Dagsordenspunkter
Pkt. 28 Meddelelser
Sagsfremstilling
For Alexandra Dessoy mødte Brian Holm.
Forvaltningen orienterede om udbud af genoptræningsopgaver.
Pkt. 29 Ansøgning om midler fra §79-puljen til "Bevæg Dig For Livet"
Resume
Den administrative styregruppe for ”Bevæg Dig For Livet” ansøger om 100.000 kr. fra puljen til skaskabende aktiviteter efter §79 til brug for finansiering af indsatsen "Spring for Livet" i et år. Ældre- og Omsorgsudvalget forelægges ansøgningen til beslutning.
Beslutning
Ældre- og Omsorgsudvalget
- godkendte, at ”Bevæg Dig For Livet” bevilliges 100.000 kr. fra puljen til samskabende aktiviteter efter §79 til brug for finansiering af indsatsen "Spring for Livet" i et år.
Indstilling
Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet indstiller,
- at ”Bevæg Dig For Livet” bevilliges 100.000 kr. fra puljen til samskabende aktiviteter efter §79 til brug for finansiering af indsatsen "Spring for Livet" i et år.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 4. december 2017 (sag nr. 389) at overføre 100.000 kr. fra §79-puljen til 2018 reserveret til samskabende aktiviteter i samspil med projekt "Bevæg Dig For Livet". "Bevæg Dig For Livet" er Frederiksberg Kommunes partnerskab med Danmarks to største idrætsorganisationer DIF og DGI, der ligeledes arbejder tæt sammen med Frederiksberg Idræts-Union (FIU). Partnerskabets mål er at gøre 9.500 frederiksbergborgere idrætsaktive i løbet af fem år - herunder 4.000 ældre over 60 år. Ældre er således den største målgruppe i partnerskabet, hvilket blandt andet skyldes resultatet af en idrætsvaneundersøgelse i 2016, der viste, at hele 44 procent af borgerne over 60 år på Frederiksberg ikke dyrker idræt og motion.
Erfaringer fra de første måneders indsats i partnerskabet viser, at der findes en række eksisterende træningsmuligheder på Frederiksberg, som ikke bliver brugt fuldt ud. Dertil er der lokaliseret en væsentlig gruppe af ældre, der ikke dyrker motion, og som kommunen ikke umiddelbart er i kontakt med. På baggrund heraf er der brug for en indsats, som markedsfører og gør eksisterende aktiviteter mere tilgængelige for flere grupper af kommunens ældre.
Gennem de seneste år har DGI Storkøbenhavn opnået gode erfaringer i Københavns Kommune med at markedsføre og gøre eksisterende træningstilbud attraktive for flere ældre under projektet "Spring for livet". På baggrund af erfaringerne fra København er der udviklet en model, som den administrative styregruppe bag "Bevæg Dig For Livet" ønsker at afprøve på Frederiksberg:
Om Spring for Livet
"Spring For Livet" stiller en platform for samskabelse til rådighed, hvor der arbejdes med mere intens markedsføring af eksisterende motionsaktiviteter på tværs af nuværende aktørers markedsføringskanaler og på andre platforme, end aktørerne bruger pt. Samtidig indebærer "Spring For Livet", at der bliver arbejdet med at åbne eksisterende tilbud op for omverden blandt andet gennem åbne træninger i løbet af året og via en årlig event for nuværende såvel som kommende idrætsudøvere blandt ældre. Efter dialog med Sundhedscentret er følgende tre grupper udpeget til at være i særligt fokus for at få flere til at dyrke motion: Mænd, ældre med anden etnisk baggrund samt ældre borgere ramt af ulighed i sundhed.
Hovedparten af elementerne i "Spring For Livet" er allerede afprøvet i København, hvilket betyder, at der er en række erfaringer at trække på i forhold til, hvad der er hensigtsmæssigt - netop i det storbymiljø, som Frederiksberg er. Samtidig er en række aktører, der allerede er med i København, også aktive på Frederiksberg. I relation til disse aktører er der et fundament at bygge videre på, når Frederiksberg-relevante aktører inviteres ind i samarbejdet. I oplægget til mulige partnere på Frederiksberg nævnes blandt andet Røde Kors Hovedstaden, Ældresagen, Danske Seniorer, Dansk Vandrelaug, DAI, Aftenskoler, Frederiksberg Sundhedscenter, FIU samt sociale foreninger og væresteder. Tilsvarende vil kommercielle parter som eksempelvis fitnesscentre også blive inviteret med.
