Hvorfor er det vigtigt at sortere madaffald?
Når du sorterer dit madaffald, kan næringsstoffer som fosfor genanvendes til dyrkning af nye fødevarer i stedet for at gå tabt ved forbrænding. Det hjælper med at holde værdifulde ressourcer i kredsløb.
Sorteret madaffald bidrager med vigtige næringsstoffer til dyrkningen af nye fødevarer. I madaffald findes nemlig næringsstoffet fosfor, der er en begrænset ressource, som er uundværlig for dyrkning af fødevarer som grønsager og korn. Uden fosfor kan planter simpelthen ikke vokse, og der er mangel på fosfor mange steder i verden. Når du sorterer dit madaffald, kommer fosforen tilbage i kredsløbet i stedet for at gå til spilde ved at blive brændt med restaffaldet.
Planter får deres fosfor fra landbrugsjorden, der har et naturligt indhold af fosfor. Moderne jordbrug (både økologisk og konventionelt) kræver imidlertid, at indholdet af fosfor regelmæssigt suppleres ved at gøde jorden med fx husdyrgødning, kunstgødning eller biomasse baseret på madaffald.
Noget af den fosfor, som planten optager, bevares i afgrøderne til gavn for os, der spiser dem. Fosfor er nemlig også et livsvigtigt næringsstof for mennesker – og for dyr, som også lagrer det i deres kød. Både det plantebaserede og det animalske madaffald bidrager derfor med fosfor til dyrkning af nye fødevarer.