Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Handicaprådets årsberetning 2023

Her kan du læse Handicaprådets årsberetning for 2023, hvor vi fortæller om vores arbejde i det år, der nu er gået.

Indhold

    Årsberetning for Frederiksberg Handicapråd 2023
     
    Handicaprådet er stadig i gang med pædagogikken!  Indimellem synes vi, vi er kommet langt, men så kommer der nye folk til og dermed behov for mere oplysning.

    Udfordringerne for Handicaprådet er at blive mere synlige, og for kommunalbestyrelsesmedlemmerne at huske på alle os borgere med handicap. Vi skiller os nemlig ikke sådan ud fra resten af frederiksbergerne, hverken af udsende eller opførsel.
      
    Lyt og lær!
    Vi forsøger at øge aktivitetsniveauet og synligheden ved at være til stede ved alle mulige forskellige møder. Vi arrangeret et ”Borgermøder” med fokus på handicap.   
     
    Vi er nødt til fortsat at være meget aktive, holde borgermøder og være endnu bedre klædt på til at varetage hele det store område, der drejer sig om borgere med handicap på Frederiksberg. ”Vi hjælper og tager de lavthængende frugter!” men hvad nytter det, når gruppen af borgere med handicap sidder i toppen af træet.

    Den gruppe, hvis særlige interesser Handicaprådet varetager, har stadig udfordringer – et efterslæb, som vi skal have specielt fokus på.

    Medlemmer og arbejdsform 
    Frederiksberg Handicapråd er et rådgivende ikke et besluttende organ. Det er et dialogforum, selvom vi indimellem synes, alle burde rette sig efter vores forslag, idéer og interne beslutninger. Handicaprådet har en ligelig repræsentation fra henholdsvis kommunen: 3 politikere og 3 fra kommunens forvaltning og 6 repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer/Parasport Frederiksberg. 
     
    Handicaprådet har altså i alt 12 medlemmer: 

    Danske Handicaporganisationer Frederiksberg og Parasport Frederiksberg er repræsenteret ved: 

    • Susanne Tarp, DH-Frederiksberg, formand  
    • Jørgen Danielsen, DH-Frederiksberg 
    • Bo German Thomsen, DH-Frederiksberg
    • Bolette Østberg, DH-Frederiksberg 
    • Sven Heinemeier Rasmussen, DH-Frederiksberg
    • Mansoor Siddiqi, Parasport Frederiksberg.

    Frederiksberg Kommune er repræsenteret ved:

    • Rådmand, formand for Socialudvalget, Mette Bang Larsen, næstformand i Handicaprådet
    • Kommunalbestyrelsesmedlem Gunvor Wibroe, der blev afløst af rådmand, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, Sine Heltberg
    • Kommunalbestyrelsesmedlem, formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Merete Winther Hildebrandt
    • Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet, v/socialchef Flemming Nielsen
    • By-, Kultur- og Miljøområdet, v/vej-, park- og miljøchef Jan Bøge Sørensen som blev afløst af afdelingschef Jesper Dahl, som pt. afløses af ejendomsservices- og driftschef Peter Borgselius 
    • Børne- og Ungeområdet, v/familiechef Kristina Mikkelsen.

    Alle politiske områder i Frederiksberg Kommune vedrører borgere med handicap, så Handicaprådets opgaver er mange og meget omfattende. Dialogen med forvaltning og politikere og ”rådgivning”, som det hedder i Handicaprådets forretningsorden, fylder meget i en hverdag, hvor brugerrepræsentanterne inviteres til møder og med ind i mange opgaver, inden beslutninger bliver taget, og inden et projekt sættes i gang. 

    Vi har et tillidsfuldt samarbejde og en god og åben dialog.
      
    Handicaprådet skal skabe synlighed, gensidig forståelse og respekt for borgere med handicap i Frederiksberg Kommune. 

