For næsten 40 år siden arbejdede jeg med en yngre mand med afasi, som han havde pådraget sig i forbindelse med et færdselsuheld.
Manden boede på landet og hans passion var høns og have. Så jeg satte mig til at lære noget om høns. Det fælles fokus blev grundlaget for min undervisning. Manden fik sit sprog igen - måske var det bare tiden det gjorde det?
Selv har jeg et blødt punkt for musik. Det går helt galt, hvis jeg er til bisættelser. De sange, der bliver sunget rør noget i mig og kan fremkalde tårer år efter afskedsbegivenheden. Musik kan skildre følelser og stemninger og sætte mig helt tilbage til min barndom. Eller hører jeg Bella Ciao, så befinder jeg mig på terrassen hos kardinalen i Modena i år 1967. Musik skaber billeder og minder, der går langt tilbage i mit liv. Og vi ved jo, at demente, der måske er sprogligt dårlige kan synge med på sange fra fortiden. Her er der en klar indgang til mange demente.
Jeg glemmer ikke, da jeg en kold november måned i 1966 blev vækket af et kor af voksne, der var vækkeur for retarderende børn på Camphill i Skotland.
Disse tanker får mig til at tænke på, hvordan man bedst når de demente og jeg føler mig sikker på, at det liv på plejehjem, der dur for en person, har ingen indvirken på en anden.
Indgang til bedre samspil med demente forestiller jeg mig kan tage udgangspunkt i personernes tidligere live og levned.
Jeg er meget optaget af et forestående plejehjemsbyggeri på Hospitalsgrunden på Frederiksberg. Men min ideer vil kunne placeres i byggeri overalt i Danmark. Og det sker jo allerede.
Jeg har svært ved at forholde mig til store plejecentre. Navnet “ Plejecenter “giver mig kuldegysninger, for i min optik er Centre store, upersonlige enheder. Jeg kender min købmand, han kender mig. Der er med sikkerhed ingen, der kender mig i indkøbscentret.
Ældrepleje/ omsorg skriger på nye tænkemåder. Det kræver mod og fantasi at tænke ud af boksen. Direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup taler om en katastrofe, hvis man ikke får folk til at arbejde i Ældreområdet, hvilket synes at bliver meget vanskeligt. Men kan man ikke gøre det mere tiltrækkende?
På Hospitalsgrunden ligger gamle bygninger, som jeg tror skal bevares. Jeg forestiller mig 4 mindre, selvstændige plejehjem med max 25 beboere bygget op over hver deres emne og i tæt samspil med de nære omgivelser. Naturligvis med faste teams med udstrakt selvbestemmelse. Måske kunne man forestille sig, at Real Dania kunne være med til at finansiere bevarelse og indretning af de omtalte bygninger??
Jeg forestiller mig 4 små selvstændige enheder med hvert deres image, der skal præge dagens gang, husets indretning og personalets og de pårørende og de frivilliges fokus.
Hus 1 skal være et: Musikhus, hvor musik skal fylde i hverdagen, orkestreret af musikterapeuter. Der findes rigtig mange undersøgelser af musik og demente. Der findes bl.a. meget materiale fra Ålborg Universitet. På Ældretopmødet i Odense i oktober fortalte en sosu-assistent gribende om, hvordan hun tidligere sang SAMMEN med en ældre dame. Nu sang hun FOR den ældre dame, der åbnede sine øjne og sendte hende et smil.
Man kan synge med de ældre, for de ældre, høre musik, lave små rytmelege, alt sammen noget de musikprofessionelle kan beskrive bedre end jeg. Og hvad med et ugentligt besøg af musikstuderende fra Musikkonservatoriet. At lade studerende betale lidt tilbage i forhold til den uddannelse, de får gratis. Jeg tænker især på at spille gamle sange, som jeg dels tror kan vægge minder og dels kan få folk til at huske tekster igen. Dette er der vist ikke noget nyt i. Men hvad med at sætte det i system?
Frederiksberg kommune taler meget om at give noget tilbage til kommunen i form af smukke bygninger. Hvad med at skulle sige tak for en gratis uddannelse i form af en genydelse? Lige her tænker jeg på musikstuderende ved konservatoriet. Hvad med et par billige/ gratis Kollegieværelser til musikstuderende for et år af gangen. Naturligvis skal børnene fra den nærliggende børnehave/ skole komme engang om ugen - Hvor svært kan det være?
Men man skal udvælge folk, for hvem musik har været vigtigt gennem livet. Men der vil være andre ældre, der bestemt ikke har den indfaldsvinkel: ledelse: musikterapeut og en sygeplejerske.
