Handicaprådets møde den 5. maj 2025
Referat
Deltagere:
Susanne Tarp (formand), Mette Bang Larsen (næstformand), Jørgen Danielsen, Sine Heltberg (deltog i punkterne 2 + 7), Kristina Mikkelsen (deltog under punkt 2), Flemming Nielsen, Stefan Lithen Frost Rasmussen, Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi, Bo German Thomsen og Bolette Østberg
Afbud:
Merete Winther Hildebrandt
Referent:
Sanne Ezi, Fælles Stabe, Jura
1. Godkendelse af dagsorden
Formanden bad om, at der kom endnu et punkt på dagsordenen ”Orientering om arbejdet med beredskabsplan for ældre og udsatte borgere”, v/Sine Heltberg.
Beslutning
Dette blev accepteret og dagsordenen blev godkendt.
2. Utilsigtede hændelser og I sikre hænder
Risikomanager Merete Larsen gav den årlige orientering, herunder
- om de tre lovpligtige rapporteringskriterier
- hvordan rapporteringerne for utilsigtede hændelser så ud i 2024
- om vejledninger på videoer, som medarbejderne kan se via QR koder på deres mobiltelefon
- om hvordan medicinfejl forsøges nedbragt med pjece om korrekt håndtering af medicin, implementering af arbejdsgange der giver overblik, arbejdsro med mere
- om et fireårigt samarbejde med Odontologisk Institut (siden 2021) om en forbedringsindsats. Herfra har tre pilotteams udviklet og testet indsatser, der nu er blevet spredt til alle relevante enheder
- at regionerne overtager rapporteringsordningen fra staten fra og med 1. maj 2025. Opgaven forankres i det nyoprettede Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Der var spørgsmål og svar undervejs.
3. Borgerrådgiverens årsrapport for 2024
Borgerrådgiverens årsrapport var fremsendt som bilag til dagsordenen.
Borgerrådgiveren gav en kort intro til årsrapporten, herunder hvilke sager, som hun har arbejdet med på handicapområdet.
Der var spørgsmål og svar undervejs, blandt andet om
- forældre til voksne børn med funktionsnedsættelser, hvor forældrene føler, at deres børn ikke bliver hjulpet nok, da deres børn er gået tilbage i udviklingen
- revisitation af hjælpemidler, hvor oplevelsen har været, at der har været udfordringer med at få genbevilget hjælpemidler
- den lange ventetid på afgørelse og arbejdsrefusion til forældre, som må gå hjemme med deres barn, som giver store problemer for en familie, når det økonomiske grundlag ikke er i orden
- den lange sagsbehandlingstid på tildeling af tabt arbejdsfortjeneste, herunder at forældre oplever, at skolen har foreslået forældrene at søge om tabt arbejdsfortjeneste, hvor de så får afslag, da det viser sig, at det faktisk er skolerne, som skal tilpasse skolen til barnet.
4. Godkendelse af referat fra mødet den 7. april 2025
Referatet blev godkendt.
5. Meddelelser fra formanden
Formanden meddelte, at hun har fremlagt Mette Bang Larsens oplæg om evaluering af Handicaprådet i Danske Handicaporganisationer Frederiksbergs regi, og med det har de haft mange gode drøftelser, især forslaget om at tage større specifikke emner op og arbejde med dem i en større skala.
6. Meddelelser fra øvrige medlemmer
Flemming Nielsen oplyste,
- at der har været teammøde om den sociale masterplan. Masterplanen er ændret lidt, så den nu er gjort mere faglig og mindre økonomisk.
- at Socialudvalget den 12. maj 2025 behandler en sag om styrkelse af den sundhedsfaglige indsats og kompetencer i socialområdets tilbud
- at Socialudvalget tillige den 12. maj 2025 behandler en sag om tiltag til styrkelse af ledelsen og de socialfaglige kompetencer på Soltoppen på baggrund af påbud fra Socialtilsynet, som har kritiseret, at beboerne har for forskellige udfordringer, og at dette er for svært for både beboerne og medarbejderne at håndtere.
Mette Bang Larsen tilføjede, at den forrige sociale masterplan havde fokus på, hvordan Frederiksberg bedst muligt kunne hjemtage kommunens borgere, som havde botilbud uden for kommunen, herunder hvor mange, der var plads til, og hvor der var plads. Den kommende sociale masterplan skal nu se på, hvor godt vi gør det, om vi gør det rigtigt, og hvor vi kan blive bedre. Hun tilføjede, at som kommune, må vi kunne tåle, at der er vakance på pladserne, da pladserne skal passe til borgeren og ikke blot være en plads, som er ledig.