    Arbejdsopgaver 
    I 2023 har Handicaprådet holdt i alt 9 møder, og opgaverne kan sammenfattes i følgende kategorier:
     
    Handicappolitikken på Frederiksberg 
    Handicappolitikken på Frederiksberg er blevet revideret i 2023. 

    Efter gode, tætte og konstruktive forhandlinger og råd til forvaltning og kommunalbestyrelse endte Handicappolitikken for 2023-2027 med at blive meget fin.  Den ligger tæt op ad den tidligere plan. Den har hensigtserklæringer og idéer, der bygger videre på tidligere beslutninger og løsninger.

    Der udarbejdes ikke længere handleplaner.  De er indbygget i de forskellige emneområder. De emner, Handicaprådet mente manglede, er indarbejdet, så vi nu synes, at alt er dækket.

    Handicappolitikken tager afsæt i FNs handicapkonvention suppleret med FNs Verdensmål og bygger på 4 grundprincipper:

    • Mangfoldighed
    • Tilgængelighed
    • Inklusion
    • Aktivt medborgerskab.

    Desuden bygger handicappolitikken på de principper, der er bærende for den danske handicappolitik, som kompensation, sektoransvar, solidaritet og ligebehandling.

    I Frederiksberg Kommune skal alle borgere opleve, at de kan bringe egne ressourcer og kompetencer i spil og skabe et godt liv for sig selv og sammen med andre. Fysiske eller psykiske handicap skal ikke være en barriere for at kunne udfolde sig.

    Budgetmøde med borgmesteren 
    Igen i 2023 har brugerrepræsentanterne haft det privilegium at holde møde med borgmesteren og forvaltningens ledelse, inden det kommunale budgetforslag blev vedtaget. Vi så frem til mødet med borgmesteren. Og det var givende (for os) og konstruktivt.

    Brugerrepræsentanterne havde traditionen tro udarbejdet en ”ønskeseddel” bestående af ønsker, som ikke er specielt store. For budget 2024 var det blandt andet: Renoveringsønsker til Flintholm Svømmehal - igen, et foreningernes hus (sammen med Seniorrådet), elevator til 1. sal i Metronomen. Og så havde vi smugkigget i Frederiksberg Kommunes budgetforslag for 2024. Derfor gjorde vi opmærksom på, at en beskæring af § 18 og § 79 midlerne til foreningerne på Frederiksberg ikke er vores kop te, ligesom det at foreslå en beskæring af hjemmeplejen for borgere med handicap på Frederiksberg rammer byens allersvageste borgere.
      
    Sidste år lykkedes at få opsat 2 gange blinkende appelsiner, Torontomodellen, som opmærksomhedsgivere ved overgangen på Godthåbsvej ved Aksel Møllers Have station og ved Grøndal station. Og nu er det blevet en rigtig fodgængerovergang, så måske lykkes det også engang at få omlagt Solbjerg Plads og Falkoner Plads.

    Sager rejst af Danske Handicaporganisationers repræsentanter i Frederiksberg Handicapråd  
    Brugerrepræsentanterne, som personmæssigt falder sammen med Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg på Frederiksberg, har sammen med resten af Handicaprådet haft besøg fra forskellige områder i forvaltningen eller udefra. Vi har fået redegørelser fra forvaltningens repræsentanter i rådet eller anmodet om notater/besvarelser af spørgsmål på forskellige områder:

    Tilgængelighed:
    a.    Laura Wrang om synstolkning
    b.    Diverse trafiksignaler og ledelinjer
    c.    Møder om Ny Søndervang.
     
    Socialområdet:
    a.    Borgerrådgiveren om sit arbejde
    b.    Social- og omsorgschef Nicolai Kjems 
    c.    Budgetvedtagelsens konsekvenser for handicapområdet.
     
    Arbejdsmarkedsområdet 
    a.    Arbejde på normale eller særlige vilkår for borgere med handicap
    b.    Særlig fokus på jobformidling mellem den jobsøgende og virksomhederne.
     
