Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Kriminalitetsforebyggelse (SSP)

SSP er det tværfaglige samarbejde mellem skolerne, de sociale myndigheder og politiet om at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.

Indhold

    Langt størstedelen af de unge på Frederiksberg er trygge og tilfredse med deres liv, men der er mindre grupper af unge, som ikke er glade for deres ungdomsliv. Det er for eksempel unge, der har et dårligt forhold til deres forældre eller venner; unge, som føler sig ensomme og gør sig tanker om selvmord eller unge, der bliver mobbet eller som føler sig utrygge ved at færdes i det offentlige rum.

    Dem forsøger SSP at nå ved at tage ud på skolebesøg, gennem forskellige projekter for unge, der er i risiko for at komme ud i en kriminel løbebane og ved individorienterede indsatser overfor unge, der allerede har begået kriminalitet.

    Målgruppen for SSP-samarbejdet er primært børn og unge i skolealderen og deres forældre – sekundært unge i alderen 18-25 år.

    Politiet har oprettet en hotline, hvor man kan ringe banderelaterede oplysninger ind. Ved akutte situationer skal der stadig ringes 112. Ved mindre akutte er det 114. Politiet har også en app, der kan bruges til tips.

     

    Københavns Politi ”Bandehotline”  tlf. 93 50 00 12

    Når SSP-konsulenterne besøger skoleklasserne – enten alene, eller sammen med politifolk, er det en del af en generel kriminalpræventiv indsats, som går ud på at modvirke, at børn og unge kommer til at havne i en situation, hvor de begår kriminalitet. Indsatsen rettes mod 3.-9. klassetrin.

    SSP-samarbejdet fokuserer især på at forhindre:

    • Vold
    • Berigelseskriminalitet (indbrud, tyveri og røveri)
    • Hærværk
    • Mobning, herunder også mobning over mobiltelefon og i chat-room/internettet

    Det inkluderer også:

    • En indsats for fornuftig omgang med alkohol
    • En indsats for minimering af brug af rusmidler

    Arbejdet er ikke kun målrettet skolebørnene, men også deres forældre, der eksempelvis på forældremøder orienteres om betydningen af forældrenetværk, forældreansvar, unges festkultur med videre.

    SSP forsøger også at nå ud til børn og unge, som allerede har været på kant med loven eller som mistrives i en sådan grad, at de er i risiko for at komme ud i en kriminel løbebane. Dette gøres via forskellige projekter, hvor der arbejdes på at skabe en relation til den enkelte i gruppen og opbygge et tillidsforhold.

    Nogle af de unge bliver hjulpet til forskellige fritidsjob eller indmeldelse i ungdomsklubber/sportsklubber. Det kan være med til give dem følelsen af, at de fylder deres fritid med meningsfyldt indhold og i sidste ende påvirke dem i en positiv retning væk fra kriminalitet.

    Med den individorienterede kriminalpræventive indsats retter SSP fokus mod børn og unge, som allerede har begået kriminalitet. Her er målet at forebygge gentagelse.

    Nogle af de børn og unge, som er kendt i forbindelse med de specifikke SSP-indsatser, er også omfattet af individorienterede indsatser. Den individorienterede indsats tilrettelægges i samarbejde mellem for eksempel skolen, politiet, Familieafdelingen, SSP-konsulenterne og Gadepiloterne.

    Her kan SSP-indsatsen for eksempel være at støtte op omkring den enkelte unges uddannelsesforløb, hjælp til fritidsjob, fritidsaktiviteter og lignende.

    SSP-organisationen i forvaltningens børne- og ungeområde består af en (koordinerende) SSP-konsulent, en ungekonsulent, det opsøgende team gadepiloterne samt lederen af SSP (sektionsleder i skoleafdelingen). SSP-konsulentens overordnede opgave er at koordinere og udvikle kommunens kriminalpræventive arbejde samt undervise og formidle viden til andre fagpersoner i SSP-samarbejdet. Det opsøgende team gadepiloternes primære opgaver er at opbygge relationer til udsatte unge, at rådgive og motivere de unge bl.a. i forhold til uddannelse og job, at etablere kontakt mellem målgruppen og det øvrige kommunale system, at have ugentlig tilstedeværelsestid på alle folkeskoler samt at rundere i kommunens områder. I familieafdelingen er ansat en specialkonsulent som indgår i alle sager, når der er tale om kriminelle eller kriminalitetstruede børn og unge under 18 år.

    På Frederiksberg er SSP-samarbejdet bygget op efter netværkstanken: På alle folkeskoler er der etableret et SSP-netværk, som har deltagelse af de interessenter der er aktører i lokalområdet. Møderne tager udgangspunkt i konkrete hændelser og tendenser. Formålet med netværksmøder er at sikre samarbejdet og koordinationen omkring konkrete børn og unge. Netværket skal drøfte og koordinere aftaler, så der sker en fælles koordineret indsats omkring det konkrete barn/den unge. I netværket deltager de samarbejdspartnere, der er relevante i den konkrete sag. Omfanget af deltagere afhænger af politiets ungerapport og de enkelte sagers karakter. I sager omkring ungdomskriminalitet vil der typisk være repræsentanter fra Familieafdelingen, den unges skole og klub, SSP-konsulent, gadepilot og øvrige relevante aktører fra den unges liv.

    Der afholdes som minimum 8 årlige netværksmøder i hvert SSP-netværk.

    OBS-mødet

    Frederiksberg Kommunes SSP og lokalpoliti har nedsat en koordinerende OBS-gruppe. På dette ugentlige møde deltager den koordinerende SSP-konsulent, den lokale kriminalpræventive betjent, specialkonsulenten fra Familieafdelingen og en gadepilot. På mødet udveksler man oplysninger i henhold til Retsplejelovens § 115 samt reglerne for underretnings– og tavshedspligt. SSP OBS-Gruppen muliggør en hurtig og tværfaglig indsats overfor børn og unge. Samarbejdet er tilrettelagt således, at mødet tager udgangspunkt i politiets døgnrapport omkring unge under 18 år. Medlemmerne beslutter, hvilke strategier og handlinger der iværksættes ift. konkrete unge.

    Ved dette møde vurderes det (også), om der eventuelt skal iværksættes en særlig kriminalpræventiv indsats overfor den enkelte unge eller evt. overfor en gruppe af unge. Den kriminalpræventive indsats kan eksempelvis være, at familier og deres børn indkaldes til samtale med repræsentanter fra politiet, SSP og Familieafdelingen, og der her laves en fælles aftale omkring indsatsen overfor den unge. Hvis det vurderes, at der i et boligområde i en given periode er behov for en særlig kriminalpræventiv indsats, kan det aftales med politiet og gadepiloterne, at de har særligt fokus på de unge i området.

    SSP-udvalget

    Det øverste organ for SSP-Frederiksberg er SSP-udvalget, som er bredt sammensat af ledere og centrale medarbejdere fra Frederiksberg Kommune og fra politiet. Udvalget beslutter SSPs strategiske linje og fastlægger de konkrete kriminalpræventive indsatser rettet mod børn og unge.

    Link nederst på siden finder du Krim-planen som omhandler forebyggende indsatser på det kriminalpræventive område for børn og unge op til 18 år.