Seniordag 2022.
Sekretæren har oplyst, at rådhushallen er ledig den 6. oktober 2022, dog er det ikke muligt at få adgang til hallen dagen før, hvilket betyder at forberedelse, afholdelse og oprydning skal afvikles samme dag.
Beslutning
Det blev besluttet, at Seniordagen ikke gennemføres i 2022.
Birgitte Franck har tidligere spurgt, om Ældrerådet havde interesse i et temamøde, hvor aldringsforsker Henning Kirk kunne komme og fortælle om hjernen og om at blive ældre. Da hans honorar var 11.000 kr. blev beslutningen udskudt. Birgitte Franck spurgte derfor på ny på dette møde, om der nu var interesse for dette temamøde.
Beslutning
Det blev besluttet, at da Ældrerådet ikke holder Seniordag 2022, så holdes der i stedet teammøde med aldringsforsker Henning Kirk den 6. oktober 2022.
8. Rådets økonomi
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
Dog fremsatte et medlem ønske om, at næstformanden udarbejder et budget i lighed med det i 2019 over rådets økonomi.
Beslutning
Rådets næstformand udarbejder - til næste møde i Ældrerådet - et budget over rådets økonomi.
9. Kommunens budget 2023
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
10. Demens- og Sundhedspolitik i kommunen
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
11. Annoncering i Frederiksberg Bladet
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
12. Ældrerådets årsplan og mødekalender for 2022
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
13. Næste møde er torsdag den 28. april kl. 11.00-13.00
Blev på grund af tidspres ikke behandlet.
14. Eventuelt
Formanden orienterede kort om forslag til den nye ældrelov.
Mødet sluttede kl. 13:00