Hvad sker der med affaldet?
Når skraldebilen kører væk, fortsætter affaldets rejse. Se, hvad der sker med dit affald efter sorteringen, og hvordan dine valg er med til at give materialer nyt liv.
Din affaldspose er kun begyndelsen
Mange tror, at affaldets historie slutter, når det bliver hentet ved kantstenen. Men faktisk er det her, historien begynder. Affaldet bliver sorteret, behandlet og sendt videre til anlæg i Danmark og udlandet, hvor materialerne kan bruges igen. På denne side kan du se, hvilken vej affaldet tager, og hvorfor din sortering gør en forskel.
Det sorterede madaffald samles ind og transporteres til et forbehandlingsanlæg. Her renses og moses madaffaldet til pulp, en slags flydende grød. Pulpen samles i en tank, hvor biogassen stiger til vejrs og kan indkapsles. Biogassen bruges til produktion af varme, el og drivmidler. Resten af pulpen bliver til gødning, som bruges på markerne. Gødningen indeholder vigtige næringsstoffer, som nu er tilbage i naturens kredsløb.
Når vi har hentet affaldet, bliver det finsorteret for at sikre bedst mulig genanvendelse. I dialog med anlægget, der sorterer affaldet, sikrer kommunen, at genanvendelsen af plast ikke forringes, når det indsamles sammen med mad- og drikkekartoner. Mad- og drikkekartonerne sorteres for sig og sendes videre til et andet anlæg, hvor de også genanvendes i videst muligt omfang.
Måske undrer du dig over, at mad- og drikkekartoner skal blandes med plasten. Men der er en mening med det. Mad- og drikkekartoner vil altid være våde og snavsede. Hvis de våde kartoner bliver blandet med det rene og tørre pap, bliver pappet forurenet og kan begynde at rådne, og så kan det ikke genanvendes. Plast derimod kan godt tåle, at der kommer mælk eller tomatsauce på, da det alligevel bliver sorteret og vasket i processen på modtageanlægget. Derfor skal kartonerne sammen med plasten.
Papir og pap kan genanvendes ca. 7-10 gange, før det falder i kvalitet. Jo flere gange papir genanvendes, jo sværere bliver det at trække blæk, lim og overfladebehandling ud af materialet. Det meste genbrugspapir ender sine dage som æggebakke, toiletpapir eller tapet.
Pap og karton køres til anlæg, hvor det bliver brugt i produktionen af nye produkter.
Papiret sender vi til papirfabrikker, hvor det bliver brugt til nye papirprodukter.
Metal smeltes om og bruges igen og igen. Fx kan en aluminiumdåse smeltes om én til én, så den bliver til en ny aluminiumsdåse. Metal falder ikke i kvalitet, når det genanvendes korrekt, og derfor kan det bruges for evigt. Faktisk er omkring 75% af alt aluminium, der nogensinde er produceret, stadig i brug i dag.
Når metal ikke frasorteres og ender i forbrændingsovnene, smelter det fast i maskinerne og slider derfor meget på forbrændingsanlægget.
Beboernes primære brug af metal i hverdagen er sodavandsdåser, konservesdåser, aluminiumsfolie og engangsemballage. Alle disse produkter kan smeltes om og bruges igen og igen. Det er derfor en rigtig god forretning både økonomisk og miljømæssigt.
Glas kan ikke nedbrydes i naturen, men til gengæld kan det genanvendes for evigt, uden at kvaliteten bliver dårligere. Hvis glasset er intakt, som fx hele vinflasker, kan de gøres rene og bruges igen og igen. Emballageglas, skår og ikke-genbrugelige vinflasker bliver smeltet og brugt til nyt glas.
Der er også nogle former for glas, som ikke skal sorteres sammen med flasker og emballageglas, og det er materialer som elpærer og porcelæn, da disse kan give problemer for genanvendelsen af glasset.
Farligt affald sendes til specialbehandling og genanvendes så vidt muligt.
