Gå til hovedindhold
Politik
Social og sundhed
Pressemeddelelse

Nyt politisk udvalg skal implementere sundhedsreform og ældrereform på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune får nyt udvalg, som skal sikre sammenhæng og implementering af reformer på sundheds- og ældreområdet. 

13. maj 2025

Indhold

    Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har besluttet at nedsætte et såkaldt § 17 stk. 4 udvalg med henblik på at sikre sammenhæng og implementering af de to store reformer på sundhedsområdet og ældreområdet. Udvalget vil bestå af otte medlemmer fra kommunalbestyrelsen og yderligere syv medlemmer med særlig viden og erfaring inden for sundheds- og ældreområdet.

    Det bliver udvalgets arbejde at sikre et vedvarende fokus på sammenhængende sundhedstilbud på tværs af sektorer, den fysiske indretning af det nære sundhedsvæsen på Frederiksberg og have blik for snitfladerne mellem blandt andet sundheds- og omsorgsområdet, socialområdet samt børne- og ungeområdet i reformarbejdet.

    Borgmester Michael Vindfeldt (S) udtaler:

    ”De to store reformer på henholdsvis sundhedsområdet og ældreområdet hænger uløseligt sammen og involverer ikke kun kommunen lokalt men også det fremtidige samarbejde med Region Østdanmark. Derfor giver det rigtig god mening, at vi også fra kommunalpolitisk hold tager implementeringsopgaven på os og sikrer sammenhængen i den fremtidige opgaveløsning.” 

    Det nye udvalg havde sit konstituerende møde mandag den 12. maj, hvor et enigt udvalg pegede på rådmand Helle Sjelle som formand.

    Rådmand Helle Sjelle (M) glæder sig til at komme i gang med arbejdet i det nye udvalg:

    ”Det er en stor og vigtig opgave, der ligger foran det nye udvalg, og jeg glæder mig til at tage fat på udfordringen. Særligt glæder jeg mig over at inddrage ekspertviden i selve udvalgsarbejdet. Inddragelsen af ressourcepersoner fra erhvervslivet, frivillige organisationer og ikke mindst borgerne. Det giver os politikere en anden dimension og et bredere fundament at bygge vores anbefalinger på, når Frederiksberg implementerer regeringens reformer.”

    Arbejdet i det nye udvalg begynder i 2. kvartal 2025 og afsluttes i 4. kvartal 2025 med en fremlæggelse af pejlemærker og målbilleder for kommunalbestyrelsen, hvorefter udvalget bliver nedlagt.