Gå til hovedindhold

Handicaprådets møde den 12. juni 2023

Handicaprådets møde.

Indhold

    Deltagere:
    Susanne Tarp (formand), Mette Bang Larsen (næstformand), Jørgen Danielsen, Kristina Mikkelsen, Flemming Nielsen, Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi, Jan Bøge Sørensen, Bo German Thomsen, Gunvor Wibroe og Bolette Østberg

    Afbud:
    Merete Winther Hildebrandt

    Referent:
    Sanne Ezi

     

    1.    Godkendelse af dagsorden
    Godkendt.

    2.    Besøg af borgerrådgiver Annette Gregersen
    Annette Gregersen fortalte kort om sig selv, herunder sin uddannelse og tidligere virke. Herefter tog hun udgangspunkt i borgerrådgiverens pjece og fortalte, hvad hun kan gøre for borgerne på Frederiksberg, men også hvad hun ikke kan gøre. Desuden fortalte hun, at hun har været ude i forvaltningen, men også rundt på andre institutioner og lignende for at fortælle om sit virke.

    Læs om borgerrådgiveren på kommunens hjemmeside.

    Formanden spurgte til borgerrådgiverens årsrapport, og Annette Gregersen oplyste, at hun har aftalt med kommunalbestyrelsen, da hun kun var ansat 3 måneder af 2022, at der kommer en samlet rapport over 2023 og de 3 måneder fra 2022.

    3.    Godkendelse af referat fra mødet den 15. maj 2023
    Godkendt.

    4.    Meddelelser fra formanden
    Formanden meddelte, at der var 1. spadestik til Ny Søndervang den 31. maj 2023, og at hun til arrangementet forsøgte at tage dem i ed på, at vi ikke kun vil være med udendørs, men også indendørs.

    Formanden meddelte, at der var indvielse af første etape på det nye plejecenter Ingeborggården den 6. juni 2023.

    Formanden meddelte, at hun arbejder med listen over Handicaprådets ønsker til budget 2024. Hun bad alle om at sende deres ønsker til hende og sekretæren.

    Mansoor Siddiqi oplyste, at han tidligere har oplyst, at Parasport Frederiksberg først mangler midler til Parasports skoleprojekt i 2025, men det har vist sig, at det allerede er fra 2. halvår af 2024. Sekretæren bad ham sende noget på skrift om dette, så det kan sættes på listen over budgetønsker. 

    Formanden meddelte, at der var møde i Frivillighedsforum, hvor det blev besluttet at holde en fælles frivillighedsdag, hvor også handicapprisen uddeles. Der er nedsat en gruppe, der skal planlægge dagen, og første møde i gruppen er i morgen.

    Formanden meddelte, at Ældre Sagen Frederiksberg har stoppet udgivelsen af Lydavisen. Der var kun 43 abonnementer på Lydavisen. De modtog alle ugentlig en cd, og desuden kunne der lyttes til Lydavisen via Ældre Sagens hjemmesiden. Brugerrepræsentanterne mener, at der kan være mange flere på Frederiksberg, der ønsker at abonnere på Lydavisen, hvis der blev gjort reklame for muligheden. Brugerrepræsentanterne er gået i tænkeboks og overvejer, om det skal være et budgetønske til budgetforhandlingerne.

    5.    Meddelelser fra øvrige medlemmer
    Mansoor Siddiqi meddelte, at Parasport Frederiksberg holder den årlige camp - Frame Running Camp & Cup – den 19. juli – 26. juli 2023, hvor 182 atleter fra 17 lande mødes. Han forventer, at de bliver omkring 300. Lørdag den 22. juli 2023 kl. 13 går startskuddet.

    Mansoor Siddiqi sender invitation til Handicaprådet.

