Udvalget har følgende sammensætning:
Medlemmer af Kommunalbestyrelsen
Fasael Rehman, formand
Merete Winther Hildebrandt
Alexandra Dessoy
Ruben Kidde
Sine Heltberg
Eksterne medlemmer
Maiken Winther Pontoppidan, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd
Mette Skovgaard Væver, lektor og ph.d.
Kommunalbestyrelsen har ifølge Kommunalstyrelseslovens § 17, stk. 4 (LBK nummer 186 af 19. februar 2014) mulighed for at nedsætte særlige udvalg til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller de stående udvalg. § 17 stk. 4-udvalget har ikke nogen formel beslutningskompetence og kan alene indstille beslutninger til kommunalbestyrelsen, Magistrat og de stående politiske udvalg.
Kommunalbestyrelsen godkendte den 3. december 2018 kommissorium for Mønsterbryderudvalgets arbejde.
- Iværksætte konkrete tiltag til udmøntning af den afsatte pulje
Udvalget har til opgave at udmønte den afsatte pulje på 2 mio. kr. årligt i perioden 2019-2021.
§17, stk.4-udvalget med fokus på mønsterbrydning har til formål at iværksætte konkrete tiltag, som kan øge den sociale mobilitet og dermed nedbryde den negative sociale arv for små børn i udsatte positioner, der er i risiko for ikke at få en uddannelse og blive selvforsørgende senere i livet. Det skal blandt andet ske ved, at udvalget afsøger forskellige idéer, der kan udformes og afprøves i praksis.
Det foreslås, at de idéer, som iværksættes via puljen så vidt muligt er med afsæt i forskningsbaseret viden om tidlig indsats, eller med afsæt i gode praksiserfaringer fra national, hhv. international kontekst, da evalueringen af mønsterbryderpuljen 2015-2018 viste, at dette sandsynliggør, at projekterne på sigt kan indfri de overordnede og langsigtede målsætninger med puljen.
Endelig foreslås det, at udvælgelsen af idéerne tager afsæt i nogle af de kerneelementer i mønsterbrydning som Rambøll identificerede i forbindelse med mønsterbryderpuljen 2015-2018. Det gælder:
• Kerneelementet - uddannelse, idet uddannelse kobles til muligheden for at skabe og opretholde en bæredygtig livsførelse, herunder at bryde med eventuelle negative eller belastende sociale mønstre i familien. Uddannelse forstås bredt og handler i første omgang om at opbygge kapacitet til og motivation for læring, også blandt små børn.
• Kerneelementet - tidlig indsats, idet der er forskningsmæssig dokumentation for, at sociale udfordringer bør adresseres så tidligt som muligt i barnets liv for at stoppe udvikling af eventuelt mere alvorlige problemstillinger.
• Kerneelementet - tværfaglig professionel indsats, da en mønsterbryderindsats - også for de små børn - vil være forankret på tværs af områder i Frederiksberg Kommune og naturligt vil bringe flere fagligheder i spil i indsatserne og afstedkomme et øget tværsektorielt samarbejde.Dette kan bidrage til at sikre, at den professionelle indsats adresserer målgruppens udfordringer på en helhedsorienteret måde og tilpasset de konkrete behov hos det enkelte barn, eller barnets familie.
Desuden skaber den brede forankring afsæt for at adressere udfordringer over tid i en erkendelse af, at børn og familier, der har behov for en tidlig indsats, mens barnet er i dagtilbud, også kan have behov for ekstra støtte, når barnet starter i skole.
- Fungere som initiativtager, inspirator og rådgivende organ
Udvalget skal agere som initiativtager, inspirator og rådgivningsorgan for Kommunalbestyrelsen i forhold til at afdække indsatser, som kan øge mulighederne for, at små børn i udsatte positioner får en uddannelse og bliver selvforsørgende senere i livet.