Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 5. april 2024

Høringssvar vedrørende lokalplan 240 for boliger og erhverv på Nordre Fasanvej og Nyelandsvej.

Indhold

    Frederiksberg Handicapråd takker for høringen og har følgende kommentarer til forslaget:

    Forslaget vedrører ejendommene på hjørnet af Nordre Fasanvej og Nyelandsvej. Husene er udlagt som bevaringsværdige, men i så dårlig stand, at reglen om at såfremt der bygges nyt (tilsvarende) kan træde i kraft.

    Selvom bebyggelsen ikke betegnes som ”særlige boformer”, er der alligevel lagt stor vægt på ordet fællesskab både indendørs og i gårdhaven, som skal hedde noget så fint som en ”gravel garden”, altså en have med grusbelagte stier. Sikke noget krukkeri!

    Der er planlagt et lejlighedsbyggeri med så vidt vi forstår det, forskellige ejerformer og forskellige størrelser. De 25% skal være almene boliger med kommunal anvisningsret.  Størrelsen kan variere op til 100 m2.

    Tilgængelighed: Husk at der skal være niveaufri adgang til huset. Der skal være niveaufrit inde i huset og i de enkelte lejligheder. Der skal helst være kontrast mellem vægge og døre/dørkarme.  Det er for alle borgere lettere at orientere sig.

    Vi har noteret os, at også i denne lokalplan har man husket på, at vi stadig kun har 8,7 km2 af kommunens hellige jord, så p-pladserne er underjordiske, som vi har foreslået i mange år. Der er også indtænkt handicapparkeringspladser, hvor vi vil erindre om kælderhøjde og højden på bilerne.

    I den forbindelse vil vi gå ud fra, at der er elevatorer både fra kælderen og i alle opgange i det hele taget. På alle etager og ikke mellem etagerne, som det uheldigvis er bygget på Stjernen.

    Som sidste punkter vil vi henvise til stk. 7.8 og 7.9, der omhandler ”tilgængelighed for alle” og udearealerne. Vi mener, grusstierne er en god løsning. Beskrivelsen redegør for, at stierne ikke bliver smattede og glatte i vådt føre. Godt for ældre med rollator og stok.  De danner desuden en naturlig grænse til bedene. Billederne viser lette, løse borde og stole. Måske skal man, når det hele er færdigt, indtænke nogle lidt mere stabile møbler.

    Beplantningen bør bestå af vækster, hvor man udgår de allermest almindeligt allergifremkaldende buske og træer.
     
    Handicaprådet vil igen rose forvaltningen, fordi det ser ud til, at der er taget højde for alle de gode ideer, vi plejer at nævne eller de mangler, vi plejer at påpege.

    Mange venlige hilsner
    På vegne af Frederiksberg Handicapråd
    Susanne Tarp
    formand