    Børne- og Ungeområdet 
    a.    Besøg fra Magnoliahuset
    b.    Særligt fokus på børn med handicap og ”mellemformer”
    c.    Parasport om projektet med inklusion i skolernes idrætsundervisning, v/Jens Højbjerg
    d.    PPS i Frederiksberg Kommune

    Sundhedsområdet
    a.     Den årligt tilbagevendende gennemgang af ”utilsigtede hændelser” og ”I sikre hænder”.

    Dette er nogle få af de områder, vi har taget op.

    Sager til orientering 
    Handicaprådet modtager informationer fra forskellige kilder. Det kan dreje sig om meddelelser og referater fra de kommunale udvalg, borgmesteren, direktionen, forvaltningen eller udefra, som fra Det Centrale Handicapråd, Danske Handicaporganisationer (DH) eller fra mange andre steder i den offentlige debat.

    Sådanne informationer har betydning for rådets arbejde, så medlemmerne kan være klædt på til arbejdet. Samtidig kan denne viden bruges, så DH-repræsentanterne bliver ambassadører for Handicaprådets arbejde til alle Danske Handicaporganisationers 36 medlemsorganisationer på Frederiksberg. 
     
    Handicaprådet holder stadig øje med tilgængelighed og brugervenlighed i Flintholm Svømmehal. Vi presser på, nu hvor kommunen overtager hele den daglige drift. Mansoor Siddiqi og Jørgen Danielsen udgør igen en lille fokusgruppe for at få korrigeret svømmehallen, så tilgængeligheden bliver forbedret. 

    Høringer 
    Kommunen hører Handicaprådet i en lang række sager. Der er her tale om en skriftlig tilbagemelding på meget konkrete områder. Disse høringssvar udarbejdes af brugerrepræsentanterne i Handicaprådet og fremsendes som hele Handicaprådets svar.

    Alle udvalg, næsten, og kommunens forvaltning husker på, at Handicaprådet skal høres, og vi oplever, at når en sag forelægges i et udvalg, bliver Handicaprådets svar anvendt i sagsfremstillingen.

    Tilgængelighed eller andre praktiske løsninger kan inkorporeres i et projekt eller i en sag fra starten og ikke fordyrer anlægget ved at skulle tilføjes efter indvielsen.  Det er en fordomsfri vidensdeling, der har givet gode resultater. 

    I 2023 har høringerne, som i tidligere år, omfattet vidt forskellige emner, som rækker fra tilsynsrapporter og udbud til lokalplaner. Se overskriften på de enkelte høringer her: 

    Handicaprådets høringssvar i 2023

    1. Høring vedrørende udbud af madservice
    2. Høring vedrørende Ældre- og Værdighedspolitik
    3. Høring vedrørende forslag til forbedring af økonomi på specialundervisningsområdet
    4. Høring vedrørende forslag om justering af dagbehandlingstilbud på Skolen ved Nordens Plads
    5. Høring vedrørende politik for Sundhed 2023-2026
    6. Høring vedrørende SKI-aftale om urologiprodukter
    7. Høring vedrørende udkast til ny kultur- og fritidspolitik 2023-2026
    8. Høring vedrørende handicappolitik 2023
    9. Høring vedrørende udsattepolitikken 2023-2026
    10. Høring vedrørende kvalitetsstandarder for sundhed, pleje, træning og omsorg 2023
    11. Høring vedrørende Grøn omstilling” - tillæg 4 til Kommuneplan 2021
    12. Høring vedrørende Udbygning af den blandede by – tillæg 5 til Kommuneplan 2021
    13. Høring af udkast til mobilitetspolitik
    14. Høring om rammer for udbud af hjemmeplejeydelser og Dr. Anne-Marie Centret
    15. Høring vedrørende tilsyn på plejecentre
    16. Høring vedrørende tilsyn på fritvalgsordninger
    17. Høringssvar vedrørende dispositionsforslaget for pladsen bag rådhuset | blivhoert.frederiksberg.dk
    18. Høring vedrørende forslag til lokalplan 238 - bevaringsværdige bygninger med SAVE-værdi 3
    19. Høring vedrørende cykelsti på Jens Jessens Vej
    20. Høring vedrørende udbud af genbrugshjælpemidler
    21. Høring om udbudsmateriale vedrørende hjemmeplejeydelser og Dr. Anne-Marie Centret
    22. Høring vedrørende klimatilpasningsprojekt på Peter Bangs Vej, etape 2
    23. Høring vedrørende beskæftigelsespolitik 2024-2026
    24. Høring vedrørende udbud af ledsageordning og støtteydelser

