Gå til hovedindhold
Lokal- og kommuneplan

Forslag til Kommuneplantillæg 1

Læs mere om forslag til kommuneplantillæg 1 for hotel på Vodroffsvej 59.

Baggrund og formål

Kommunalbestyrelsen har den 29. september 2025 besluttet, at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg nr. 1 til Kommuneplan 2025. I referatet fra mødet (punkt 266) kan du læse indstillingen og beslutningen fra den politiske behandling i kommunalbestyrelsen samt bilag til den politiske behandling.

Kommuneplantillægget skal danne det planmæssige grundlag for, at ejendommene Vodroffsvej 59 og Rosenørns Allé 3 overgår fra rammeområde 6.B.7, der muliggør etageboliger, til den tilgrænsende kommuneplanramme 6.B.8, der muliggør etageboliger, hotel og lignende. 

Forslaget til kommuneplantillæg, miljøscreeningen og offentliggørelsesbrevet kan du finde under ”Dokumenter” nederst på siden. Forslaget til kommuneplantillæg bliver også offentliggjort på Plandata.

Uddybende information

Orientering om planforslag, retsvirkninger og klagevejledning kan du læse mere om i offentliggørelsesbrevet under "Dokumenter" nederst på siden. Brevet er samtidig sendt til ejere, lejere og virksomheder i nærheden af lokalplanområdet.

Dokumenter

Kontakt

By, Byggeri og Arkitektur

Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 4. sal
2000 Frederiksberg

Telefontid

Mandag, tirsdag og torsdag klokken 10-14
Fredag klokken 10-13
Onsdag lukket 

Personlig kontakt

Kun efter forudgående aftale

Telefon: 3821 4120

Læs høringssvar (12)

29 oktober 2025

Høringssvar

Høringssvar fra bestyrelsen i Andelsforeningen Vodroffsvej 58 Bestyrelsen for Andelsforeningen Vodroffsvej 58, indgiver hermed vores indsigelser overfor ændring af kommuneplanrammen for Vodroffsvej 59. Bevar et roligt nærmiljø, der gør det trygt for vores børn at færdes på egen hånd Vodroffsvej er kendetegnet ved stabile andelsboligforeninger og naboskab, som bidrager til byliv og tryghed. En intensiveret erhvervsanvendelse med skiftende gæster underminerer dette, både socialt og praktisk. Det skaber utryghed og reducerer muligheden for ro og privatliv i gårdmiljøer og på gadeniveau. Den lille gade med de mange cykler Vodroffsvej er en smal gade i et tæt byrum med stor cykeltrafik og biltrafik. Der cykler mange børn og familier til og fra børnehave, vuggestue og skole, alt sammen ligger lige ned af vejen. I forvejen er det en tæt befærdet vej uden cykelsti, som hundredvis af cyklister dagligt bruger som hovedfærdselsårer. Et ekstra hotel vil uundgåeligt medføre øget trafikbelastning fra gæster, taxaer, leverancer og affaldsindsamling i en lille gade. Kommunens egne parkerings- og standsningsbestemmelser stiller strenge krav for området, og i en situation hvor der allerede er meget tæt er det urealistisk at forvente, at et hotel kan løse sine transport- og leveringsbehov uden at spærre det offentligt vejareal, herunder også for den lokale bybus. Det havde været relevant at der havde været udarbejdet en trafik- og mobilitetsanalyse, før planforslaget blev behandlet \/behandles for at belyse trafik situationen. Vis større hensyn til dem, der bor i gaden end til dem, der kun er der en nat Området ud til Vodroffsvej ligger støjmæssigt allerede tæt på Miljøstyrelsens vejledende grænser. En hotelvirksomhed vil medføre væsentligt ændret driftsmønster sammenlignet med bolig- eller kontorbrug med tilhørende støj med nataktivitet, gæsteankomster på alle tidspunkter, ventilation, mm. Vi oplever allerede i dag støjgener fra det eksisterende Cabinn-hotel længere nede ad gaden – herunder råben og skrigen i gaden om aftenen og natten, fulde mennesker der kommer op og skændes, samt at hotelgæster ulovligt opholder sig i vores fælles gård, trods tydelig skiltning om privat adgang. Et nyt hotel på den modsatte side af gaden vil mere end fordoble belastningen og gøre situationen uholdbar for os beboerne herunder vores børn, der skal kunne færdes trygt på gaden. I høringsbrevet angives, at der er foretaget miljøscreening, men ikke en fuld miljøvurdering (SEA). Vi finder, at det er utilstrækkeligt da hotelanvendelse indebærer dokumenterbart væsentlige miljøpåvirkninger i forhold til: • Trafik og logistik: døgnåbne ankomster, vareleverancer og affaldshåndtering • Støj og lys: døgndrift, støjende ventilation, udendørs ophold og belysning • Kulturmiljø: risiko for facadeændringer og ny skiltning i et bevaringsværdigt område Disse påvirkninger falder tydeligt inden for kriterierne i miljøvurderingsloven og bør udløse en fuld miljøvurdering med redegørelse for trafik-, støj- og lys niveau samt kulturmiljømæssige konsekvenser. Vodroffsvej har et bevaringsværdigt udtryk, der bør bevares Området er præget af et sammenhængende og bevaringsværdigt gadebillede med etageejendomme fra begyndelsen af 1900-tallet. Et hotel kræver som regel installationer som brandsektioner, flugtveje, ventilation og teknikskakte, der kan medføre synlige ændringer i tag- og facadestruktur. Uden en lokalplan med klare bindinger er der risiko for arkitektoniske forringelser og tab af kulturmiljømæssig sammenhæng langs søfronten. Vi anbefaler at forslaget om rammeskift trækkes tilbage, og at kommunen fastholder området som boligdomineret bebyggelse. Med venlig hilsen Bestyrelsen for Andelsforeningen Vodroffsvej 58 Peter Oxlund Schmidt, Christina Dahl Jensen og Lars Bækkel Petersen

