Gå til hovedindhold
Trafik

Frederiksbergs tre lokale buslinjer bliver gratis

Fra og med søndag den 28. juni kan alle køre gratis i Frederiksbergs egne busser, linje 71, 72 og 74, der kører rundt i byen.

12. jun. 2026

Indhold

    Frederiksbergbusserne bliver gratis for alle passagerer fra og med søndag den 28. juni i en forsøgsperiode på to år. Det har Frederiksberg Kommunalbestyrelse besluttet.

    Håbet er, at tilbuddet vil få flere til at vælge den kollektive trafik, oplyser borgmester Michael Vindfeldt (S):

    ”Frederiksberg er en by med god kollektiv trafik, men vi kan se, at kapaciteten ikke udnyttes helt så meget, som vi kunne ønske. Derfor gør vi nu vores egne busser gratis og ser, hvordan det vil påvirke passagertallet. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen i de kommende år og til at kigge nærmere på resultaterne af indsatsen om to år, når vi skal evaluere ordningen,” siger han.

    Han understreger samtidig, at det kun er de tre lokale linjer, der er gratis, så hvis man skifter til andre busser, så skal man fortsat betale – også når de kører på Frederiksberg.

    De tre busser er kommunens egne busser, som er 100 procent finansieret af kommunen selv og skal ikke forveksles med de øvrige busser, der kører på Frederiksberg.

    Fakta Frederiksbergbusserne

    • Består af linje 71, 72 og 74
    • Kører internt i Frederiksberg Kommune
    • Sikrer at også de mindre veje i byen bliver betjent af busser
    • Er særligt populære blandt ældre og gangbesværede, men alle er velkomne
    • Alle linjer starter og slutter ved Frederiksberg Rådhus
    • Alle linjer kører hver dag året rundt mellem 
      o    kl. 9 og kl. 17 på hverdage,
      o    kl. 10 og kl. 16 på lørdage og
      o    kl. 10 og kl. 14 på søn- og helligdage.
    • De kører to gange i timen fra rådhuset - når klokken er hel og halv
    • Busserne kører på el og er CO2-neutrale