Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Skærpet underretningspligt for offentligt ansatte


Efter barnets lov § 133 har fagpersoner en særlig udvidet underretningspligt.

Indhold

    Underretningspligten omfatter alle offentligt ansatte, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, læger og personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.

     

    Gå direkte til det online underretningsskema

    Underretningspligten indtræder, når du under udførelse af dit arbejde får kendskab til eller grund til at antage:

    • At et barn eller ung under 18 år kan have behov for særlig støtte jævnfør barnets lov
    • At et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af forældrenes forhold
    • At et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unge ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
    • At et barn eller ung under 18 år har været udsat for overgreb

    Der kan forekomme tilfælde hvor bekymringen angår så alvorlige forhold, at det er nødvendigt at inddrage de sociale myndigheder straks af hensyn til barnet eller den unges umiddelbare sundhed og velfærd.

    Det vil typisk være situationer, hvor der er grund til at antage:

    • At et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling – fra forældre eller anden opdragers side
    • At et barn eller en ung lever under forhold, der bringer vedkommendes sundhed og udvikling i fare
    • At et barn eller en ung udsættes for fysisk/psykisk vold eller mishandling
    • At et barn eller en ung har været udsat for seksuelt misbrug
    • At et barn eller en ung ikke modtager påkrævet lægebehandling
    • At et barn eller en ung lever uden forældreopsyn

    Familieafdelingen skal straks underrettes telefonisk, hvis barnets eller den unges umiddelbare sundhed eller velfærd er truet. En sådan underretning skal altid følges op af en skriftlig underretning.

    Hvis du udenfor familieafdelingens åbningstid får kendskab til, at et barn eller en ung befinder sig i en velfærdstruende situation, har du pligt til at underrette familieafdelingens døgnvagt.

    Døgnvagten: telefon 2898 3650 

    Er du vidne til et voldeligt eller seksuelt overgreb skal du kontakte politiet. 

    En underretning skal være en objektiv beskrivelse af familiens og barnets eller den unges situation.

    Det bør fremgå hvilke initiativer, der er taget, herunder hvilken form for rådgivning og vejledning forældrene, barnet eller den unge har fået, inden der er taget initiativ til at underrette.

    Underretningen bør indeholde konkrete observationer og udsagn fra forældre og barnet eller den unge.

    Det bør altid fremgå af en underretning, om barnet/den unge og forældrene er informeret om, at familieafdelingen underrettes. 

    Udover en objektiv beskrivelse skal en underretning indeholde:

    • Barnet/den unges navn, CPR-nummer med videre
    • Hvor længe har barnet/den unge været i institutionen
    • Barnet/den unges sundhedsmæssige forhold
    • Barnet/den unges forhold vedrørende skole, dagtilbud med videre herunder trivsel og udvikling
    • Barnet/den unges fritidsforhold og venskaber
    • Barnet/den unges udvikling og adfærd herunder:
      • Følelsesmæssige og adfærdsmæssige udvikling
      • Identitet
      • Social fremtræden
      • Selvstændighed
      • Familiemæssige baggrund ­­– herunder aktuelle familieforhold/relationer
    • Åbn det online underretningsskema i linkboksen
    • Udfyld skemaet med de relevante informationer

    Når du har foretaget en skriftlig underretning, får du en kvittering for modtagelsen inden 6 hverdage fra familieafdelingen.

    Du bliver ikke part i sagen, og vil ikke løbende blive orienteret om sagens forløb.

    Familieafdelingen vil inden 24 timer registrere modtagelsen af underretningen og foretage en vurdering af underretningens alvorlighed og det eventuelle behov for akut handling.

    Familieafdelingen vurderer efterfølgende alle underretningerne og træffer beslutning om, hvorvidt der er behov for at gennemføre en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse jævnfør §§ 19-20 i barnets lov.

    I forbindelse med at familieafdelingen vurderer alle underretninger, kan det være, at du vil blive kontaktet for at skulle bidrage med yderligere oplysninger for eksempel i form af en statusudtalelse, for at sikre at grundlaget for familieafdelingens beslutning/afgørelse om at iværksætte en afdækning/undersøgelse kan blive så kvalificeret som muligt.

    Hvis der bliver iværksat undersøgelser af eller indsatser for barnet/den unge, vil du som underretter blive orienteret om dette af barnets eller den unges rådgiver fra familieafdelingen.

    Familieafdelingens fokus i sagsbehandlingen inden for børne- og ungeområdet tager sit afsæt i at sætte barnets/den unges behov i centrum for undersøgelsen og indsatsen udføres med afsæt i ICS – Integrated Children`s System.

    Integrated Children’s System (ICS) er en sagsbehandlings- og udredningsmetode, der anvendes i sagsbehandlingen af børn og unge med særlige behov. ICS sikrer at sagsbehandleren kommer rundt om de faktorer, som påvirker og har betydning for barnets eller den unges situation. ICS anvendes i hele sagsgangen fra afdækning/børnefaglig undersøgelse til udarbejdelsen af og opfølgning på mål for indsatsen for det enkelte barn.

    ICS bygger på forståelsen af, at børn og unges velfærd formes i samspillet mellem 3 hovedområder:

    • Barnets/den unges udviklingsmæssige behov
    • Forældrekompetencer
    • Familieforhold – familie og omgivelser, herunder lokalsamfundets ressourcer, institutioner og tilbud

    ICS-modellen peger på dimensioner i samspillet mellem familie og omgivelser, som er centrale for barnets/den unges velfærd samt for forældrenes muligheder for at varetage forældrerollen. ICS fokuserer på at forståelsen af barnets udvikling og trivsel skal ske med blik for interaktion og samspil med den omgivende verden. Fokus er derfor altid på det enkelte barn eller den unge og på forældrenes kompetencer til at imødekomme barnets behov og sikre dets udvikling samt hvordan det omgivende samfunds tilbud kan bidrage til at skabe vækst og udvikling for barnet/den unge.

    Yderligere information

    Kontakt

    Familieafdelingen

    Frederiksberg Rådhus
    Smallegade 1
    2000 Frederiksberg

    Telefontid

    Mandag - torsdag klokken 8-16
    Fredag klokken 8-13

    Telefon: 3821 3616

    Send sikker digital post til Familieafdelingen