Flemming Nielsen henviste til, at der på Arbejdsmarkeds-, Vækst- og Uddannelsesudvalgets møde den 12. maj 2025 er en sag om orientering om opfølgning på beskæftigelsespolitikken 2024-2026, herunder effekten.
Stefan Lithen Frost Rasmussen oplyste, at Parkeringsforeningen igen har drøftet handicapparkeringskort og har taget kontakt til Danske Handicaporganisationer, som er villige til at se på en ny ordning, som kan forsøge at forhindre snyd med handicapparkeringskortene, men at man skal have for øje, at vi aldrig kan komme helt af med snyd. Den bedste løsning vil nok være, at kortene udløber efter et antal år, men der arbejdes videre med en finde den bedst mulige løsning.
7. Orientering om arbejdet med beredskabsplan for ældre og udsatte borgere
Sine Heltberg oplyste, at Magistraten den 28. april 2025 blev orienteret om status på nødberedskab for ældre og udsatte borgere i kommunens varetægt, herunder at forvaltningen arbejder på et oplæg til politisk forelæggelse i juni måned.
Desuden anmodede Magistraten forvaltningen om at indarbejde muligheden for et borgermøde om beredskabssituationen samt en bred inddragelse af civilsamfundet, herunder Folkeoplysningsudvalget.
Sine Heltberg tilføjede, at der ikke er grund til bekymring for beboerne på kommunens socialtilbud og plejehjem, som er dækket ind i de anbefalede 2-4 dages forplejning. Desuden har Frederiksberg egen vandboring, hvor der er vand nok til alle på Frederiksberg, men at der for nogen vil blive tale om, at vand skal hentes fra opsamlingssteder.
Der vil også blive set på cybersikkerheden og lignende i oplægget fra forvaltningen.
Mette Bang Larsen oplyste, at hun ikke er nervøs for dem, som er i kommunens varetægt, men mere nervøs for de svageste på Frederiksberg, herunder psykisk syge i eget hjem – det er dog en ren mavefornemmelse. Hun tilføjede, at hun også finder det vigtigt, at civilsamfundet bliver inddraget i arbejdet.
Bolette Østberg undrede sig over, at der ikke tales om medicin og pleje.
Sine Heltberg tilføjede til sidst, at de statslige anbefalinger forsat mangler, herunder den økonomisk del.
8. Videre evaluering af Handicaprådet
Beslutning
Det nye Handicapråd, som skal nedsættes i 2026 kan arbejde videre med evalueringen af Handicaprådets arbejdsform og tage det bedste med til deres periode.
9. Eventuelt idéer til emner der ønskes drøftet på et møde i Handicaprådet, herunder hvem der står for intro til drøftelsen
- 1 time den 16. juni 2025
Introduktion til botilbud på voksenområdet på Frederiksberg, herunder hvad der sker fra barn til voksen samt udviklingen gennem de sidste 10-15 år og efterfølgende drøftelse af, hvordan vi kan forbedre, herunder hvilke ændringer som måske kan inddrages på Frederiksberg.
Tovholdere Mette Bang Larsen og Flemming Nielsen. - Punkt på dagsordenen
Kandidater til Handicapprisen 2025.
10. Eventuelt
Sine Heltberg fortalte om en fantastisk fejring af 80 året for Danmarks befrielse i går den 4. maj 2025, som blev en aften med god mad, fællesskab, lys i vinduerne, fællessang og koncert med Alberte Winding, og hvor deltagerne kunne opleve Frederiksbergs nye grønne byrum John Winthers Plads, før den åbner officielt til juni. Der blev taget godt imod den nye plads. Grundpladsen er fuldt tilgængelig for alle, og det bliver et super dejligt område, som kan indtages af alle.
Stefan Lithen Frost Rasmussen tilføjede, at John Winthers Plads gerne skal stå fuldt færdigt om en måned.
Mødet sluttede kl. 13:28
Til orientering
1. Opdateret årshjul
2. Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 7. april 2025
Høringssvar af:
- 01.04.2025 vedrørende lokalplan 244 for hotel på Gammel Kongevej 72D til 74A til anvendelse til hoteldrift
- 08.04.2025 vedrørende dispensation fra bestemmelse om tilgængelighed på John Winthers Plads
- 10.04.2025 vedrørende Tilgængelighedsplan 2025
- 22.04.2025 vedrørende lokalplan 234 for ny skolebygning til Kaptajn Johnsens Skole