Gå til hovedindhold

Handicaprådets møde den 30. oktober 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Susanne Tarp (formand), Peter Borgselius (fast vikar for Jesper Dahl), Jørgen Danielsen, Sine Heltberg, Merete Winther Hildebrandt, Kristina Mikkelsen, Flemming Nielsen, Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi, Bo German Thomsen og Bolette Østberg.

    Desuden deltog praktikant Carla Elena Olsen, som er i praktik på Skolen på Nyelandsvej.

    Afbud:
    Mette Bang Larsen (næstformand)

    Referent:
    Sanne Ezi

    1. Godkendelse af dagsorden
    Godkendt, dog således at punkt 15 behandles samtidig med punkt 3.

    2. Besøg af Jens Højberg - Parasports skoleprojekt på Frederiksberg
    Jens Højberg oplyste, at han er klubkonsulent i Parasport Frederiksberg, som er en folkeoplysende idrætsforening på lige fod med alle andre folkeoplysende foreninger. Parasport Frederiksberg tilbyder et aktivt fritidsliv for alle med forskellige former for funktionsnedsættelser.

    Jens Højberg orienterede herefter om Parasport Frederiksbergs inkluderende idrætsundervisning, som de turnerer med på de frederiksbergske folkeskoler, hvor folkeskolen har anmodet om et forløb. Undervejs og efterfølgende var der spørgsmål, svar og drøftelser om, hvad idræt kan gøre for det enkelte menneske.

    Jens Højbergs Power Point er efterfølgende sendt til alle medlemmerne.

    3. Besøg af skolechef René Rasmussen Sjøholm - Status på mellemformer
    René Rasmussen Sjøholm orienterede kort om fremtidens skoler 2030 og uddybende om status på implementering af mellemformer på tre folkeskoler fra skoleåret 2023/2024.

    Efterfølgende var der spørgsmål og svar om blandt andet fagligt niveau, læringsmiljø der er trygge og genkendelige for børnene, personale og meget mere.

    René Rasmussen Sjøholms Power Point er efterfølgende sendt til alle medlemmerne. 

    Se tillige punkt 15.

    4. Godkendelse af referat fra mødet den 25. september 2023
    Godkendt.

    5. Meddelelser fra formanden
    Aflyst på grund af tidsmangel.

    6. Meddelelser fra øvrige medlemmer
    Aflyst på grund af tidsmangel.

    7. Nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet
    Intet nyt udover punkt 8 og 9 nedenfor.

    8. Danmarkskortet som viser Ankestyrelsens afgørelser i klagesager på socialområdet
    Flemming Nielsen oplyste, at Socialudvalget behandlede Bolig- og Ældreministeriets danmarkskort 2022 – kommunernes omgørelsesprocenter på deres møde den 18. september 2023, punkt 75. 

    Han henviste specielt til tabel to, hvoraf det fremgår, at antal sager hos Ankestyrelsen i 2022 var 18, (imod 25 i 2021), heraf blev 12 (15) stadfæstet, 4 (4) blev hjemvist og 2 (6) blev ændret.

    Orienteringen blev taget til efterretning. 

    9. Den Sociale Masterplan for det specialiserede socialområde for voksne
    Flemming Nielsen oplyste, at forvaltningen lige nu arbejder med den sociale masterplan til politisk behandling i maj 2024. Som tidligere fortalt, så vil udgifterne stige med 90 millioner kr. i årene fremover, men den politiske tilbagemelding har været, at der skal findes muligheder, så udgiftsstigningen vil blive mindre.

    Det er forvaltningens opfattelse, at det godt kan blive billigere og bedre, hvis vi gør det selv og ikke køber pladser på botilbudssteder uden for kommunen.

    Ingen vil blive hjemtaget fra botilbud uden for kommunen, med mindre beboeren selv – utvetydigt – tilkendegiver, at ønsket er at flytte til Frederiksberg.

    Der vil være bosteder, hvor Frederiksberg ikke har ekspertisen og ej heller borgere nok til, at det vil være rentabelt selv at stå for bostedet, og Frederiksberg har også – sammen med andre kommuner – søgt om midler til etablering af et fælles botilbud til mennesker, der har behov for afskærmning, men at der blev givet afslag. Der vil blive søgt på ny igen til næste år.

    10. Forslag fra rådet om at nedsætte sagsbehandlingstiden mellem afgørelse og tildeling af førtidspension
    Drøftelse af Jobcentrets svar af 5. oktober 2023 udsat til Handicaprådets næste møde den 4. december 2023.

    11. Forslag fra rådet om forenkling af spørgeskema ved den årlige ansøgning om genbevilling vedrørende personlig assistance (PA)
    Jobcentrets svar af 5. oktober 2023 blev taget til efterretning.

    12. Nyt fra Børne- og Ungeområdet
    Kristina Mikkelsen oplyste, at Børne- og Ungeområdet arbejder på fuld kraft med implementering af den nye hovedlov – Barnets Lov – som træder i kraft den 1. januar 2024, herunder blandt meget andet materiale, arbejdsgange og klæde medarbejderne på til at varetage den nye lovgivning. 

