Gå til hovedindhold

Renhold og snerydning

Som butiksejer eller grundejer kan du hjælpe til med, at vi får en renere by. Dine forpligtigelser afhænger af, om din ejendom grænser op til en offentlig eller privat fællesvej. Du kan læse mere om, hvad du er forpligtet til at gøre her på siden.

Indhold

    Du kan som butiksejer hjælpe til med, at vi får en renere by. Ved at opsætte en affaldskurv og eventuelt et askebæger foran indgangen til din butik kan dine kunder komme af med affaldet med det samme. Placér affaldskurven og askebægeret langs butiksfacaden, så de ikke står i vejen, og husk at du er ansvarlig for at tømme dem. Hvis ikke de er fastgjort, er det en god idé at tage dem ind om aftenen.

    Du er også velkommen til at renholde fortovet foran din butik, hvis der alligevel ligger bon’er og slikpapir. Fej gerne affaldet ud på cykelstien om aftenen, så tager fejemaskinen det med, når den kører forbi.

    Har du en udeserveringstilladelse er du naturligvis forpligtet til at overholde vilkårene om blandt andet renhold af udeserveringsarealet samt opsætning af askebægre.

    Renholdelse

    Renholdelsen omfatter fjernelse af ukrudt, affald, glasskår, ekskrementer med videre samt renholdelse af trapper og kælderskakte.

    Snerydning

    Du er forpligtet til at rydde fortov og sti for sne snarest muligt efter snefald, samt at træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og stier, dog kun i en bredde af højest 10 meter fra ejendommen. Færdselsarealer, der overvejende er bestemt for gående færdsel sidestilles med fortov og sti. Plads om brandhaner og installationer til trafikregulering skal altid være ryddet for sne.

    Hvis du som grundejer misligholder din forpligtelse, kan du blive pålagt at renholde og rydde fortovet for sne og at glatførebekæmpe. Efterkommer du ikke kravene inden for en fastsat tidsfrist, kan kommunen lade arbejdet udføre på din regning.

    Du er som grundejer forpligtet til at sørge for afspærring hurtigst muligt, såfremt der er akut risiko for nedfald af sne og is fra taget.

    Du er som grundejer erstatningsansvarlig ved faldulykker som følge af manglende renholdelse, snerydning og glatførebekæmpelse.

    Renholdelse

    Du har som grundejer pligt til selv at renholde såvel fortov og vej ind til vejmidten langs hele din matrikel. Renholdelsen består af at fjerne ukrudt, feje eller på anden måde renholde færdselsarealer, fjerne affald, glasskår, ekskrementer og andet, der er til ulempe for færdslen, renholde rendestene, nedløbsriste med videre, der kan hindre vandets frie løb og renholde trapper og kælderskakte. Den almindelige renholdelse skal foretages mindst 1 gang ugentligt.

    Snerydning

    På private fællesveje og stier skal ejere af de ejendomme, der grænser op til vejen eller stien, rydde den for sne snarest muligt efter snefald ud for deres. Forpligtelsen gælder både for kørebane (indtil vejmidte) og fortov. Pladsen om brandhaner og installationer til trafikregulering skal altid være ryddet for sne.

    Hvis du som grundejer misligholder din forpligtelse, kan du blive pålagt at renholde og rydde fortov og vej for sne og at glatførebekæmpe. Efterkommer du ikke kravene inden for en fastsat tidsfrist, kan kommunen lade arbejdet udføre på din regning.

    Du er som grundejer forpligtet til at sørge for afspærring hurtigst muligt, såfremt der er akut risiko for nedfald af sne og is fra taget.

    Du er som grundejer erstatningsansvarlig ved faldulykker som følge af manglende renholdelse, snerydning og glatførebekæmpelse.

    Snerydning

    Du er forpligtet til at rydde fortov og sti for sne snarest muligt efter snefald, samt at træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og stier, dog kun i en bredde af højest 10 meter fra ejendommen. Færdselsarealer, der overvejende er bestemt for gående færdsel sidestilles med fortov og sti. Plads om brandhaner og installationer til trafikregulering skal altid være ryddet for sne.

    På kommunens klimaveje er der opsatte klimaskilte, og når du finder dette skilt er det særlig vigtigt at du ikke bruger salt, da det skader drikkevandet. Derfor skal du bruge miljøvenlige produkter, som ikke skader grundvandet. Dette kunne være produkter som indeholder CMA eller Kaliumformiat.