    6.    Nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet
    Flemming Nielsen orienterede om 

    • at der i aften forlægges en sag for Socialudvalget om et merforbrug på ca. 12 mio. kr. på servicerammen under udvalget og tilføjede, at der forventes merudgifter fremover, idet der forventes en stigning i antal af borgere, ligesom priserne generelt er stigende
    • at kommunens Analyseenhed har set på Socialudvalgets område og har oplyst, at det kører forholdsvis godt, og at Frederiksberg er en af de billigste kommuner. Socialafdelingen har dog fået besked på at komme med forslag til besparelser på kan-ydelser, men også på skal-ydelser
      Mette Bang Larsen tilføjede, at der i 2023 skal ses på merforbruget og findes besparelser, men at der allerede nu også skal ses på fremtidens udgifter
    • at Den Sociale Masterplan forelægges Socialudvalget efter sommerferien, forventeligt den 14. august 2023
    • at der arbejdes med AVU-politik (Arbejdsmarkeds-, Vækst- og Uddannelsesudvalget i Frederiksberg Kommune) både på det politiske niveau og med aktører fra arbejdsmarkedsområdet, herunder Handicaprådet. Sidstnævnte ved en workshop den 19. juni 2023. Første udkast til en politik vil i august blive forelagt til politisk behandling, og efterfølgende vil politikken blive forelagt Handicaprådet 
    • at det forventes, at handicappolitikken bliver godkendt af kommunalbestyrelsen den 19. juni 2023
    • at Socialudvalget drøftede og godkendte kriterierne for uddeling af § 18-midler, og der er ansøgningsfrist den 1. september 2023
    • at der den 6. juni 2023 var officiel indvielse af 1. etape af Frederiksberg nye plejecenter på Troels-Lunds Vej. Plejecentret deler adresse med Frederiksberg Boldklub, som skal være med til at skabe liv og aktivitet i huset, ikke mindst i den fælles café og på de fælles udearealer, som kan benyttes af alle. 1. etape byder på 104 moderne plejeboliger, og ved 2. etape i 2025 udvides der til i alt 200 plejeboliger 
    • at deadline for kandidater til handicapprisen er rykket til den 23. juli 2023.

    7.    Kandidater til handicapprisen
    Som ovenfor nævnt er deadline for indmelding af kandidater til prisen rykket til den 23. juli 2023.

    Mansoor Siddiqi har to forslag. Sekretæren rykkede for materialet.

    Bolette Østberg og Sven Heinemeier Rasmussen har sammen fundet en kandidat. Sekretæren har efterfølgende modtaget materiale til forslaget.

    8.    Nyt fra Børne- og Ungeområdet
    Kristina Mikkelsen oplyste, at Barnets Lov blev vedtaget den 2. juni 2023 med ikrafttrædelse pr. 1. januar 2024. Det er en helt ny hovedlov på området, som indeholder virkelig mange nye bestemmelser og derfor må forventes at medføre et stort implementeringsarbejde. Det er på mange måder en ny og anderledes måde at tænke sagsbehandling på det specialiserede børneområde, hvor der blandt andet har været fokus på, at reglerne skal afspejle et mere moderne og nutidigt børnesyn med meget stor vægt på inddragelse af børn og unge. Med den nye lov bortfalder en række af de aktuelt gældende proceskrav, blandt andet de lovfastsatte tidsfrister for opfølgning i sagerne.

    Sven Heinemeier Rasmussen tænker, at det er et område, hvor der skal hol-des godt øje, idet der vil være vel rigeligt med kan-regler. 

    Kristina Mikkelsen oplyste, at der er rigtig mange kan-regler i den nye lov, og at der helt lægges op til, at sagerne i endnu højere grad skal afspejle konkrete faglige vurderinger og skøn. Hun tilføjede, at der skal være en dialog med Børneudvalget i forhold til, om udvalget ønsker, at der skal udarbejdes nogle retningslinjer for sagsbehandlingen på Frederiksberg – eksempelvis i forhold til sagsbehandlingsfrister.

    Formanden oplyste, at Danske Handicaporganisationer (DH) har været tæt på at hejse katastrofeflaget, og DH Frederiksberg vil holde godt øje med området og forsøge at hjælpe forvaltningen med at komme godt igennem implementeringen af den nye lov.

    Kristina Mikkelsen oplyste, at der planlægges temaorientering til Børneudvalget i løbet af 2. halvår 2023 og at Handicaprådet løbende vil blive opdateret på møderne, herunder når Børneudvalget orienteres.

    9.    Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
    Jan Bøge Sørensen oplyste,

    • at mobilitetspolitikken er i høring lige pt., og at der er frist for høringssvar den 22. juni 2023
    • at der etableres lydsignaler i krydsene Peter Bangs Vej og H. V. Nyholms Vej samt Rolighedsvej og Bülowsvej.

    Formanden oplyste, at der er lagt fliser ved lysreguleringen Borups Allé og Fuglebakkevej, men at der mangler lyd.

    Bolette Østberg spurgte til manglende svar på, om der skal etableres tilgængelighed, når en speciallægeklink flytter til nye lokaler. Jan Bøge Sørensen mener, at etablering af tilgængelighed kræves, hvis der renoveres eller ny-etableres, men ikke hvis man blot flytter ind i eksisterende lokaler. Vil dog undersøge dette og vende tilbage.
     