Det første vil første skridt i etablering af partnerskabskredsen være at drøfte "Spring For Livet" på et samarbejdsmøde med de største bidragsmodtagere under §79 den 24. april 2018. Dernæst vil der blive arbejdet struktureret med at udnytte forberedelserne af aktiviteter i forbindelse med henholdsvis Royal Run, Frederiksberg Dage og Sundhedsdagene til etablere kontakt til/netværk mellem relevante partnere på Frederiksberg.
De væsentligste elementer i "Spring For Livet" er i korte træk:
- En række aktiviteter gennem året, som kulminerer med en samlet event på Frederiksberg i februar 2019. I løbet af året vil der være dialog med alle potentielle partnere om deres seniortilbud, blandt andet gratis markedsføring af dem via Facebook, brug af f.eks. Frederiksberg Dage og/eller Sundhedsdagene til at gøre nye deltagere opmærksomme på mulighederne samt deltagelse i den samlede "Spring For Livet" event i februar 2019.
- Markedsføring (ca. 2 Facebookopslag pr. uge i geografisk målrettede områder) af åbne træninger og andre aktiviteter, hvor det er gratis at deltage, og hvor der er særlig fokus på den gode modtagelse af nye deltagere. Desuden markant markedsføring af "Spring For Livet"-eventen i februar 2019.
Succeskriterier
Indsatsen under "Spring For Livet" vil blive målt på tre succeskriterier. Tallene for det første år er behæftet med en vis usikkerhed, da der er tale om en opstartsfase. Tallene forventes at være stigende, hvis "Spring For Livet" gennemføres flere år i træk. De tre succeskriterier er:
- Antal åbne træninger og foreningsudviklingsforløb på Frederiksberg (anslås det første år til min. 25 åbne træninger og 5-8 foreningsudviklingsforløb)
- Antal borgere fra Frederiksberg, der følger "Spring For Livet" på Facebook (anslås det første år til min. 900 følgere pr. den 1. februar 2019)
- Antal borgere fra Frederiksberg, der deltager i "Spring For Livet"-eventen (anslås det første år til 500 deltagere)
Den administrative styregruppe for "Bevæg Dig For Livet" (som består af repræsentanter fra henholdsvis Frederiksberg Kommune, DIF, DGI Storkøbenhavn og FIU) har behandlet oplægget til "Spring for Livet" på Frederiksberg på et møde den 22. februar 2018. Styregruppen har vurderet, at det vil være relevant at afprøve "Spring For Livet" på Frederiksberg som middel til at gøre flere ældre idrætsaktive og søger derfor 100.000 kr. fra §79-puljen. Det er en opmærksomhed, at indsatsen skal vise markante resultater allerede i løbet af det første år, og det er anslået, hvor langt indsatsen skal nå i løbet af perioden frem til februar 2019 (jf. parenteserne ovenfor).
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sagen om fordelingskriterier for §79-puljen i 2018 (sag nr. 43 af den 8. maj 2017), at midler til samskabende aktiviteter kan bevilliget løbende over året. Såfremt en ansøgning er over 20.000 kr. skal den forelægges Ældre- og Omsorgsudvalget, er ansøgningen under 20.000 kr. kan den behandles administrativt.
Forvaltningen har vurderet ansøgningen fra projekt ”Bevæg Dig For Livet” vedr. indsatsområdet ”Spring For Livet”. På baggrund af "Spring For Livets" tydelige samskabelseselementer og klare fokus på at få flere ældre i bevægelse (som også er centralt i Ældre- og Værdighedspolitikken), indstiller forvaltningen, at Ældre- og Omsorgsudvalget bevilliger 100.000 kr. fra puljen til samskabende aktiviteter efter §79 til brug for finansiering af indsatsen "Spring for Livet" i et år.
Økonomi
Udgifterne til at gennemføre" Spring For Livet"-indsatsen i et år beløber sig til 400.000 kr. DGI bidrager med 150.000 kr. under forudsætning af, at Frederiksberg Kommune finansierer 250.000 kr. til indsatsen.
De 400.000 kr. dækker såvel netværksdannelse og løbende dialog med projektets potentielle partnere, udvikling og markedsføring gennem året af åbne træninger mv. samt tilrettelæggelse og afholdelse af samlet event i februar 2019. Beløbet dækker ikke aktørers udgifter forbundet med udvikling og gennemførelse af nye aktiviteter. Desuden vil udgiften til evaluering ligge ved siden af - denne afholdes af Bevæg Dig For Livet.