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

Andelsforeningen Vodroffsvej 58

Navn (offentliggøres)

Lars Bækkel Petersen

Adresse (offentliggøres)

Vodroffsvej 58, 1.tv, 1900 Frederiksberg C

29 oktober 2025

Høringssvar

A\/B Vodroffsvej 57 C-E\'s høringssvar til ”Forslag til Kommuneplantillæg 1”. Andelsforeningen A\/B Vodroffsvej 57 C-E takker Frederiksberg Kommune for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende det offentliggjorte forslag til kommuneplantillægget, som skal muliggøre etageboliger, hotel og lignende på ejendommene Vodroffsvej 59 og Rosenørns Allé 3. Vi har med bekymring læst forslaget, som vil gøre det muligt at have hotelfunktion i Energiens Hus og på Energiens Torv. Vores bekymringer knytter sig både til de mulige konsekvenser for os som andelsforening og til konsekvenserne for lokalområdet i sin helhed. I. Påvirkning af nærmiljøet Det fremgår af forslaget, at det samlet set ikke vurderes, at planen vil medføre væsentlig mertrafik i området, hvilket undrer os meget. Energiens Hus har som bekendt både parkeringspladser og parkeringskælder, og som vi har erfaret som naboer til Cabinns parkeringsplads, vil disse med meget stor sandsynlighed også blive flittigt brugt af kørende turister såvel som arbejdsbiler. Kommer der endnu et hotel med parkeringsmuligheder på Vodroffsvej, vil det alt andet lige betyde flere biler på Vodroffsvej, som støjer og forurener (og som også vil udfordre myldretrafikken via Rosenørns Allé). Vi ønsker derfor at få fremlagt, hvilke forudsætninger der er lagt til grund for vurderingen om, at planen ikke vil medføre væsentlig mertrafik i området. Det fremgår også af forslaget, at planen er udsat for støj over de vejledende støjgrænseværdier. Dette “vurderes at kunne forebygges\/afværges med passende indretning af bygning og udearealer”. Som naboer til Energiens Hus ønsker vi det klarlagt, hvilke afværgeforanstaltninger der kan være tale om, da ændringer af bygningen og\/eller udearealet kan have konsekvenser for os. Da forudsætningerne for den gennemførte screening af planens miljøpåvirkninger i sin helhed ikke fremgår af miljøscreeningsdokumentet, mener vi ikke på nuværende tidspunkt, at der er grundlag for at undtage planen fra at udføre en VVM. II. Konsekvenser for os som forening og området i sin helhed Vurderingen som den fremgår af sagens redegørelse er, at “(a)nvendelsen til hotel vurderes at kunne indgå i god sammenhæng med områdets bymiljø med eksisterende blandede anvendelser”. Denne vurdering er vi som forening meget uenige i. Vores bekymringer som forening går på, at vi allerede er udfordret af støj, skrald og uvedkommende trafik som følge af hotelgæster på afveje. Vores matrikel bliver brugt uhensigtsmæssigt og vi finder meget ofte skrald på vores ejendom og affald i vores containere (særligt glas og metal), som ikke er sorteret korrekt. Selvom dialogen med Cabinn er fin, kan disse problemer ikke undgås, og vi ser derfor meget nødigt at skulle forholde os til endnu flere hotelgæster i fremtiden. Derudover oplever vi, at