    Høringssagerne har stor betydning. Høringen sikrer, at mindretallet, mennesker med handicap, ikke bliver overset og glemt. Frederiksberg Kommunes Handicappolitik præciserer, at Frederiksbergs borgere med handicap skal have samme muligheder for at deltage i debatten om kommunens fremtid som byens øvrige borgere. 

    Brochure 
    Handicaprådet har en brochure, der er kort og klar, og som viser Handicaprådets arbejdsområder, politik og medlemmer. 
     
    Handicaprådet deltager i mange forskellige aktiviteter rundt om i kommunen, og ved alle lejligheder har vi brochuren med. Det kan blandt andet dreje sig om: Velkomstmøde for nye borgere og virksomheder eller valgmøder. 
     
    Kommunale arrangementer  
    Handicaprådets medlemmer deltager i alle aktiviteter, offentlige møder og festligholdelser, også fordi vi derved bliver synlige i dagligdagen.
     
    Møder og forhandlinger 
    Brugerrepræsentanterne deltager normalt i en lang række møder med forvaltningen i løbet af året. Den direkte dialog, der foregår på disse møder, er overordentlig nyttig for begge parter.

    Sådanne møder og forhandlinger har i 2023 blandt andet vedrørt: 

    • Kommunens budget (orienteringsmøde)
    • Budgetmøde med borgmesteren og direktionen.

    Gæster ved Handicaprådets møder 
    Til næsten hvert møde i Handicaprådet inviteres gæster. Det kan dreje sig om udvalgsformænd, embedsmænd fra kommunen, nye ledere eller andre, hvis arbejde i særlig grad har Handicaprådets interesse. Gæsten har ca. 20 minutter til fremlæggelse. Dette er dog inkl. eventuelle spørgsmål fra Handicaprådet og svar fra gæsten.

    Handicaprådets undergrupper og medlemskab af andre udvalg 

    • Tilgængelighedsgruppen
      Mansoor Siddiqi, stedfortræder Julie Culmsee Pedersen og Jørgen Danielsen.
    • Kultur- og Idrætsgruppen
      Mansoor Siddiqi og Jørgen Danielsen.

    • Frivillighedsforum
      Susanne Tarp.

    • Kontaktgruppen for Frederiksberg Have og Søndermarken
      Bolette Østberg.

    Den internationale Handicapdag
    FN’s internationale Handicapdag er den 3. december. Det er en særlig festdag, som vi på Frederiksberg plejer at fejre med uddeling af Handicapprisen. 

    Da vi som sædvanlig var lidt forud for vores tid, holdt vi den i år allerede i september på Frivillig Fredag. Det var et fint arrangement, altså Frivillig Fredag, men det var ingen succes for Handicaprådet og Danske Handicaporganisationer. Vi druknede, så fremover er vi tilbage på Magneten og den 4. december.

    Konklusion
    Frederiksberg Handicapråd har et fint samarbejde med de folkevalgte, forvaltningen, de frivillige i kommunen og naturligvis med kommunens borgere generelt.
     
    Vi vil benytte lejligheden til at sige stor tak til alle samarbejdspartnere og ikke mindst til rådets sekretariatsbistand, Sanne Ezi, der altid er forudseende og serviceminded. 
     
    Susanne Tarp 
    formand for Handicaprådet
    Den 28. november 2023