"Bevæg Dig For Livet" har afsat 150.000 kr. (via Folkeoplysningsmidler bevilget til Bevæg Dig For Livet) til "Spring For Livet" i et år og anmoder Ældre- og Omsorgsudvalget om at frigive de reserverede midler på 100.000 kr. under §79. Således vil kommunen samlet set kunne bidrage med de 250.000 kr. som er forudsætningen for at gå i gang.
Borgmesterpåtegning
Ingen.
Behandling
Ældre- og Omsorgsudvalget den 12. marts 2018.
Pkt. 30 Klage fra Pensionist Idræt over reduceret tilskud fra §79-puljen for 2018
Resume
Sundheds- og Omsorgsudvalget traf d. 27. november 2017 beslutning om fordeling af puljen for 2018 til støtte af aktiviteter på ældreområdet iht. Servicelovens § 79. Ved tildelingen fik Pensionist Idræt færre midler end i 2017. Forvaltningen har efterfølgende modtaget en klage fra Pensionist Idræt vedr. det reducerede tilskud fra §79-puljen. Ældre- og Omsorgsudvalget forelægges til beslutning en afgørelse på sagen.
Beslutning
Ældre- og Omsorgsudvalget godkendte, at Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning af den 27. november 2017 (sag nr. 115) vedr. tildeling af midler fra § 79 til Pensionist Idræt fastholdes, idet der også henvises til Pensionist Idræts senere beslutning om at lukke aktiviteterne. Forvaltningen pålægges at følge op ift. 2018.
Formanden gjorde opmærksom på kommende sag vedr. kriterier for pgf.-79-puljen som tidligere besluttet.
Indstilling
Social,- Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning af den 27. november 2017 (sag nr. 115) vedr. tildeling af midler fra § 79 til Pensionist Idræt fastholdes.
Sagsfremstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget traf beslutning om fordeling af puljen for 2018 til støtte af aktiviteter på ældreområdet i henhold til Servicelovens §79 den 27. november 2017 (sag nr. 115). Efterfølgende har forvaltningen modtaget en klage fra Pensionist Idræt, vedr. deres §79-bevilling for 2018, idet denne er mindre end deres modtagne bevilling i 2017.
Sundheds- og Omsorgsudvalget traf beslutning om at bevillige 425.000 kr. til Pensionist Idræt i 2017 (sag nr. 108 af den 28. november 2016), og ved beslutning af 27. november 2017 traf Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutning om at tildele Pensionist Idræt 200.000 kr. i 2018. Det skal bemærkes, at der ved fordeling af §79-puljen for 2017 var en ekstrabevilling på 750.000 kr., idet der fra budget 2016 blev afsat midler til at understøtte omstillingen vedr. kommunens aktivitetscentre og herunder styrke foreningernes arbejde. Pensionists andel af ekstrabevillingen var 67.000 kr. i 2017.
Pensionist Idræt angiver i deres klage jf. bilag 1, at Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning stiller foreningen i en meget vanskelig situation, da deres tilbud og aktiviteter er fastsat i sæsonen fra 1.9.2017 – 30.4.2018, dvs. over 2 kalenderår. Ligeledes betyder reduceringen af §79-midler, at Pensionist Idræt i den nye sæson vil have begrænsede ressourcer for den del af deres virksomhed, der berører borgere på Frederiksberg.
Forvaltningen har på baggrund af klagen afholdt et møde med Pensionist Idræt med deltagelse af formand for Ældre- og Omsorgsudvalget Thyge Enevoldsen med henblik på drøftelse af Pensionist Idræts situation samt forvaltningens begrundelse for indstilling til bevilling.
Forvaltningens indstilling til de enkelte bevillinger sker på baggrund af foreningernes konkrete ansøgninger samt en grundig faglig vurdering af de forskellige initiativer og projekter. Indstillingen om at reducere bevillingen til Pensionist Idræt skal blandt andet ses på baggrund af en medlemsnedgang hos foreningen på Frederiksberg. Det er ligeledes forvaltningens vurdering, at andre foreninger i højere grad har kunnet imødekomme de fastsatte kriterier for uddeling af midler efter §79.
Derudover har forvaltningen ved fordeling af §79-midler for 2018 modtaget flere ansøgninger end i 2017, ligesom budgetrammen for §79-puljen er 4,7 mio. kr. i 2018 mod 5,35 kr. i 2016 og 2017 (sag nr. 115 af den 27. november 2017). Det er således naturligt, at tilskuddet til de enkelte foreninger vil variere fra år til år, og at foreningerne ikke kan forvente at få bevilliget samme beløb som tidligere.