    Formanden har aftalt med Kristina Mikkelsen, at Barnes Lov sættes på årshjulet til et møde i marts/april 2024, idet børn med handicap er glemt i den nye lov, og vi skal sikre os, at de blive tilgodeset på lige fod med alle andre børn.

    13. Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
    Peter Borgselius oplyste, at By, Byggeri og Ejendomme i øjeblikket kæmper mest med regulering af temperaturen i kommunens bygninger, idet en af budgetbeslutningerne var, at der max skal være 20 grader i kommunens bygninger. Dog er botilbud, plejecentre og lignende fritaget. Han opfordrede medlemmerne til at henvende sig, hvis de skulle opleve, at der ikke er 20 grader. De 20 grader gælder for administrationens lokaler samt skoler.

    Mansoor Siddiqi oplyste, at Parasport Frederiksberg fortsat er ufattelig udfordret på mangel på respekt fra beboerne vedrørende de 5 handicapparkeringspladser ud for Chr. Paulsens Vej 15. Det er hovedsageligt på onsdage og lørdage. 

    Peter Borgselius vil bede kommunens cityassistenter om at være opmærksom på udfordringen.

    14. Nyt fra tværgående stabe under Kommunaldirektøren
    Intet nyt.

    15. Nyt fra følgegruppen om mellemformer i folkeskolerne
    Behandlet under punkt 3.

    Bo German Thomsen oplyste, at han ser frem til målingen at det bliver muligt at aflæse trivslen på mellemformerne, idet det efter hans mening er den bedste måde at læse, om mellemformerne er en succes eller ikke. 

    Referat af mødet den 28. september 2023 samt plancher fra samme møde er sendt til rådets medlemmer. 

    16. Evaluering af handicapprisen
    Udsat til Handicaprådets næste møde den 4. december 2023.

    17. Besigtigelse af Flintholm Svømmehal
    Jørgen Danielsen og Mansoor Siddiqi kom efter mødet med forslag til datoer til besigtigelse af Flintholm Svømmehal.

    Sekretæren har sendt mail til Flintholm Svømmehal med forslag til datoer for besigtigelse. Flintholm Svømmehal har efterfølgende ringet og oplyst, at liften skal udskiftes i ugerne 47-48, og sekretæren har derfor aftalt, at besøget udsættes til december, når ny lift er opsat.

    18. Årshjul 2023
    Toges til efterretning.

    19. Punkter til drøftelse i fremtiden
    Mansoor Siddiqi oplyste, at han gerne vil drøfte en Frivillighedskoordinator på handicapområdet, herunder en følgegruppe på tværs af Frederiksbergs handicaporganisationer, da alle handicaporganisationerne – på lige fod med andre brugerorganisationer – mangler frivillige. 

    Sven Heinemeier Rasmussen orienterede om et nyt projekt, der arbejdes på i SIND, hvor Frederiksberg Fonden er med ind over. Projektet handler om ensomhed blandt SINDs målgruppe. Frederiksberg Fonden lyder til at være meget begejstret for projektet og har foreslået, at hvis projektet bliver stort, at det kan løbe i 2 eller 3 år med mulighed for forlængelse. Han foreslog, at en følgegruppe på tværs af handicaporganisationerne måske kan indtænkes i dette projekt, idet ensomhed jo desværre er noget, der gælder for alles målgrupper og herunder måske kan udvides med arbejde for at få flere frivillige.

    Det blev besluttet at afvente en tilbagemelding på SINDs kommende projekt. 

    20. Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 25. september 2023
    Høringssvar af:


    Høringssvar blev taget til efterretning.

    21. Eventuelt
    Jørgen Danielsen fortalte, at LEV Frederiksberg i lørdags holdt en stor fest i Frederiksberg Hallerne for udviklingshæmmede botilbudsbeboere. Hallen blev fyldt med ca. 70 festglade mennesker med tryllekunstner, spisning og efterfølgende disco. Det var en stor succes, specielt tryllekunstneren, og det overvejes at gøre det igen til næste år.

    Bolette Østberg fortalte, at hun er blevet opereret i knæet og fik i den forbindelse både en rollator og to stokke med hjem fra Bispebjerg Hospital sammen med en følgeseddel, hvor der stod, at hjælpemidlerne skulle tilbageleveres til hospitalet. Da hun fandt det noget bøvlet med offentlig transport at komme til Bispebjerg Hospital med både rollator og stokke, ringede hun til Bispebjerg Hospital og fik oplyst, at hun sagtens kunne returnere hjælpemidlerne på Frederiksberg Hospital. Altså et godt eksempel på mangelfuld information på en følgeseddel.  

    Formanden bad alle være opmærksom på, at mødet er kl. 11-13 og
    at der kl. 13-14 er en lille god julefrokost i lokalet.

    Mødet sluttede kl. 14:05

    Susanne Tarp
    formand