En kommuneplan er en overordnet og langsigtet plan for en kommunes fysiske udvikling. Den gælder for en fireårig periode, men har et tolvårigt sigte - den revideres altså hvert fjerde år, men rækker ud over fire år, fordi mange projekter har et længere perspektiv.
Kommuneplanen er bindeleddet mellem lands- og lokalplanlægning samt enkeltafgørelser efter blandt andet plan-, miljø-, natur-, bygge- og vejlovgivningen. Det betyder, at den fastlægger rammer for lokalplaner, og at den sætter retning i forhold til anden lovgivning, som knytter sig til den fysiske udvikling af kommunen.
Kommuneplanen skal indeholde fire spor: Hovedstruktur, retningslinjer, rammer og en supplerende redegørelse.