Gå til hovedindhold

Seniorrådets høringssvar 8/2026

af 5. oktober 2026 vedrørende udkast til Ressource- og Affaldsstrategi 2032

Indhold

    Frederiksberg Seniorråd har været glade for at være inddraget tidligt i arbejdet med Ressource- og Affaldsstrategi 2032 og for den gode dialog undervejs.

    Seniorrådet finder det positivt, at strategien har fokus på brugervenlige og tilgængelige affaldsløsninger og flere steder har blik for borgere med særlige behov, herunder borgere med udfordringer med adgang og mobilitet.

    Seniorrådet ønsker særligt at pege på to forhold, som efter vores vurdering fortsat fortjener opmærksomhed i det videre arbejde med strategien.

    Pladsforhold i boligen
    På Frederiksberg bor mange ældre i mindre lejligheder, ofte med små køkkener og begrænset plads. Når borgerne skal sortere affald i 10-11 forskellige affaldstyper, kan selve opbevaringen og sorteringen i boligen være en praktisk udfordring.

    Seniorrådet anbefaler derfor, at begrænsede pladsforhold indgår som et hensyn, når kommunen udvikler og afprøver brugervenlige sorteringsløsninger. Den grønne omstilling skal også kunne fungere i den enkelte borgers hverdag.

    Borgere med nedsat mobilitet
    Seniorrådet er positive over for, at strategien allerede har fokus på tilgængelighed og på borgere med udfordringer med adgang og mobilitet.

    Vi ønsker samtidig at pege på de borgere, som godt kan sortere deres affald, men som på grund af nedsat mobilitet kan have vanskeligt ved selv at bringe det fra boligen til ejendommens affaldsbeholdere.

    For Seniorrådet er det afgørende ikke, hvilket kommunalt område der organisatorisk har ansvaret for en eventuel hjælp, men at der set fra borgerens side findes en sammenhængende løsning.

    Seniorrådet bakker op om ambitionen om en mere bæredygtig ressource- og affalds-håndtering. Netop derfor finder vi det vigtigt, at de løsninger, der udvikles, er praktisk anvendelige og tilgængelige for alle borgere – også når pladsen eller mobiliteten sætter begrænsninger.

    På Seniorrådets vegne
    Hanne Illum
    Formand