Gå til hovedindhold
Nyheder
Fritid og oplevelser

Nu kan seniorer på Frederiksberg igen komme på ferie med kommunal støtte

Frederiksberg Kommune genindfører de populære ferierejser for byens pensionister. Det sker i samarbejde med Ældre Sagen Frederiksberg, der allerede fra sommeren 2025 tilbyder seniorrejser med kommunal støtte.

6. jun. 2025

Indhold

    Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) siger: 

    ”Ferieturene har altid været populære blandt byens pensionister, og med de fælles rejseoplevelser får deltagerne både gode minder og nye venskaber med hjem i bagagen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi igen har fået mulighed for at give tilskud til ferierejserne. Det er fantastisk, at vores gode samarbejdspartnere i Ældre Sagen Frederiksberg har meldt sig som arrangører af rejserne. Det kommer til at betyde nye destinationer og endnu flere spændende oplevelser. Det er ganske enkelt Frederiksberg, når det er bedst.”

    Det var på baggrund af en presset økonomi, at kommunalbestyrelsen måtte sætte det populære tilbud på pause i 2024. Men allerede med vedtagelsen af budgettet for 2025 besluttede kommunalbestyrelsen, at rejserne skulle tilbage på listen over tilbud til byens pensionister. Kommunalbestyrelsen ønskede i forbindelse med beslutningen at inddrage de frivillige organisationer i tilbuddet, og Ældre Sagen Frederiksberg var ikke sene til at melde sig på banen.

    Formand for Ældre Sagen Frederiksberg, Hanne Illum:

    ”I Ældre Sagen Frederiksberg er vi stolte over at kunne være med til at genoplive pensionistrejserne. Det er et tilbud som mange savnede, og som vi ved har stor betydning for livskvaliteten blandt ældre borgere. Vi ved, hvor meget fællesskab og gode oplevelser betyder – ikke mindst for dem, der ellers ikke har så mange muligheder for at komme ud og opleve noget nyt. Derfor var det helt naturligt for os at træde til, da kommunen inviterede de frivillige med ind i arbejdet. De nye rejser får et andet indhold end tidligere – med nye rejsemål og programmer. Som interesseorganisation har vi et tæt kendskab til målgruppen og god kontakt til mange ældre, som ellers kan være svære at nå. Det gør os i stand til at skabe ferier med gode oplevelser”. 

    Formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, Sine Heltberg (S) glæder sig over, at seniorrejserne er tilbage igen:

    ”Vi ved, at mange ældre savner muligheden for at komme lidt væk hjemmefra og opleve noget nyt i trygge og sociale rammer. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu – i samarbejde med frivillige fra Ældre Sagen Frederiksberg – kan genindføre pensionistrejserne med støtte fra kommunen. Det er både meningsfuldt og nødvendigt, fordi det styrker fællesskabet og livskvaliteten blandt vores ældre borgere”.

    Arbejdet med at arrangere de første rejser er godt i gang, og de første hold kan glæde sig til at komme på ferie allerede i sensommeren 2025. Kommunens medarbejdere vil være opmærksomme på dette tilbud og videreformidle kontakt, hvis det er relevant. 

    Kontakt Lise Parnow fra Ældre Sagen Frederiksberg for at høre mere om de konkrete rejser på telefon 2251 2721 eller mail sohu@aeldresagenfrb.dk.

    Læs mere på www.frederiksberg.dk/social-og-sundhed/tilbud-til-aeldre/pensionistrejser