Penge afsat til 45 nye voksne i dagtilbuddene, og forældrebetalingen falder
Børn og forældre kan se frem til bedre og billigere daginstitutioner på Frederiksberg.
Hverdagen for de mindste på Frederiksberg bliver endnu bedre, når dagtilbudsområdet tilføres over 20 millioner kroner ekstra i 2026.
Det står klart efter et møde i Frederiksberg Kommunalbestyrelse torsdag, hvor medlemmerne besluttede at bruge ekstra penge fra finansloven, sammen med de allerede afsatte midler fra Frederiksberg Kommunes eget Budget 2026, til at ansætte mere pædagogisk personale og til at gøre forældrebetalingen billigere.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) er begejstret for udsigten:
”Frederiksberg Kommunalbestyrelse har arbejdet målrettet for at forbedre hverdagen for kommunens yngste i de seneste år, og dette løft kommer virkelig til at kunne mærkes i form af flere pædagoger og endnu højere faglig kvalitet. Samtidig sænkes forældrebetalingen, så vi også på denne måde kommer til at give en ekstra hånd til børnefamilierne,” siger han.
Formand for Frederiksberg Kommunes Børneudvalg, Laura Lindahl (K), forventer, at de første stillingsopslag kommer op i løbet af de kommende måneder. Hun kan endnu ikke oplyse, præcis hvor mange nye medarbejdere, der kommer på de enkelte institutioner, men hun understreger, at der er penge til cirka 45 nye årsværk, som fordeles, så alle byens institutioner kommer til at mærke en forskel:
”I 2026 får vores dagtilbud flere hænder og mere tryghed for børnene, og det glæder jeg mig utroligt meget over. Samtidig lægger jeg stor vægt på, at vores i forvejen attraktive institutioner nu bliver endnu mere attraktive – både for børn og forældre og for pædagogiske personale. At institutionerne oven i købet også bliver billigere er et ekstra plus,” siger hun.
Der er 41 daginstitutioner på Frederiksberg.