Du skal bruge NemID, når du logger på ’Min betalingsoversigt’. Hvis der kommer en blank side frem, når du er logget ind, er det fordi, der på det tidspunkt ikke er nogle regninger, der er registreret. Når du har betalt en regning på min betalingsoversigt, kan der gå op til to hverdage, før betalingen fremgår i systemet.
Hvis du møder op i borgerservice for at få hjælp, så husk at bestille tid på forhånd. På den måde kommer du til hurtigere. Du finder linket i højre side.
Du kan vælge at betale dine regning til os på flere måder:
- Min betalingsoversigt
- Det betalings-ID, der er på din regning
- Betalingsservice (PBS)
- QR-koden på din regning
Hvis du ikke er i stand til at betale dine regninger til os, er det oftest muligt at indgå en betalingsaftale med os. Du skal dog være opmærksom på, at selvom du har indgået en betalingsaftale med os, vil du stadig blive modregnet i dine ydelser fra os, staten og Udbetaling Danmark. På 'Min betalingsoversigt' kan du selv indgå afdragsordninger uden at involvere kommunen.
Hvis du ikke betaler til tiden, vil du blive modregnet i dine udbetalinger fra os, staten og Udbetaling Danmark. Dette sker uanset, om du har indgået en frivillig aftale omkring afviklingen af det skyldige beløb, eller du har fået lavet en betalingsordning.
På alle regninger og opkrævninger, du får fra os, står der, hvornår du senest skal betale din regning. Husk, det er dit eget ansvar at sikre, at du betaler til tiden.
Skylder du penge, der vedrører daginstitution, SFO, klub eller efterregulering af disse, vil der ske en modregning i din fulde udbetaling af børne- og ungeydelsen.
Hvis du stadig vælger ikke at betale det skyldige beløb, vil det blive sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, hvor yderligere omkostninger vil blive pålagt. Når dette er sket, kan vi ikke længere indgå en betalingsaftale med dig, og du skal i stedet kontakte Gældsstyrelsen.
Først fremsender vi en regning med et betalingsID, som du skal benytte til betaling af kravet.
- Hvis du ikke betaler kravet til tiden, udsender vi op til tre rykkerbreve. Hvis I er flere, der hæfter for kravet, forbeholder vi os ret til at rykke alle for den manglende betaling. Det kan for eksempel være tilfældet for betalinger til daginstitution og ejendomsskatter.
- Hvis du betaler for sent (ikke betaler til tiden, eller overholder enten den fastsatte betalingsordning eller den betalingsaftale, du selv har indgået med os) sender vi automatisk en rykker om betaling. Denne rykker koster dig 250 kroner.
- Hvis du fortsat ikke betaler til tiden, sender vi dig automatisk endnu en rykker om betaling. Denne rykker koster dig yderligere 250 kroner.
- Hvis du hverken betaler rykkerbrevene eller overholder betalingsaftalen/betalingsordningen, sender vi uden yderligere varsel kravet til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Det betyder, at du kan risikere yderligere omkostninger i form af renter, gebyr og afgifter. Derudover kan du risikere at blive trukket i løn eller at pantefogeden i sidste ende foretager udlæg i dine aktiver.
- Ved udvalgte krav, som for eksempel biblioteksgebyrer og parkeringsafgifter, kan Gældsstyrelsen foretage særlig lønindeholdelse. Det betyder, at Gældsstyrelsen til enhver tid vil trække dig 400 kroner i løn per måned – også selvom du for eksempel er på dagpenge, kontanthjælp eller SU.
Det er dit eget ansvar at sikre, at alle indbetalinger sker til tiden. Hvis du ikke har modtaget din regning, er det stadig dit ansvar at sikre, at betalingen finder sted. Derfor vil et eventuelt rykkergebyr altid blive fastholdt.
Der findes to typer rykkergebyrer:
• Kommunale krav tillagt udpantningsret for eksempel til p-afgift eller til daginstitution: 250 kroner.
• Kommunale krav der ikke er tillagt udpantningsret - for eksempel til erstatning af biblioteksmateriale: 100 kroner.
Links
Kontakt
Opkrævningen
BorgerServiceCenter, Frederiksberg RådhusSmallegade 1, 1. sal
2000 Frederiksberg
For virksomheder: Send sikker Digital Post til Opkrævningen
Telefonisk henvendelse
Mandag - torsdag kl. 10-15Fredag kl. 10-13
Lørdag, søn- og helligdage lukket
Personlig kontakt
Mandag og torsdag kl. 9-17Tirsdag, onsdag og fredag kl. 9-13
Lørdag, søn- og helligdage lukket