Når elektronik bliver til affald sendes det til demonteringsanlæg, hvor det bliver skilt ad. En stor del af det kasserede elektronikaffald kan genanvendes - især metallerne. De dele af affaldet, der er farligt for miljøet bliver sorteret fra til specialbehandling.
Når vi afhenter dit haveaffald, eller når du kører det på genbrugsstationen, bliver det komposteret.
Tekstilaffaldet køres i første omgang til et anlæg, hvor tekstilaffaldet grovsorteres manuelt i tre kategorier:
Genbrugelige og genanvendelige tekstiler
Andet affald som er fejlsorteret, fx hynder, gulvtæpper, måtter, og diverse affald, som ikke har med tekstiler at gøre
Tekstilaffald til forbrænding, fx fugtigt, vådt eller beskidte tekstiler
Efter grovsorteringen transporteres de genbrugelige og genanvendelige tekstiler til Holland, hvor der ligger et anlæg, der kan finsortere tekstilerne. Det foregår også manuelt.
Sorteringscentralen i Holland afsætter en del af det genbrugs- og genanvendelsesegnede tekstilaffald indenfor EU. Herudover sælges en mindre del af de tekstiler, der kan genbruges direkte, på det globale marked.
Ordningen for tekstilaffald er stadig ny, og der er begrænsede muligheder for at afsætte det genanvende det – både i EU og globalt. Det meste tekstilaffald anvendes på nuværende tidspunkt til isoleringsmateriale, akustikplader, filttæpper og fyld i møbler. Det bruges altså kun i lille grad til at producere nyt tøj.
Alle kommunale institutioner skal sortere bleaffald fra i en separat beholder. Det gælder for daginstitutioner, plejehjem, bosteder og visse kulturinstitutioner, hvor der produceres bleaffald. Private husholdninger skal ikke sortere bleaffald fra, men fortsat aflevere bleaffald som restaffald.
Bleaffaldet behandles på et anlæg, der ligger i Hvidovre.
Bleer består af plast, cellulose og superabsorberende polymerer. Cellulose fra bleerne og indholdet bliver en del af en biofiber, som sendes til bioforgasning og ender som biogas og gødning.
De superabsorberende polymerer genanvendes til et bindemiddel, der kan bruges i byggeindustrien. Plasten kan genanvendes til forskellige typer produkter, fx interiør i biler.
Det resterende vand kan bruges til at vaske renovationsbilerne.
Restaffald
Den 4. november 2026 starter Danmarks første sorteringsanlæg til restaffald sin testdrift. Her vil restaffald fra Københavns, Frederiksberg og Tårnby Kommuner blive eftersorteret, før det sendes videre til forbrænding. Anlægget ligger på Amager ved siden af Amager Ressource Center, som er et forbrændingsanlæg, og det forventes at være i fuld drift fra februar 2027.
Anlægget skal sortere det plast, metal, mad-drikkekartoner, pap og papir fra, som fejlagtigt er havnet i restaffaldet. Forventningen er, at 7 – 12 % af restaffaldet vil kunne genanvendes.
Det er fortsat vigtigt at borgere og virksomheder sorterer affaldet i hjemmet, da det giver en bedre kvalitet i genanvendelsen, end når affaldet først har været blandet sammen med restaffald.

Det er et automatisk anlæg, der kan sortere nogle af de genanvendelige materialer ud af restaffaldet, og sende disse affaldstyper til genanvendelse i stedet for forbrænding. Det affald, der ikke kan genanvendes, vil fortsat blive sendt til forbrænding, og dermed blive udnyttet til produktion af el og varme.
Selvom borgerne er gode til at sortere, er der stadig genanvendeligt affald, der havner i posen til restaffald. Sorteringsanlægget giver mulighed for at få en del af disse materialer ud af restaffaldet, inden resten sendes til energiudnyttelse.
Formålet er at øge genanvendelsen og reducere mængden af fossilt materiale, der ender i forbrændingen.
