Når du bliver ledig og er medlem af en a-kasse, er der en række ting du skal gøre.
Her får du overblikket trin for trin.
Trin 1: Meld dig ledig (dag 1)
Meld dig ledig på jobnet.dk den første dag du er uden job. Udfyld og send derefter en ledighedserklæring til din a-kasse. Du finder erklæringen på din a-kasses hjemmeside.
Din a-kasse indkalder dig til en CV-samtale inden for de første 2 uger.
Trin 2: Søg job og registrer din jobsøgning (løbende)
Du har pligt til at søge job i hele din ledighedsperiode, også når du er på kursus eller i aktivering. Registrer din jobsøgning hver uge i jobloggen på jobnet.dk. Du kan tilgå guide til Joblog på jobnet.dk.
Hvis du ikke søger job, kan det få konsekvenser for dine dagpenge.
Trin 3: Opret dit CV (inden 2 uger)
Opret et CV på jobnet.dk inden for de første 2 uger. Din a-kasse skal godkende det. Du kan tilgå guide om CV-oplysninger på jobnet.dk.
Dit CV skal være søgbart, så virksomheder og jobcentret kan finde dig i rekrutteringen. På Frederiksberg lægger vi vægt på at du udfylder mindst 3 jobmål og 10 kompetencer, da det gør dit CV synligt for de rigtige arbejdsgivere. Hold det opdateret løbende.
Vi giver gerne sparring på dit CV i dine samtaler.
Trin 4: Book dine samtaler (selvbook)
Du har pligt til at booke og møde til samtaler i jobcentret og din a-kasse. Du booker selv dine samtaler via selvbook på jobnet.dk. Du kan tilgå guide til selvbook på jobnet.dk. Dit allerførste møde i jobcentret bliver du indkaldt til.
Hvis du ikke booker inden fristen, bliver du afmeldt og mister retten til dagpenge, indtil du igen er tilmeldt og har booket møde.
Trin 5: Praktik og aktivering
Du kan komme i virksomhedspraktik allerede fra din første dag som ledig. Senest ved 26 ugers ledighed skal du have påbegyndt en aktivitet, typisk virksomhedspraktik eller et kursus.
Hold øje med Frederiksberg Digitale Jobcenter, hvor vi løbende lægger job og praktikpladser ud.
Links:
Læs mere om virksomhedspraktik
Kurser og uddannelser
Trin 6: Løntilskud
Efter 6 måneders ledighed kan du blive ansat i job med løntilskud. Er du over 50 år, enlig forsørger, eller uden uddannelse på gymnasialt niveau, kan du starte fra dag 1.
Link:
Læs mere om løntilskud
Dagpengeret i 2 år
Dine dagpenge ophører normalt efter 2 år. Kontakt din a-kasse, hvis du har spørgsmål til din dagpengeret. Det er a-kassen der vurderer, om du er berettiget til dagpenge.
Har du brug for it-hjælp?
Har du brug for hjælp til at oprette joblog, CV eller booke møde, kan du møde op i Jobcentermodtagelsen om fredagen kl. 9-12. Du behøver ikke bestille tid.
Brug for mere information: Læs mere om dagpenge, rettigheder og pligter på borger.dk