Frederiksberg Kommune hjemtager driften af plejehjemmene Lindehaven og Akaciegården fra 1. juli 2027
Frederiksberg Kommune har opsagt aftalen med Altiden om drift af plejehjemmene fra 1. juli 2027 og udnytter dermed ikke muligheden for at forlænge aftalen med Altiden.
Frederiksberg Kommune har besluttet at hjemtage driften af de to plejehjem, da kommunalbestyrelsen ønsker et kvalitetsløft og som led heri et løft af budgettet, som ikke kan ske inden for den nuværende kontrakt med Altiden.
Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Sine Heltberg (S):
”Vi ønsker et markant kvalitetsløft, som det ikke har været muligt for Altiden at imødekomme inden for den nuværende aftale. Kvalitetsløftet kan derfor bedst ske med en økonomisk indsprøjtning og i sammenhæng med udvikling af kvaliteten i kommunens øvrige plejehjem."
Alle medarbejderne på de to plejehjem kan beholde deres job, når Frederiksberg Kommune til juli næste år overtager plejehjemmene, så beboere og pårørende vil derfor fremover møde de samme medarbejdere, de kender fra deres hverdag.
”Vi ved, at ændringer som denne kan give anledning til spørgsmål, og vi har derfor informeret både beboere og medarbejdere om ændringen, og inviterer i nærmeste fremtid til et informations- og dialogmøde for beboere og pårørende på de to plejehjem, hvor vi vil fortælle mere om planerne", fortæller Sine Heltberg, og fortsætter:
”Vores vigtigste opgave er at skabe tryghed om overgangen og sikre en fortsat tryg og stabil hverdag på de to plejehjem. Vi vil derfor have et tæt samarbejde med Altiden frem mod overdragelsen."