der til og fra Cabinn er en del biltrafik om aftenen og natten, hvilket man også må forvente vil ske, såfremt Energiens Hus bliver gjort til et hotel. Det vil dog være en væsentlig større gene end Cabinns aften- og nattetrafik, da soveværelserne i vores bygning vender mod Energiens Hus’ parkeringsplads. Det skal i den forbindelse også nævnes, at Energiens Hus som bekendt er en kontorbygning i dag, og ved at anlægge hotel (eller etageejendomme) i stedet vil der blive frit kig ind ad vores soveværelsesvinduer om aftenen. Derudover vil mere hotelvirksomhed påvirke lokalområdet negativt på flere parametre. Der ligger allerede et hotel mindre end 50 meter fra Energiens Hus, og det er svært at forestille sig, at endnu et hotel så tæt på er nødvendigt. Helt sikkert er det til gengæld, at endnu et hotel ikke vil komme Frederiksbergs borgere til gode. Der er allerede en vis ‘transitstemning’ i området af mennesker, som skal til og fra, men der er ikke meget, der holder folk i området (hyggelige caféer, grønne områder eller deslige), og der er derfor begrænset byliv. Hotelgæster har samtidig ikke nogen tilknytning til området og behandler det derfor ikke altid hensigtsmæssigt, og flere turister vil ikke skabe det blomstrende nærmiljø på Frederiksberg, vi alle sammen drømmer om. Når man samtidig vil muliggøre tilbygning af Energiens Torv, så risikerer man kun at hæmme byliv og et hyggeligt lokalområde yderligere. Selvom ejer ikke for nuværende har planer om yderligere bebyggelse, er det ikke en garanti for, at der ikke vil blive bygget i fremtiden - hverken for så vidt angår nuværende eller eventuelle fremtidige ejere - og man risikerer bebyggelse på en offentligt tilgængelig plads i et område, som allerede er meget tæt bebygget. Af sagsfremstillingen fremgår det, at By- og Erhvervsstrategisk Udvalg anmodede forvaltningen om at undersøge mulighederne for yderligere begrønning, særligt ved pladsen beliggende ved Rosenørns Allé 3. Dette forslag ser vi meget positivt på, da det vil skabe et grønt åndehul som både vil forskønne og styrke et hyggeligt byliv i lokalområdet, og samtidig vil skabe mere bynatur og give mulighed for klimasikring af området, som det er ambitionen i Frederiksbergs Kommuneplan 2025. Vi håber, at man fra Frederiksberg Kommunes side vil tage vores bekymringer og perspektiver til efterretning, så vi sammen kan sikre, at Frederiksberg forbliver Danmarks skønneste kommune. Venlig hilsen Andelsforeningen A\/B Vodroffsvej 57 C-E

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

A\/B Vodroffsvej 57 C-E

28 oktober 2025

Høringssvar

Se vedlagte høringssvar fra Frederiksberg Seniorråd, Boligudvalget

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

Frederiksberg Rådhus

Navn (offentliggøres)

Frederiksberg Seniorråd

Adresse (offentliggøres)

Smallegade 1

28 oktober 2025

Høringssvar

Ejerforeningen Vodroffsvej 50B har en række indsigelser mod den påtænkte tilladelse til at drive hotelvirksomhed fra ejendommen Vodroffsvej 59. Se indsigelsen og dens præmisser i vedhæftede notat.

