Seniorrådets høringssvar 9/2026
af 26-10-2026 vedrørende punkt 89 på Ældre- og Sundhedsudvalget møde den 26-10-2026 vedrørende ”Beslutning om valg af lokale tilvalgsspørgsmål i brugertilfredshedsundersøgelse på ældreområdet i 2026 og 2027”
Forebyggelsesudvalget har læst dagsordenen til Ældre- og Sundhedsudvalgets møde den 26. oktober 2026. Vi har nogle bemærkninger til punkt 89.
Vi synes overordnet, at forvaltningen har lavet et godt forslag til de lokale spørgsmål, men vi vil gerne foreslå to mindre ændringer.
For hjemmeboende foreslår vi at erstatte spørgsmål 8 om venlige og imødekommende medarbejdere med spørgsmål 4 om information ved forsinkelser eller ændringer i hjælpen. Venlighed og respekt er allerede delvist dækket, mens information om ændringer har stor betydning for borgernes tryghed.
For plejehjemsbeboere foreslår vi at erstatte spørgsmål 14 om personalets kendskab til ønsker og behov med spørgsmål 4 om oplevelsen af at være en del af et fællesskab. Personalets kendskab til beboernes behov er allerede dækket, mens fællesskabsperspektivet mangler.
Derudover har vi nogle metodiske overvejelser, ikke mindst på baggrund af den seneste undersøgelse, hvor der efterfølgende er konstateret fejl i beregningsmetoden og rejst væsentlige spørgsmål om resultaternes pålidelighed.
Vi er derfor optaget af, hvordan man denne gang sikrer et mere retvisende datagrundlag. Særligt for plejehjemsbeboerne er det relevant at vide, hvordan borgere med kognitive vanskeligheder indgår i undersøgelsen, og hvordan eventuel hjælp fra pårørende eller andre registreres og håndteres.
Vi tænker desuden, at kvalitative interviews med et mindre antal beboere kunne være et nyttigt supplement til spørgeskemaerne og bidrage til en bedre forståelse af svarene.
Mange hilsner
Jens Peter Nørgaard, formand for Forebyggelsesudvalget
Hanne Illum og Carsten Nørballe, medlemmer af Forebyggelsesudvalget