Forvaltningen fastholder den faglige vurdering af Pensionist Idræts ansøgning, og indstiller derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning af 27. november 2017 (sag nr. 115) fastholdes.
Såfremt Ældre- og Omsorgsudvalget måtte ønske at øge bevillingen til Pensionist Idræt, kan dette ske fra den løbende pulje under §79, der i 2018 er på 200.000 kr., og hvorfra der endnu ikke er bevilliget midler.
Det kan i øvrigt oplyses, at Pensionist Idræts bestyrelse af den 22. februar har meddelt forvaltningen, at foreningen i løbet af 2018 vil afvikle alle deres aktiviteter på Frederiksberg grundet det reducerede tilskud fra §79 i 2018.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Borgmesterpåtegning
Ingen.
Behandling
Ældre- og Omsorgsudvalget den 12. marts 2018.
Pkt. 31 Driftsoverførsler 2017 til 2018
Resume
På baggrund af årsregnskabet er driftsoverførslerne 2017 – 2018 opgjort i henhold til kommunens regler på området. Med denne sag forelægges de overførsler, der er omfattet af reglerne for automatiske overførsler. De ansøgte overførsler vil blive forelagt i forbindelse med 1. forventet regnskab den 16. april 2018.
Beslutning
Ældre- og Omsorgsudvalget tog driftsoverførslerne fra 2017 til 2018 til efterretning.
Udvalget udbad sig en nærmere vurdering ift. til evt. investeringsbehov som forudsætning for at realisere tilbagebetaling og en forsvarlig drift.
Indstilling
Direktionen indstiller til Ældre- og Omsorgsudvalget, at driftsoverførslerne fra 2017 til 2018 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Med henvisning til Principper for økonomistyring i Frederiksberg Kommune, afsnit 11.4, har institutioner efter regnskabsårets afslutning adgang til at overføre uforbrugte midler til det efterfølgende regnskabsår inden for nærmere fastsatte regler. Muligheden for at overføre midler mellem årene skal sikre en hensigtsmæssig prioritering af ressourcer på tværs af regnskabsår. Tilsvarende regler gælder eksternt finansierede projekter og politisk vedtagne projekter, som ikke kan afsluttes inden for et regnskabsår. Derudover er der ved særlige omstændigheder mulighed for at ansøge om overførsler for områder, der falder uden for de automatiske overførsler.
1. Automatiske driftsoverførsler 2017-2018
Med baggrund i det afsluttede regnskab 2017 er de automatiske overførsler opgjort til i alt 18,3 mio. kr., hvoraf de 17,8 mio. kr. er inden for servicerammen mens 0,5 mio. kr. er uden for servicerammen.
Tabel 1 viser de automatiske overførsler fordelt på udvalg, mens vedlagte bilag viser regnskab og overførsel på enkelte institutioner og projekter per udvalg. Socialtilsynet udviser mindreudgifter i regnskabet på 1,1 mio. kr. Socialtilsynet har fuld overførselsadgang og der overføres 0,2 mio. kr. til 2018 og 0,9 mio. kr. til 2019 til dækning af forskydning i aktiviteter.
Størstedelen af merforbruget på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område udgøres af et merforbrug på Akaciegården på 5,0 mio. kr. Grundet de særlige omstændigheder og for at sikre rammerne for en ansvarlig drift af institutionen i 2018 og frem, er det forvaltningens anbefaling, at Akaciegården delvist kompenseres for merforbruget i forbindelse med de automatiske overførsler. Der lægges op til kun halvdelen af merforbruget overføres. Den halvdel af merforbruget (2,5 mio. kr.), der overføres, foreslås afdraget over en 4-årig periode startende i 2019. Der fremlægges nærmere status og redegørelse vedr. merforbrug samt vurdering og handleplan vedrørende Akaciegårdens fremtidige styring mv. i aprilmøderækken i tilknytning til 1. forventet regnskab 2018. Der er korrigeret for kompensation af merforbruget i ovenstående tabel således, at Akaciegårdens merforbrug ikke indgår.