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

Ejerforening

28 oktober 2025

Høringssvar

Gårdlauget Vodroffsvej 50-58 henstiller til ikke at give tilladelse til hotel på adressen Vodroffsvej 59, idet hotelbelastningen vil gå fra Cabinn´s ca 3.800kvm til 9.600kvm. En helt urimelig 250pct forøgelse af hotelkapaciteten indenfor en afstand af 100m.

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

gårdlauget vodroffsvej 50-58

28 oktober 2025

Høringssvar

Et ekstra hotel er dårlig forretning for Frederiksberg Kommune. Et ekstra hotel som nabo til Cabinn, kun adskilt af en parkeringsplads vil forøge gæstebelastningen i nærområdet med 250pct. Det vil blive storkøbenhavns tættest befolkede hotellokalitet til stor gene for naboer og genboer. Desværre får Frederiksberg intet ud af de næsten 10.000kvm hotelværelser, da gæsterne vælger denne lokalitet pga pris. De har ikke råd til hoteller i centrum. Selv med et luksushotel vil gæsterne frekventere Københavns kommune da området ikke tilbyder oplevelser som i centrum. Vi, der bor som genboer, kan se hvor gæsterne kommer fra, og hvor de går hen. Og det er ikke til Frederiksberg. Med andre ord vil Frederiksberg stå tilbage med regningen til oprydning, støj og miljøsikring, trafik og parkeringsproblemer, udbygning af kloakker etc.. Samt øget hærværk og kriminalitet i gaden. Uden at tjene en krone. En ren underskudsforretning. Hvis Frederiksberg kommune ønsker flere hoteller i kommunen, bør disse ikke bygges 50m fra grænsen til København, men derimod i centrum af kommunen så omsætning tilfalder frederiksbergske butikker. Fortsættelse af kontor\/erhvervsstatus er næstbedste økonomiske løsning for kommunen. Bedste økonomiske løsning er konvertering til beboelse. Små 6.000 kvm vil kunne huse ca 70 lejligheder med en husstandsindkomst i størrelsen +1 mill kr. Som medfører øget omsætning i de lokale butikker. Dvs ekstra skattekroner til kommunen, øget rentabilitet i lokale butikker med dertilhørende flere jobs.

Navn (offentliggøres)

stig westergaard

Adresse (offentliggøres)

