Gå til hovedindhold

Handicaprådets møde den 25. september 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Susanne Tarp (formand), Peter Borgselius (fast vikar for Jesper Dahl), Sine Heltberg, Line Lerchebo (stedfortræder for Bolette Østberg) Kristina Mikkelsen (til og med punkt 9), Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi og Bo German Thomsen

    Afbud:
    Jørgen Danielsen, Merete Winther Hildebrandt, Mette Bang Larsen (næstformand), Flemming Nielsen og Bolette Østberg

    Referent:
    Sanne Ezi

    1.    Godkendelse af dagsorden
    Godkendt.

    2.    Besøg af Børneudvalgets formand Anja Lundtoft
    Anja Lundtoft fortalte kort

    • om den nye lov - barnets lov - der træder i kraft pr. 1. januar 2024,
    • om mellemformer og
    • om børns overgang til voksne, når de bliver 18 år.

    Der var efterfølgende spørgsmål og svar, herunder bad brugerrepræsentanterne om, at der kommer mere fokus på idræt for børn og unge med handicap. Anja Lundtoft Hansen oplyste, at hun vil tage dette med til det videre arbejde i udvalget.

    Kristina Mikkelsen gav en uddybede forklaring vedrørende inddragelse af børn og unge i eget liv, herunder at spørgsmål om idræt også fremover vil blive en del af de spørgsmål, der stilles til børn og unge.

    Formanden beklagede, at omkostningerne på handicapområdet altid bliver fremhævet.  
    Sine Heltberg bad om, at man har for øje, at når det igen og igen bliver sagt, at det sociale område koster mere og mere, så er det udelukkende, når der drøftes om midler fra staten til kommunerne, så kommunerne kan løfte de nye tiltag, der lovgivningsmæssigt bliver vedtaget. Sine Heltberg var ikke et sekund i tvivl om, at alle politikerne i kommunalbestyrelsen er indforstået med, at det koster, hvad det koster, men at det er en nødvendighed at gøre opmærksom på, at midlerne skal og bør følge de nye tiltag, der iværksættes.

    Formanden gjorde opmærksom på, at Barnets Lov ikke specifikt omhandler børn med handicap, men børn bredt. Det er jo godt at sidestille børn med handicap med børn med ikke-handicap, men de kan også sidestilles så meget, at børn med handicap glemmes. Dette var der enighed om.

    3.    Magnoliahuset – orientering om overgang til § 32
    Leder af Magnoliahuset, Susanne Beck Grant, fortalte kort om Magnoliahuset. Magnoliahuset er en specialinstitution for 34 børn, som består af en afdeling for børn med vidtgående specialpædagogiske behov og en afdeling for børn med vidtgående motoriske/fysiske funktionsnedsættelser. Magnoliahuset var tidligere drevet efter dagtilbudsloven, men er i dag overgået til drift efter servicelovens § 32.

    Dagtilbudschef Dennis Danielsen oplyste, at politikerne den 28. august 2023 besluttede, at Magnoliahuset fremover skal drives efter servicelovens § 32, da de børn, som går i Magnoliahuset, alle er omfattet af personkredsen for § 32. Magnoliahuset var tidligere drevet efter den almene dagtilbudslov.

    Ved at Magnoliahuset drives efter servicelovens § 32, åbnes der op for en række andre rettigheder, som fx at der gives 100% betalingsmæssigt fri-pladstilskud, mulighed for betaling af udgift til transport af barnet til Magnoliahuset samt andre støtteydelser med hjemmel i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge – herunder eksempelvis forskellige handicapkompenserende ydelser.

    Der blev spurgt, om der er børn i Magnoliahuset, som ikke længere kan gå i Magnoliahuset, når daginstitutionen drives efter § 32. 

    Dennis Danielsen oplyste, at det er forvaltningens vurdering, at de børn, der på nuværende tidspunkt går i Magnoliahuset, er omfattet af målgruppen, hvilket betyder, at ingen børn skal flyttes til andre daginstitutioner.

    Der blev spurgt om, hvad der sker, når børnene fylder 6 år.

    Susanne Beck Grant oplyste, at der er et tæt samarbejde med Skolen ved Nordens Plads, hvor størstedelen af børnene overflyttes til. Der er også børn, som flytter til almenskolen, som normalvis er Falkonergården. Her er der også fokus på uddannelse af personalet til at varetage børn med specielle behov.