    Se filmen om snerydning på Frederiksberg under links for at blive klogere på snerydningen på kommunens klimaveje.

    Hvis du som grundejer misligholder din forpligtelse, kan du blive pålagt at renholde og rydde fortovet for sne og at glatførebekæmpe. Efterkommer du ikke kravene inden for en fastsat tidsfrist, kan kommunen lade arbejdet udføre på din regning. Du er som grundejer erstatningsansvarlig ved faldulykker som følge af manglende renholdelse.

    Kommunen glatførebekæmper og rydder sne på vejbane, cykelsti og pladser samt på fortove ud for kommunale ejendomme.

    Når der kommer meget sne, bliver de mest trafikerede veje og veje med busruter sneryddet først. På mindre boligveje vil vintervejret sjældent medføre større gener. Derfor rydder kommunen dem senere. Vi rydder busstop og fodgængerovergange, så snart det er muligt.

    Snerydning og glatførebekæmpelser foregår efter følgende prioritering:

    Klasse A - De vigtigste gennemfarts- og trafikveje, der har betydning for gennemkørende trafik, herunder cykelstier og den grønne sti.

    • Kommunen rydder for sne, om nødvendigt hele døgnet på alle ugens dage
    • Kommunen salter, om nødvendigt hele døgnet på alle ugens dage

    Det er grundejeren, der skal rydde for sne og glatførebekæmpe fortovene.

    Klasse B - Øvrige offentlige veje, herunder cykelstier og stier og pladser med mange fodgængere og/eller cyklister.

    • Kommunen rydder for sne indenfor normal arbejdstid, og i øvrigt efter behov
    • Kommunen glatførebekæmper som hovedregel inden for normal arbejdstid, og i øvrigt efter behov

    Det er grundejeren, der skal rydde for sne og glatførebekæmpe fortovene.


    Private fællesveje (med aftale med kommunen)

    • Kommunen rydder vejen for sne indenfor normal arbejdstid, og i øvrigt efter behov
    • Glatførebekæmpelse: Grundejerens opgave

    Grundejeren skal snerydde og gruse ud for ejendommen.


    Grønne anlæg med videre

    Stier i grønne anlæg sneryddes og glatførebekæmpes som udgangspunkt ikke. Når kommunen rydder for sne, vil der være en snevold foran din indkørsel eller indgang. Som grundejer er det dit ansvar at fjerne den og sørge for fri adgang.

    Når det har sneet eller der er glat, skal du som grundejer snarest muligt sørge for, at fortov og vej er sikre. Strø med grus, sand, CMA eller lignende på færdselsarealer og trapper.

    Du må ikke benytte kemiske midler, såsom salt og andet, til at smelte sne og is på fortovsstrækninger med flisebelægning, samt hvor der er beplantning, vejtræer, hækbeplantning, græsrabatter og lignende.

    Årsagen til, at der ikke må benyttes salt er, at saltet nedbryder flisebelægningerne på fortovene. Der er også risiko for, at saltet skader grundvandet på grund af nedsivning i fuger med videre. Derudover kan saltet skade tilgrænsende beplantning, træer med videre.

    Salt må godt benyttes på veje og cykelstier, hvor der ikke på samme måde sker nedbrydning af belægningerne, ligesom smeltevandet ikke siver ned til grundvandet, men føres til kloak.

    Sneen samler du i bunker på fortovet ud mod vejen langs rendestenen, så den fri bredde af fortovet (eventuelt cykelstien) så vidt muligt bliver mindst 1,5 meter.

    Du kan overdrage ansvaret for renholdelse til en anden person eller firma ved at udfylde og indsende en ’Fejeerklæring’ til Frederiksberg Kommune.

    Kort over hvor kommunen salter og fordeler CMA

    Yderligere information

    Kontakt

    Byliv og Drift - Vej, Park og Miljø

    Frederiksberg Rådhus
    Smallegade 1
    2000 Frederiksberg

    Telefontid

    Mandag, onsdag og torsdag klokken 9-14
    Tirsdag klokken 10-14
    Fredag klokken 9-13

    Personlig henvendelse

    Kun efter forudgående aftale

    Telefon: 3821 4220

    For borgere: Send sikker digital post til Vej, Park og Miljø

    For virksomheder: Send sikker digital post til Vej, Park og Miljø