2. Driftsoverførsler ved 3. forventet regnskab 2017
Ved Kommunalbestyrelsens behandling af 3. forventet regnskab den 4. december 2017 blev det besluttet at godkende ansøgte overførsler for 14,4 mio. kr. på service og 1,7 på overførsler fra 2017 til 2018 og budgetoverslagsår. De blev fordelt på følgende vis:
3. Særligt vedrørende fremrykninger fra 2018 til 2017
For bedre at udnytte servicerammen i 2017 blev der i forbindelse med månedsopfølgningen for september 2017 besluttet at fremrykke en række planlagte driftsudgifter fra 2018 til 2017. Der blev i alt fremrykket 4,3 mio. kr., som alle er forbrugt. Nedenstående tabel viser fremrykninger og tilhørende forbrug i 2017.
4. Håndtering af overførslerne
I budget 2018 indgår usikkerhedspuljen, der på nuværende tidspunkt udgør 20,0 mio. kr. Ovenfor fremgår det, at såfremt de automatiske overførsler tiltrædes, vil der være en overførsel på 17,8 mio. kr. med modpost på usikkerhedspuljen, og 0,5 mio. kr. med modpost på kassen.
Dermed giver det efter de automatiske overførsler en usikkerhedspulje på 2,2 mio. kr. i 2018.
En udspecificering af mindreudgifter fremgår af vedlagte bilag.
Økonomi
Sagen har følgende økonomiske konsekvenser, såfremt den tiltrædes:
- Der netto tillægsbevilges 17,8 mio. kr. i 2018, 0,3 mio. kr. i 2019 og -0,6 mio. kr. om året i 2020 – 2022 med modpost på usikkerhedspuljen.
- Der tillægsbevilges 0,5 mio. kr. med modpost på kassen.
Borgmesterpåtegning
Intet at bemærke.
Behandling
Magistraten den 12. marts 2018, til orientering i fagudvalg den 12. marts 2018, Kommunalbestyrelsen den 19. marts 2018.
Pkt. 32 Anlægsoverførsler 2017 til 2018 (orientering)
Resume
Magistraten behandler d. 12. marts Direktionens indstilling til overførsel af uforbrugte rådighedsbeløb vedr. anlæg 2017-2018. Sagen forelægges hermed til orientering i fagudvalg
Beslutning
Ældre- og Omsorgsudvalget tog overførsel af uforbrugte rådighedsbeløb vedr. anlæg 2017-2018 til efteretning.
Indstilling
Direktionen indtiller, at udvalget tager overførsel af uforbrugte rådighedsbeløb vedr. anlæg 2017-2018 til efteretning.
Sagsfremstilling
Ifølge styringsreglerne opgøres ved regnskabsårets slutning uforbrugte rådighedsbeløb på årets igangværende anlægsprojekteter med henblik på at opgøre de automatiske overførsler. Jf. Principper for økonomistyring i Frederiksberg Kommune afsnit 11.4 er kriterierne for, hvornår et anlægsprojekt falder ind under den automatiske rulning af rådighedsbeløb følgende:
1. at Kommunalbestyrelsen har meddelt en anlægsbevilling, og projektet ikke er afsluttet, eller
2. at der er afsat rådighedsbeløb på efterfølgende års investeringsplan.
3. For puljer gælder det, at udisponerede puljemidler ikke overføres. Delprojekter godkendt i fagudvalg følger reglerne beskrevet ovenfor.
Af bilag 1 fremgår de enkelte anlægsprojekters uforbrugte rådighedsbeløb i 2017 og det er anført, hvorvidt beløbet overføres til 2018. Endvidere fremgår det af bilag 1. hvilke anlæg, der er lukket i 2017.
Bilag 2 viser de projekter, hvor overførslen afviger fra de automatiske overførselsregler.
Opmærksomhedspunkter
Der er afsat en negativ pulje på 50,6 mio. kr. i 2017 under Magistraten med det formål at overholde den kommunale anlægsramme. Puljen er udmøntet til formålet og overføres ikke.
De ansøgte overførsler inden for rammen udgør 66,4 mio. kr. og er således større end de uforbrugte rådighedsbeløb på 15,7 mio. kr. Det skyldes udmøntningen af den negative pulje på 50,6 mio. kr. under Magistraten, samt at projekter, som afsluttes med merforbrug, nedskriver det uforbrugte rådighedsbeløb, men overføres ikke til 2018.
Niveauet for overførsler inden for anlægsrammen fra 2017-2018 er 66,4 mio. kr. Fra 2016-2017 var beløbet 46,4 mio. kr. Der er således tale om et større beløb af overførte rådighedsbeløb end tidligere år.