Jeg har kik på et andet bevaringsværdigt hus, som jeg har valgt at kalde: DET GRØNNE HUS. Det har et aflukket område, hvor jeg ser en blomsterhave fyld med smukke blomster med mange dufte, samt mindre bærbuske og frugttræer. Tænk at gå ud med den ældre, for at lugte til en udsprunget blomst, plukke en lille buket og sætte blomsterne på det fælles middagsbord. At smide blomsterne ud, når de er visne. Lave bordpynt med friske blomster. Dufte vækker måske minde fra fortiden, også hvis man ikke længere kan udtrykke det med ord. Måske kunne blomsterbonde og sygeplejerske Jane Hornbøll Wittrock være en medspiller, når det handler om skæreblomster?? Måske kunne huset levere blomster til årets vejfest? Den nærmeste skole kunne fremstille fuglekasser i sløjd til huset. Og naturligvis skal der være et drivhus, som de ældre kan nyde at være i. Eller som måske også kunne tjene andre formål. Haver til Maver ligger i Frederiksberg have og skal overtage Jytte Abildstrøms økohus, så her kunne også være et samarbejde.
Her er ledelsen en sygeplejerske og en gartner.
Dyrehuset. Det næste bevaringsmæssige hus jeg har kik på ligger tæt på børnehaven “ Kufferten.” Ja - det nuværende Sundhedscenter vil være fantastisk. Her forestiller jeg mig en udegård med kaniner, høns og geder til glæde for både børnehaven og de ældre. Hvad med en levende hund i stedet for en robotsæl? Den nærliggende børnehave bør have fastlagt tid, der ligger på plejehjemmet og hvor pasning af dyre indgår.
Ledelse en sygeplejerske og en dyrekyndig.
VÆRKSTEDHUSET. Det sidste hus skal især spille op til mandlige aktiviteter. Der vil jo givetvis være en del demente og andre, der har beskæftiget sig med håndværksmæssige aktiviteter hele livet og hvor fingrene stadigvæk husker disse aktiviteter. Der er mænd, der bestemt ikke gider kvindesysler, men som du meget bedre kan nå med fysisk aktivitet.
Ledelse: sygeplejerske og håndværker.
SPORTSPLEJEHJEMMET.
Jeg gik tur med mit barnebarn på 12 år og fortalte ham om mine tanker. Så kikkede han på mig og spurgte? “Hvorfor ikke et plejehjem med fokus på sport”
At høre gamle klip med Gunnar NU (det sagde han ikke) at se sportsbegivenheder 70 og 80'erne. At få mulighed for at løfte vægte, at spille forenklet minigolf. Altså også et plejehjem med fokus på sport.
I en plejesektor mest bemandet med kvinder skal man også kunne tænke på, hvad mænd interesserede sig for som unge. Tænk på de kræftsyge mænd, som ikke gider at sidde i rundkreds og snakke sygdom, men som elsker at hugge brænde ud i skoven og lave bål, hvor det så kan være at samtalen helet naturligt også kommer til at dreje sig om kræft.
Lad det nye sorte i plejesektoren udspringe af fantasi, menneskelighed og samarbejde på tværs af nye faggrupper. Og ud fra borgernes tidligere interesser og aktiviteter.
Vi står på Frederiksberg ved et tag selv bord i form af 128.00 m2, der skal indtænkes til forskellige spændende funktioner på Hospitalsgrunden.
BUDSKABET: Det nye plejehjem på 11.000 m2 beskrevet med 120 boliger bør nedbrydes i mindre enheder og placeret rundt om på grunden.
Vis mod og menneskehjerte til at gøre tingene på en helt ny måde. Bliv et mønster, som folk fra udlandet rejser for at se. Forstå at plejehjemstilbud formentlig kan blive meget bedre og nå beboerne, hvis man kan visitere dem ud fra det levede liv, der har præget dem.
Kære Arkitekter, politikere, embedsmænd og borgere - lad os gå en tur sammen, inddrage folk, der ikke ved noget som helst om plejehjem for i fælleskab at bygge en ny, udfordrende model.
Tør vi skippe den gammeldags tænkning om plejehjem?
Jeg håber, at man vil se det nye sorte guld og tænke ud af boksen, for folk er forskellige. Vi skal prøve at nå de demente der hvor de engang har været i deres liv.
Forhåbentlig vil også personale, pårørende og frivillige blive tiltrukket af den beskrevne model.
Noget ny må ske.
Måske er der også plads til flere friplejehjem??
Birgitte Franck