Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Omsorgstandpleje

Du kan få omsorgstandpleje, hvis du som følge af et varigt funktionstab, som nedsat førlighed eller et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, er bundet til dit eget hjem. Plejepersonalet foretager visitationen.

Indhold

    Hvis du gerne vil modtage omsorgstandpleje, skal du henvende dig til plejepersonalet i Hjemmeplejen eller på plejecentret. Personalet står for visitationen og de vil sørge for at sende relevante papirer til Omsorgstandplejen, der efterfølgende vil kontakte dig.

    Du skal være opmærksom på, at det kan tage op til 8 uger at behandle din ansøgning. Omsorgstandplejen kan desværre ikke hjælpe ved akut opståede problemer, hvis du ikke er tilmeldt ordningen.

    Vælger du at tage imod tilbuddet om omsorgstandpleje, ophører sygesikringen med at give tilskud til dine tandplejeudgifter. Det er herefter kommunen, der betaler for de behandlinger, som er nødvendige. Taksten for omsorgstandplejen er i 2024 kr. 590.

    Omsorgstandpleje består af:

    • Regelmæssig undersøgelse af tænder, mund og/eller proteser
    • Rådgivning om hvordan tænder, mund og proteser bedst holdes rene
    • Forebyggelse af tandsygdomme og lidelser i munden
    • Behandling af symptomer og sygdomme i tænder og mund, vurderet efter et realistisk behandlingsbehov og realistiske behandlingsmuligheder

    Du vil efter indmeldelsen modtage besøg af Omsorgstandplejen 1-2 gange om året, afhængigt af om du har proteser og/eller naturlige tænder.

    Desuden vil tandplejen tilse dig imellem de obligatoriske besøg, hvis der opstår behov.

    Undersøgelser og forebyggende behandlinger udføres så vidt muligt hjemme hos dig selv eller i tandplejens mobilklinik.

    Behandlinger og visse undersøgelser udføres på Omsorgstandplejens Klinik, Henrik Steffens Vej 8, 1866 Frederiksberg. 

    Transport til og fra klinikken samt betaling til transport arrangeres og betales af borgeren selv. Ved besøg på klinikken vil der oftest være behov for at have personale/ pårørende med.