Gå til hovedindhold
Trafik
Nyheder

Større vejarbejder på Frederiksberg i den kommende tid

Flere steder på Frederiksberg er der i øjeblikket omfattende grave- og vejarbejder, som påvirker trafikken og hverdagen for borgere, erhvervsdrivende og besøgende.

8. okt. 2026

Indhold

    Afspærringer, omkørsler og ændrede busruter kan være til gene. Men arbejderne er nødvendige for at gøre Frederiksbergs infrastruktur mere robust og sikre, at byen også i fremtiden har en stabil forsyning af vand, varme og el og kan håndtere et ændret klima.

    Det meste foregår under jorden

    Mange af de anlæg, der får byen til at fungere, ligger under gader og fortove. Flere steder er ledningerne 80-100 år gamle og nærmer sig slutningen af deres levetid. Derfor bliver blandt andet vandledninger udskiftet, samtidig med at elnettet udbygges og der gennemføres klimatilpasningsprojekter.

    Arbejderne er med til at sikre rent drikkevand, en robust energiforsyning og den infrastruktur, der skal understøtte den grønne omstilling. Når ledninger og anlæg først er udskiftet, kan de typisk holde i mange årtier. Desuden renoveres og bygges nyt på private matrikler.

    Generne i dag er med andre ord en investering i et Frederiksberg, der fungerer godt – også i fremtiden.

    Vi arbejder på at begrænse generne

    Vi koordinerer løbende med ledningsejere, herunder forsyningsselskaber og entreprenører for at få arbejdet til at hænge bedst muligt sammen og begrænse behovet for at grave de samme gader op flere gange.

    Store anlægsarbejder i en tæt by er dog komplekse, og uforudsete forhold under jorden kan betyde, at tidsplaner ændrer sig. Målet er at gennemføre arbejdet så hurtigt, sikkert og skånsomt som muligt.

    Overblik over større vejarbejder

    På kortet nedenfor kan du se de større vejarbejder, der i øjeblikket påvirker trafikvejene på Frederiksberg.

    Du kan også altid finde det aktuelle overblik på siden Vejarbejder og vejlukninger.

    Kort over vejarbejder på kommunens større veje i kategorien trafikveje. Trafikveje er større overordnede veje i byen, som betjener den gennemkørende trafik.

    Tak for tålmodigheden

    Vi ved, at vejarbejde kan være til gene i hverdagen. Til gengæld er det med til at skabe en mere robust og fremtidssikret by med moderne ledningsnet og en sikker forsyning mange år frem.