    10.    Nyt fra tværgående stabe under Kommunaldirektøren
    Gunvor Wibroe oplyste, at hun, på grund af arbejdspres – har anmodet om at udtræde af blandt andet Handicaprådet, og at formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget Sine Heltberg overtager pladsen. 

    Efterfølgende er ovenstående blevet vedtaget af kommunalbestyrelsen på mødet den 19. juni 2023 og således, at det træder i kraft pr. 1. juli 2023. 

    Mette Bang Larsen tilføjede, at hun gerne vil se på sammensætningen af Handicapråde, inden der er valg til nyt Handicapråd. Sekretæren vil sætte erindring på dette.

    11.    Eventuelt nyt fra følgegruppen om mellemformer i folkeskolerne
    Bo German Thomsen oplyste, at han har været til 1. møde i følgegruppen. Mødet var mere et orienteringsmøde om intentionerne for møderne, herunder at der vil blive holdt 3-4 møder i løbet af året. 

    Mette Bang Larsen oplyste, at der har være opstart 1. maj 2023, og at der i aften er en orienteringssag på Undervisningsudvalgets møde: klik her. Der vil også komme en opdatering efter sommerferien.

    Mette Bang Larsen tilføjede, at der ikke er et decideret kommissorium for følgegruppen, men der foreligger en overordnet beskrivelse af følgegruppen fra sidste valgperiode samt ligeledes en justering fra budgetaftalen for 2023.

    Kristina Mikkelsen oplyste, at Handicaprådet tillige kan bede skolechef Katrine Thomsen om at give rådet en orientering i efteråret. 

    Kristina Mikkelsen tilføjede, at et af parametrene, der skal måles på, når mellemformerne skal evalueres, er trivsel. 

    Bo German Thomsen oplyste, at Tinja Vandmose har oplyst, at der mangler elever fra skolerne i følgegruppen. Mette Bang Larsen oplyste, at der er lagt op til, at fælleselevrådet kan udpege en repræsentant til følgegruppen.

    12.    Drøftelse af mødedag/mødetidspunkt for møder i Handicaprådet
    Formanden henviste til, at der er aftalt møder og lokaler med mere til resten af årets 4 møder og foreslog, at drøftelse af ændring af mødedag/mødetidspunkt bliver udskudt til mødeplanlægningen af møderne i 2024, hvilket blev besluttet.

    Sekretæren skriver ud til alle om historikken bag mødedag og mødetidspunkter og beder alle om at tænke over, hvornår det passer bedst ind hos dem. Dette er sket den 26. juni 2023.

    13.    Årshjul 2023
    Årshjulet toges til efterretning.

    Det blev desuden besluttet at invitere formanden for Børneudvalget Anja Lundtoft Thomsen til Handicaprådets møde den 25. september 2023. Rådet vil gerne høre hendes input til blandt andet Barnets Lov, status på Familieafdelingen, specialskoler, mellemformer med mere - dog med særlig fokus på børn og unge med handicap. Invitation er sendt den 13. juni 2023.

    14.    Punkter til drøftelse i fremtiden
    Det blev aftalt, at sekretæren sender info om ledige tider til besøg i Handicaprådet til Mette Bang Larsen. Mette Bang Larsen finder en ekstern, der kan fortælle om udfordringer med tilgængeligheden på de digitale løsninger for mennesker med handicap, og sekretæren finder en fra borgerservice, som arbejder med de digitale løsninger. Dette er sket den 26. juni 2023.

    Formanden understregede igen, at alle medlemmer kan foreslå punkter til drøftelse, og at disse i givet fald skal sendes til formanden og sekretæren.

    15.    Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 15. maj 2023
    Der er ikke afgivet høringssvar siden sidste rådsmøde. 

    16.    Eventuelt
    Mansoor Siddiqi oplyste, at han tidligere i dag testede kommunens hjemmeside, og det var overordnet en god hjemmeside, men farverne grøn/hvid er ikke den bedste kombination til en hjemmeside. 

    Sekretæren orienterede om kommunens nye hjemmeside, herunder manglende tilgængelighed til rådets referater, som hurtigst muligt vil blive lagt ud på ny , så referaterne bliver fuldt ud tilgængelige for mennesker med handicap. Det kræver dog et nyt system, der først vil blive implementeret efter sommerferien.

    Mødet sluttede kl. 13:43