Tabel 1. Uforbrugt rådighedsbeløb samt overførsler pr. udvalg
1.000 kr. | U/I | 2017 korr. (A) | Forbrug 2017 (B) | Uforbrugt rådighedsbeløb 2017 (A-B) | Overføres fra 2017 til 2018 | Teknisk korrektion af anlægsbev. |
Skattefinansieret | U | 389.719 | 366.664 | 23.055 | 74.142 | -7.801 |
| I | -103.866 | -65.967 | -37.899 | -40.851 | 0 |
Heraf inden for ramme | U | 352.974 | 337.261 | 15.713 | 66.425 | 0 |
Heraf uden for ramme | U | 36.745 | 29.403 | 7.342 | 7.717 | 0 |
Magistraten* | U | 89 | 44.483 | -44.394 | 6.858 | 0 |
| I | -40.136 | -31.235 | -8.901 | -8.900 | 0 |
Bolig- og Ejendomsudvalget | U | 68.588 | 62.609 | 5.979 | 9.521 | -1.649 |
| I | -17.926 | -17.258 | -668 | -3.189 | 0 |
Undervisningsudvalget | U | 100.145 | 85.911 | 14.234 | 13.324 | 0 |
| I | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget | U | 31.849 | 21.401 | 10.448 | 10.509 | 0 |
| I | -10.174 | -4.404 | -5.770 | -6.200 | 0 |
Kultur- og Fritidsudvalget | U | 19.292 | 16.110 | 3.182 | 3.399 | -524 |
| I | -19.026 | -5.000 | -14.026 | -14.026 | 0 |
Børneudvalget | U | 17.546 | 13.281 | 4.265 | 2.273 | -2.000 |
| I | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
Socialudvalget | U | 36.837 | 30.175 | 6.662 | 6.457 | 0 |
| I | -2.331 | -432 | -1.899 | -1.899 | 0 |
By- og Miljøudvalget | U | 115.374 | 92.694 | 22.680 | 21.801 | -3.628 |
| I | -14.273 | -7.637 | -6.636 | -6.637 | 0 |
Brugerfinansieret område | U | 20.743 | 15.491 | 5.252 | 5.602 | 0 |
(alt uden for ramme) | I | 0 | -10 | 10 | 0 | 0 |
By- og Miljøudvalget | U | 20.743 | 15.491 | 5.252 | 5.602 | 0 |
| I | 0 | -10 | 10 | 0 | 0 |
(*) Inkl. negativ pulje på -50,6 mio. kr.
Teknisk korrektion af anlægsbevillinger
Anlægsbevillingerne korrigeres med samlet set -7,8 mio. kr. på udgiftssiden (Angivet på projektniveau i bilag 1). Justeringerne af anlægsbevillingerne skyldes, at der er foretaget omplacering af rådighedsbeløb, uden at anlægsbevillingerne er justeret tilsvarende. Ændringerne har ingen konsekvenser for kassen.
Økonomi
På det skattefinansierede område søges om overførsel af bruttoanlægsudgifter på i alt 74,1 mio. kr. og bruttoanlægsindtægter på i alt 40,9 mio. kr. som tillægsbevillinger i 2018. De overførte anlægsindtægter tilgår kassen.
Tillægsbevilling på 66,4 mio. kr. inden for anlægsrammen modregnes i en negativ pulje i 2018, som udmøntes ved kommende omperiodiseringer af rådighedsbeløb. Med denne indstillings tillægsbevillinger udgør puljen 87,5 mio. kr. i 2018.
Tillægsbevilling vedrørende mindreforbrug på klimatilpasningstiltag i samarbejde med Frederiksberg Forsyning på i alt 5,6 mio. kr. reducerer lånoptagelsen i 2017 og finansieres fuldt af lånoptagelse i 2018. Derudover overføres lånoptagelse for i alt 8,5 mio. kr. fra 2017 til 2018 som følge af overførte rådighedsbeløb i 3. Forventet regnskab i 2017.
Tabel 2. viser en oversigt over tillægsbevillinger i 2018 tiltrådt med sagen.
Overførsler | mio. kr. |
Anlægsudgifter | 74,1 |
Brugerfinansierede anlægsudgifter | 5,6 |
Anlægsindtægter | -40,9 |
Finansiering |
|
Anlægsramme | -66,4 |
Kasse | 40,9 |
Lånoptagelse | -13,3 |
Overførte lån vedr. Klimatilpasning i 2018 | -8,5 |
Borgmesterpåtegning
Nej
Behandling
Magistraten den 12. marts 2018, til orientering i fagudvalg den 12. marts 2018, Kommunalbestyrelsen den 19. marts 2018.