Hvis den grønne omstilling skal lykkes, kræver det en massiv folkelig forankring, og at politikerne lytter til de mange idéer, som borgerne har. Det er tanken bag Frederiksberg Kommunes deltagelse i projektet, som skal styrke indsatsen for den grønne omstilling på Frederiksberg såvel som i resten af landet.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig til projektet:
”Frederiksberg har kæmpestore grønne ambitioner, og dette projekt spiller fint sammen med en række indsatser, der allerede er i gang på området her i byen. Jeg lægger stor vægt på inddragelse af borgerne i disse bestræbelser. Jeg håber, at mange af de inviterede vil takke ja og bidrage til en af de vigtigste dagsordener overhovedet, nemlig beskyttelse af vores klode,” siger han.
Deltagerne i borgersamlingen skal mødes over en række weekender for at lytte til eksperter, diskutere problemstillinger, og formulere fælles anbefalinger til politikerne. Anbefalingerne til hvordan Frederiksberg – og resten af landet - omstiller sig til en mere bæredygtig fremtid, afleveres til Frederiksbergs Kommunalbestyrelse og de øvrige kommuner og regioner i projektet.
1. viceborgmester Lone Loklindt (RV) ser frem til mange gode forslag:
”Den grønne dagsorden vejer tungt på Frederiksberg. Jeg oplever dagligt, hvordan byens borgere bidrager positivt til udviklingen og at mange efterspørger flere muligheder for at præge den - ikke mindst når det handler om bæredygtigt forbrug. Med dette projekt får borgere, der brænder for klimaet mulighed for at inspirere og udfordre både os politikere og deres medborgere,” siger hun.
De 2400 som modtager en invitation i deres E-boks eller ved et fysisk brev er repræsentative for befolkningssammensætningen for Frederiksberg. Der er plads til 66 medlemmer i selve borgersamlingen, heraf 8 fra Frederiksberg. Hvis mange melder sig, trækkes der lod om, hvem der kommer med.
Borgersamlingen mødes første gang 24. september hvor de 66 danskere skal møde hinanden og starte arbejdet. De præsenterer deres anbefalinger til forår næste år.
Ud over Frederiksberg Kommune deltager Vejle Kommune, Rudersdal Kommune, Region Hovedstaden og Region Syddanmark.