Ja. Du skal sortere dit affald præcis som hidtil.
Anlægget er et supplement til den sortering, der foregår hjemme hos borgerne, og kan ikke erstatte den. Materialer, der sorteres derhjemme, har generelt en højere kvalitet og bedre mulighed for at blive genanvendt end materialer, der udsorteres fra restaffaldet.
Kvaliteten i genanvendelse af affald bliver dårligere, når affaldet sorteres på et anlæg.
Når forskellige affaldstyper ligger blandet sammen, kan de forurene hinanden, og så kan det ikke genanvendes til lige så mange nye produkter, som når vi har sorteret affaldet derhjemme.
Sorteringsanlægget til restaffald er derfor et supplement til den sortering, der foregår i hjemmet. Jo mere vi får sorteret i hjemmet, jo højere kvalitet kan vi få i genanvendelsen.
Anlægget kan udsortere:
plast
metal
papir
pap
mad- og drikkekartoner.
Materialerne sendes efterfølgende videre med henblik på genanvendelse.
Restaffaldet føres gennem en række automatiske sorteringstrin. Ved hjælp af blandt andet magneter og scannere identificerer og udsorterer anlægget forskellige materialer som plast, metal, papir, pap og mad- og drikkekartoner.
De udsorterede materialer sendes videre med henblik på genanvendelse, mens det resterende restaffald går videre til energiudnyttelse.
Du kan læse mere om anlægget på ARC’s hjemmeside:
Holland og Norge bliver ofte fremhævet som lande, der har sorteringsanlæg til affald, og borgerne ikke skal sortere.
Det er kun delvist korrekt.
I Norge kan knap 15 % af indbyggerne aflevere plast sammen med restaffald og i Holland kan knap 40 % af indbyggerne komme plast, metal og mad- og drikkekartoner i restaffaldet med henblik på efterfølgende centralsortering.
Men alle øvrige fraktioner skal fortsat sorteres ved husstanden.
Hvis du vil vide mere om sortering i andre lande, er her forslag til links. Der kommer typisk en pop-up på hjemmesiden, hvor du kan vælge dansk oversættelse.
Se mere om sorteringsanlægget i Norge:
https://roaf.no/kildesortering/ettersorteringsanlegget/
Sorteringsvejledning fra Amsterdam:
https://www.amsterdam.nl/en/waste-recycling/sorting-your-waste/
Mere om planer for affaldshåndtering i Holland:
Der bliver hele tiden arbejdet med sorteringsteknologier, samt afsætning af materialer til genanvendelse. Så hvis vi engang i fremtiden kan genanvende i lige så god kvalitet gennem et sorteringsanlæg til restaffald, som når vi sorterer derhjemme, må vi drøfte denne mulighed med Staten i forhold til dispensation for lovgivningen.
Men dér er vi ikke endnu. Frederiksberg Kommune følger løbende med i udviklingen for at sikre den gode service til borgerne.
ARC skal drive sorteringsanlægget på vegne af Frederiksberg, København og Tårnby Kommuner.
Omkostningerne skal gebyrfinansieres af kommunerne bag anlægget - dvs. borgerne betaler over deres affaldsgebyr. Stigningen i affaldsgebyret i 2026 bliver i størrelsesordenen 70 kr. pr. 100 liter restaffald. Det vil sige, at hvor man før betalte 722 kr. for 100 liter restaffald, så stiger gebyret til 795 kr. pr. 100 liter restaffald. For en gennemsnitlig husstand vil det svare til omkring 150 kr. pr. år.
Kontakt
Affald og Genbrug
Telefontid
Mandag - torsdag klokken 9-15
Fredag klokken 9-13
Personlig henvendelse i Borgerservice:
Mandag klokken 9-17
Tirsdag-fredag klokken 9-13
Adresse
Frederiksberg Rådhus, 1. sal
Smallegade 1, benyt vestindgangen (ved parkeringspladsen)
2000 Frederiksberg
Telefon: 3821 2121