Seniorrådets høringssvar 5/2026
af 4. maj 2026 vedrørende lokalplan 241 for boliger og erhverv ved Platanvej
Seniorrådets Boligudvalg har gennemgået det omfangsrige materiale i forbindelse med forslag til fornyelse af området Vesterbrogade, Platanvej og Henrik Ibsens Vej, hvis formål er, at skabe nye og bedre rammer for boliger og erhverv i et område med primært boligblokke i varierende højder.
Vi er ganske enige i, at biografen bør rives ned for at give luft til et grønt gårdområde samt til nye huse. Vi forholder os positivt til blandede boligformer, men vi kan ikke se, hvordan antallet af mindre og større lejligheder fordeler sig. Det samme gælder omfanget af henholdsvis andelsboliger og ejerboliger? “ Almene boliger, som folk kan betale, lyder tiltrækkende, men hvad betyder ”billige boliger”, når det handler om nybyg?
Vi ønsker, at det grønne område mellem husene bliver så lyst, solfyldt og luftigt som muligt. Derfor finder vi, at 2 af de 3 bygningerne på Platanvej er for høje. Penthouse lejlighederne finder vi malplacerede og i den grad uskønne, især set fra de andre boliger i området. De 3 huse bør alle have samme højde, som det laveste af de nye huse, så passer de også bedre til genbohusene.
Vi ønsker grønne tage og evt. orangeri, som passer ind i kommunens grønne hjerte. Dette vil også understrege det grønne set fra såvel de omkringliggende huse som fra gadeplan. Vi finder i øvrigt indgangspartierne til de 3 huse meget smukke og varierede.
Vi mener, at det laveste hus tegnes - vel fejlagtigt - i 2 forskellige højder? Drop penthouselejligheder! De forskønner bestemt ikke byen.
Vi oplever et meget ”bygningstungt indtryk", som ikke passer ind i tankerne om den grønne by. Vi frygter en fortætning, som ikke øger livskvaliteten i området.
Vi vil påpege, at moderniseringen af huset på Vesterbrogade i den grad forskønner det nuværende hus. Huset bør ikke blive en etage højere. Det passer ikke til de omkringliggende huse. Vi ønsker en synlig begrønning, også på det nuværende tag, gerne med et orangeri, der kan være rammen om forskellige fælles aktiviteter.
Vi påskønner det grønne gårdrum, men vi ved ikke, hvordan støj fra den påtænkte scene opfører sig mellem husene? Vi savner mål på det grønne gårdrum.
Vi værdsætter, at det nye hus på Henrik Ibsens Vej bygges som en separat bygning med ”luft omkring”. Huset bør flyttes længere ud mod vejen, så det flugter med de nærliggende huse. I så fald bør de 3 træer på Henrik Ibsens Vej fældes.
Som Seniorråd vil vi gerne gøre opmærksom på, at vi savner et gelænder ved trappen i den indre gård, at toppede brosten ved indgangspartierne på Platanvej er smukke, men uhensigtsmæssige for ældre og folk, der bruger rollator og stok. Grønt underlag ved caféen, kan være snubletråde for ældre. Skitserede “ siddepladser “ ved dagligvareforretning på Vesterbrogade bør have en ældrevenlig højde.
Hvad angår diskussionen på borgermødet om vægmaleri på gavl på Henrik Ibsens Vej, foreslår vi, at der udskrives en konkurrence blandt unge kunstnere.
Vi så gerne, at datoen for borgermødet havde ligger tidligere i høringsperioden.
På vegne af Seniorrådet
Birgitte Franck
Formand for Boligudvalget