vodroffsvej 52a

28 oktober 2025

Høringssvar

Frederiksberg 28.10.2025 Til Frederiksberg Kommune By, Byggeri og Ejendomme INDSIGELSE IMOD PLANER OM NYT HOTEL VODROFFSVEJ 59 Andelsboligforeningen Vodroffsvej 54, som er direkte genbo til bygningen Vodroffsvej 59, henstiller til at Frederiksberg Kommune planlægger de nye ejerforhold vedrørende ejendommen Vodroffsvej 59 således at især parkeringsforholdene Vodroffsvej 50-58 ikke forringes væsentligt for såvel erhverv som de private beboere i området og derfor gør vi indsigelse imod et nyt hotel Vodroffsvej 59 iht nedenstående begrundelser. Vi forudser at hvis der kommer endnu et hotel på Vodroffsvej 59 (naboejendommen er jo også et hotel nemlig Hotel Cabinn, Vodroffsvej 55) så går der fuldstændig ubalance i p-forholdene på Vodroffsvej 50-58, idet et hotel er åbent for trafik 24\/7\/365 og endnu et hotel vil medføre at beboerne får endnu større p-problemer, end nu, døgnet rundt alle årets 365 dage, idet der vil komme endnu flere hotelgæster på dette lille område i enden af Vodroffsvej. Det skal understreges at Hotel Cabinn har private p-pladser i Hotel Cabinns gård Vodroffsvej 55 men der holder alligevel altid mange af Hotel Cabinns hotelgæsters biler ude på Vodroffsvej hver dag året. Det samme mønster vil naturligvis helt sikkert gøre sig gældende hvis der kommer et nyt hotel i ejendommen Vodroffsvej 59, trods det at ejendommen Vodroffsvej 59 har p-pladser i gården Vodroffsvej 59. Samlet set vil 2 hoteller nabo-til nabo på så lille et område medføre, at beboerne i området vil få meget svært ved, hvis ikke umuligt, at finde en p-plads i området af enden af Vodroffsvej fremover. Det skal understreges at der indtil nu har været balance i p-belastningen på Vodroffsvej 50-58, forstået på den måde, at de arbejdende mennesker i dagtiden i området mandag-fredag jo blot ”har byttet p-pladser med hinanden” hvorved p-plads ”kabalen” er gået nogenlunde op da der lå en virksomhed på Vodroffsvej 59. Iht ovenstående vil vi derfor gøre indsigelse imod at Frederiksberg Kommune giver tilladelse til at ejendommen Vodroffsvej 59 skifter status ”til at blive et hotel” fra at være som hidtil ”en virksomhed med ansatte i dagtid mandag-fredag”. Med venlig hilsen Bestyrelsen Andelsboligforeningen Vodroffsvej 54 Susanne Morsing Fotopoulos 1.sal (s.morsing@dadlnet.dk) Christine Jepsen 2.sal (hkcjep@worldonline.dk)

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

A\/B Vodroffsvej 54

Navn (offentliggøres)

Susanne Fotopoulos

Adresse (offentliggøres)

Vodroffsvej 54, 1900 Frederiksberg C

27 oktober 2025

Høringssvar

På vegne af bestyrelsen for AB Vodroffsvej 56 A+B skal vi hermed gøre indsigelse mod at omklassificere bygningen og\/eller området hvor energiens hus ligger på en sådan måde, at det er muligt at omdanne Energiens hus til et hotel. Vi er ret tætte naboer til energiens hus idet vores andelsboligforening er placeret lige overfor bygningen på søsiden af Vodroffsvej. Vores indsigelse mod at gøre det muligt at omlægge bygningen til hotel begrunder vi i, at der i forvejen ligger et hotel (Cabin) på Vodroffsvej nr. 55 - lige overfor Vodroffsvej nr. 50 - og altså mindre end 100 meter fra Energiens hus. Det er vores erfaring fra det eksisterende hotel, at • turistbusser holder med motor tændt i lange perioder, • hotelgæster skyder genvej over vores private område for at komme op på søerne, • fremmede gæster i området ikke bidrager til et trygheden, • de mange gæster er ikke synderligt optaget af ikke at smide affald i området. Såfremt der skabes mulighed for endnu et hotel i området, og denne mulighed bliver udnyttet, bliver disse kendte gener fordoblet og vil nå et uacceptabelt niveau. Derudover er vi i forvejen plaget af støj om aftenen og natten fra Søpavillionen og af intens morgen trafik til og fra engros malerfirmaet Beck og Jørgensen, som ligger i samme bebyggelse som Energiens hus Vi så hellere at bygningen bevarer sin nuværende status af hensyn til områdets faste beboere. Med venlig hilsen Steven Vallik Formand for AB Vodroffsvej 56 A+B

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

Andelsboligforeningen Vodroffsvej 56 A+B

Navn (offentliggøres)

Steven Vallik

Adresse (offentliggøres)

