Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo
Byplanlægning

Frederiksberg vil med på den nye metrolinje M5

Magistraten i Frederiksberg Kommune har nikket til, at Københavns Kommune kan gå videre med planerne om M5 til den kunstige ø Lynetteholm, hvis planerne vel at mærke også åbner mulighed for at forlænge metro-linjen til Frederiksberg.

03. maj 2023

Indhold

    Magistraten i Frederiksberg Kommune arbejder målrettet på at skaffe mere metro til Frederiksberg, og det gælder også den linje, som Københavns Kommune ønsker at etablere til den kommende kunstige ø Lynetteholm.

    Frederiksberg er medejer af Metroselskabet, og derfor blev Magistraten på et møde mandag bedt om at godkende planerne for den miljøkonsekvensvurdering, som Københavns Kommune udarbejder som næste skridt i arbejdet for M5. Magistraten godkendte planerne, men betingede sig at der også kommer en vurdering af mulighederne for at føre linjen til Frederiksberg til Forum Metrostation og til en ny metrostation ved Gammel Kongevej.

    Borgmester Michael Vindfeldt (S) sætter stor pris på, at både Københavns Kommune og staten har accepteret kravene fra Frederiksberg Kommune:

    ”Jeg ser det som en af vores vigtigste opgaver at få mere metro til Frederiksberg, samtidig med at Frederiksberg som medejer af Metroselskabet selvfølgelig skal sikre en velfungerende og fremtidssikret metro overalt i byen. Den nye linje M5 skal imødegå de begyndende kapacitetsproblemer, samtidig med at den skal kunne betjene det nye kvarter i København, Lynetteholm. Frederiksbergs melding er klar: Fint med os – bare vi bliver tænkt med i planerne og får undersøgt mulighederne for at etablere en metrostation ved Gammel Kongevej,” siger han.

    Frederiksberg Kommune har tidligere betinget sig, at planerne for den nye linje ikke kommer til at gå ud over mulighederne for at udvide metroen fra Ny Ellebjerg langs Fasanvejen til Bispebjerg, den såkaldte Fasanvejslinje. Her foreslår Magistraten, at der udarbejdes en fælles hensigtserklæring, fortæller formand for Frederiksberg Kommunes Miljø og Trafikudvalg, Jan E. Jørgensen (V):

    ”Det er fint, at M5 prioriteres, fordi ellers vokser kapacitetsproblemerne ved Christianshavn og Kongens Nytorv, og det vil skabe problemer for hele metroen. Men vi må ikke glemme Fasanvejslinjen og de fantastiske perspektiver, den har. Den vil binde byen endnu bedre sammen og give metro til dele af vores allerede eksisterende hovedstad, som godt kunne bruge mere og bedre kollektiv trafik, og så vil den skabe metrobetjening til det store nye hospital på Bispebjerg,” siger han.

    Metroselskabet ejes af tre parter. Københavns Kommune ejer 50 procent, staten 41,7 procent og Frederiksberg Kommune ejer 8,3 procent