    Dennis Danielsen sluttede af med at oplyse, at han – så snart analysen af børn og unge med særlige behov er færdig – igen vil komme til et møde i Handicaprådet.

    4.    Årshjul 2023 og 2024
    Årshjulet for 2023 blev gennemgået og tilrettet. Der var ingen bemærkninger til årshjulet for 2024. Sekretæren tilretter årshjulet for 2024 med beslutningerne fra 2023.

    5.    Punkter til drøftelse i fremtiden

    • Ældre med handicap på plejecentre – besøg af Nicolai Kjems i 2024
    • Sagsbehandlingstider – når man fx søger en BPA-ordning er der 14 ugers sagsbehandlingstid. Sekretæren sender link til Svarfrister (frederiksberg.dk) til medlemmerne.

    6.    Godkendelse af referat fra mødet den 21. august 2023
    Godkendt.

    7.    Meddelelser fra formanden
    Formanden huskede alle på, at de skal komme til Social Fællesskabsdag den 29. september 2023 klokken 1216 i Kedelhallen, Nyelandsvej 75 A, hvor både årets handicappris og årets frivillighedspriser uddeles.

    8.    Meddelelser fra øvrige medlemmer
    Ingen.

    9.    Orientering om budget 2024
    Sine Heltberg oplyste, at en enig kommunalbestyrelse har indgået aftale om Frederiksberg Kommunes budget for 2024. Budgetaftalen bliver dog først endelig godkendt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse den 9. oktober 2023.

    Budgetaftale for 2024 kan læses her

    Sine Heltberg tilføjede, at hvis kommunalbestyrelsen ikke gjorde noget drastisk ved økonomien, så ville Frederiksberg hurtigt blive sat under administration.

    En enig kommunalbestyrelse har derfor blandt andet besluttet:

    • en skattestigning på 1,1 procentpoint i 2024
    • en række besparelser og effektiviseringer for 45 millioner kroner i 2024, som alle områder i kommunen har bidraget til
    • en stram økonomistyring.

    Og selv om der skal spares penge, så står verden jo ikke stille af den grund, så der skulle også findes penge til visse investeringer, herunder flere penge til det sociale område, til PPR-arbejdet for børn og unge med mistrivsel og til flere sosu-elever, hvor blandt andet bedre løn skal sikre, at der kommer flere ansøgninger. 

    Og da Frederiksberg hører til en af de rige kommuner, så skal der tillige betales til udligningsordningen.

    10.    Nyt fra Børne- og Ungeområdet
    Intet.

    11.    Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
    Peter Borgselius oplyste, at 

    • i den konkrete sag, hvor en ørelæge flytter fra Gammel Kongevej til Jacobys Allé, kan man ikke stille krav om niveaufri adgang, idet der ikke er sket ændring af anvendelsen af lejemålet. Det vil sige, at der skal ske en anvendelsesændring af brugen af lokalerne, før lovgivningen stiller krav om etablering af niveaufri adgang, men der er intet til hinder for, at Handicaprådet henvender sig og opfordrer ørelægen til at etablere niveaufri adgang 
    • der er sendt invitation ud til et dialogmøde den 9. oktober 2023 klokken 17-18.30 på Frederiksberg Rådhus vedrørende projekt om nyt byrum ved Frederiksberg Idrætspark (Finsensvej Vest).
    • der pr. 1. oktober 2023 gælder nye parkeringsregler på Frederiksberg (gældende for alle)
    • der arbejdes på en ny klimaplan, hvor også Handicaprådet vil blive inddraget i høringsprocessen.

    12.    Nyt fra tværgående stabe under Kommunaldirektøren
    Intet.

    13.    Nyt fra følgegruppen om mellemformer i folkeskolerne
    Intet nyt. Næste møde i følgegruppen er den 28. september 2023.

    14.    Godkendelse af mødeplan for 2024
    Udkast til mødeplan blev godkendt.

    15.    Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 25. august 2023
    Høringssvar af:

    16.    Eventuelt
    Intet.

    Mødet sluttede kl. 13:45

    Susanne Tarp
    formand