Vodroffsvej 56 B,

14 oktober 2025

Høringssvar

Jeg skriver med henblik på at gøre kommunen opmærksom på, at ejendommen beliggende på Vodroffsvej 59 indeholder en eksisterende privat bolig, som er lovligt beboet og registreret med fast folkeregisteradresse. Jeg har haft fast bopæl og folkeregisteradresse på Vodroffsvej 59, 1. mf. i over 10 år. Det er derfor misvisende, at kommuneplanforslaget ikke omtaler, at bygningen også anvendes som privat lejemål. Siden sommeren 2024 har jeg grundet konstruktionsmæssige problemer i bygningen været midlertidigt genhuset af Green Power Denmark (ejer af bygningen). Jeg har ikke haft adgang til min lejlighed i over et år, men har i hele perioden haft gyldig folkeregisteradresse og tilknytning til lejemålet. Alle mine møbler og private ejendele står fortsat i min lejlighed på Vodroffsvej. Jeg håber, at I er opmærksomme på, at denne leje-lejlighed som er beliggende på Vodroffsvej 59, 1. mf., eksisterer. Med venlig hilsen Mette Rechnagel Rynt Larsen

12 oktober 2025

Høringssvar

Vi er en gruppe borgere, der med rædsel ser, at der for øjeblikket kommer flere og flere planer om hotelbyggeri på Frederiksberg. Vi anser os selv som både kloge og med fantasi til at se, hvad fremtidens Frederiksberg kan udvikle sig til. Således ser vi med bekymring på, at i og med der kommer flere og flere turister til kommunen, så får vi ad åre de samme problemer, som allerede opleves i en del storebyer i Europa, og som der protesteres meget imod nu, fordi man har set katastrofens omfang med de mange turister. Vi ønsker flere grønne familieboliger. Ikke at tidligere planer skal erstattes af et hotel. Vi frygter, at stinkende turistbusser vil forpeste vores by med udledning af CO2, samt at lydniveauet overskrides. Ikke alle turister kommer med Metro til Forum. Vi forestiller os også, at flere byggeprojekter kommer på udenlandske hænder? Så nej tak til det omtalte hotelbyggeri.

09 oktober 2025

Høringssvar

Metroselskabet har modtaget høring angående forslag til Kommuneplantillæg 1 på adressen Vodroffsvej 59. Ansøgningen har til formål at ændre kommuneplanrammen således at en anvendelse til hotel er mulig. Metroselskabet har gransket det fremsendte materiale og har ingen bemærkninger hertil, da der alene er tale om en anvendelsesændring. Hvis kommunen har eventuelle spørgsmål til ovenstående, kan der rettes henvendelse til Metroselskabet, Eksterne Byprojekter på mailadressen byggeprojekt@m.dk.

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

Metroselskabet I\/S

Navn (offentliggøres)

Metroselskabet I\/S

Adresse (offentliggøres)

Metrovej 5, 2300 København S

09 oktober 2025

Høringssvar

Femte gang er (heller) ikke lykkens gang Af [Navn], erhvervsdrivende på Borups Allé Jeg har nu haft butik på Borups Allé i to år – og jeg begynder at tro, at der findes en særlig afdeling på rådhuset, der konkurrerer om at finde nye måder at grave den samme vej op på. For det er nu femte gang, at busstoppestedet lige foran min butik bliver lavet om. Fem gange på to år! Det er næsten en præstation i sig selv. Hver gang betyder det afspærringer, støj og kunder, der leder efter indgangen mellem afspærringsbånd og kantsten. Men ud over generne undrer jeg mig over, hvor mange ressourcer – både økonomiske og klimamæssige – der bliver brugt på at lave og rive det samme stykke vej op igen og igen. Nye materialer, tung maskinkørsel, transport, asfaltproduktion … det løber op, også på CO₂-regnskabet. Denne gang handler det om at sænke farten – et godt initiativ! Men kunne man ikke tænke lidt mere langsigtet? En midterhelle med blomster – som den længere nede ad Borups Allé – ville både pynte og få bilerne til at lette foden fra speederen. Jeg er ikke byplanlægger … men måske burde jeg være det. Så kunne vi både spare penge, CO₂ og lidt tålmodighed hos de erhvervsdrivende.

Evt. virksomhed/organisation (offentliggøres)

buro jantzen

Navn (offentliggøres)

Ulrik Jantzen

Adresse (offentliggøres)

borups alle 156