Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Handicaprådets forretningsorden

Frederiksberg Handicapråd er nedsat i medfør af § 37 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Denne forretningsorden fastsættes af Handicaprådet i henhold til § 53 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Indhold

    Handicaprådets sammensætning og valgperiode  

    § 1
    Handicaprådet består af 12 medlemmer. 6 medlemmer, der repræsenterer Kommunalbestyrelsen og 6 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen, jf. Kommunalbestyrelsens beslutning af 1. marts 2010. 

    Stk. 2
    Af de 6 medlemmer, der repræsenterer Kommunalbestyrelsen, vælges
    - 3 medlemmer blandt Kommunalbestyrelsens medlemmer og 
    - 3 medlemmer fra forvaltningen.

    Af de 6 medlemmer, der repræsenterer handicaporganisationerne, vælger Kommunalbestyrelsen efter indstilling 
    - 5 medlemmer fra DH-Frederiksberg og 
    - 1 medlem fra Frederiksberg Handicap-Idræt. 

    Der udpeges personlige stedfortrædere for hvert medlem, som deltager i rådets møder ved det ordinære medlems forfald.

    Stk. 3
    Handicaporganisationerne kan kun indstille personer, som har bopæl på Frederiksberg. Hvis et medlem flytter inden udløbet af funktionsperioden, indtræder stedfortræderen i rådet og der udpeges ny stedfortræder.

    Stk. 4
    Handicaprådets funktionsperiode er 4 år svarende til den kommunale valgperiode. Medlemmerne fungerer dog indtil nye medlemmer er valgt.  


    Handicaprådets konstituering

    § 2
    Handicaprådet vælger selv, på det konstituerende møde, formand og næstformand, der træder i formandens sted ved dennes fravær. 

    Stk. 2
    Det ældste medlem i alder leder det konstituerende møde indtil formanden er valgt. 

    Stk. 3
    Vælges formanden blandt Kommunalbestyrelsens repræsentanter, så vælges næstformanden blandt handicaporganisationernes repræsentanter og omvendt. 

    Stk. 4
    I tilfælde af stemmelighed mellem 2 kandidater til posterne som formand og næstformand, afgøres valget ved lodtrækning. 

    Stk. 5
    Formanden og næstformanden udgør formandskabet.

    Stk. 6
    Der foretages fornyet formands- eller næstformandsvalg, jf. § 2, stk. 1 - 4, hvis formanden eller næstformanden udtræder af rådet eller hvis 7 af rådets medlemmer beslutter dette. Valget optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen for det møde, hvorunder valget skal holdes.


    Handicaprådets formål og opgaver

    § 3
    Handicaprådet arbejder ud fra FN's handicapkonvention samt FN's standardregler om lige muligheder for handicappede. 

    Stk. 2
    Handicaprådet rådgiver Kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. 

    Stk. 3
    Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer. 

    Stk. 4
    Handicaprådet kan tage kontakt til andre, herunder andre handicapråd og Det Centrale Handicapråd med henblik på at få belyst særlige temaer. 

    Stk. 5
    Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager. 

    Stk. 6
    Kommunalbestyrelsen hører Handicaprådet om alle anliggender, som har betydning for mennesker med handicap, jf. Magistratens beslutning af 30. april 2001 "Høringer tilrettelægges efter følgende principper: Så vidt muligt indgår høringer af rådene som en del af forvaltningens sagsbehandling, når der foreligger et konkret forslag fra forvaltningen. I de tilfælde, hvor dette ikke har været muligt, skal det af sagsbehandlingen fremgå, hvilke råd der bør høres inden endelig stillingtagen til sagen". 
     
    Stk. 7
    Det påhviler Kommunalbestyrelsen at informere rådet om udviklingen i kommunen vedrørende alle de områder, der angår rådets arbejde. Formanden træffer aftale om denne information.


    Handicaprådets mødevirksomhed  

    § 4
    Handicaprådet holder møde hver måned, dog ikke i januar, juli og december.   

    Stk. 2
    Indkaldelse til ekstraordinære møder kan ske på formandens, 2 medlemmers eller Kommunalbestyrelsens initiativ.

    Stk. 3
    Ved sager af meget hastende karakter kan rådet indkaldes uden overholdelse af § 5, stk. 2.

    Stk. 4
    Indkaldelse til første møde efter kommunalvalget sker på Kommunalbestyrelsens initiativ. 

    Stk. 5
    Mødeplan for et kommende år godkendes på et møde i det forgangne år. Ved nyvalgt Handicapråd godkendes mødeplanen på det konstituerende møde. 

    Stk. 6
    Handicaprådets møder er ikke offentlige. Formanden (i hans fravær næstformanden) eller rådet kan dog beslutte, at der til belysning af sager kan inviteres særligt sagkyndige, herunder embedsmænd fra kommunens forvaltning. 

    Stk. 7
    Formanden (i hans fravær næstformanden) leder møderne og drager omsorg for at beslutningerne gennemføres.

    Stk. 8
    Medlemmerne meddeler eventuelt forfald til sekretæren, der sørger for indkaldelse af stedfortræderen. 

    Stk. 9
    Handicaprådet er beslutningsdygtigt, når formanden eller næstformanden og mindst 5 af rådets øvrige medlemmer er til stede. 

    Stk. 10
    Handicaprådet er et dialogforum, hvor der som udgangspunkt arbejdes ud fra princippet om, at beslutningerne træffes i enighed. Er der behov for at træffe beslutninger ved afstemning sker det, når rådet er beslutningsdygtigt (se stk. 9), ved almindelig stemmeflerhed gennem afstemning blandt de fremmødte medlemmer, dog ikke ved ændring af forretningsordenen, jf. § 8. Ved stemmelighed er formandens (i hans fravær næstformandens) stemme afgørende. Et mindretal kan kræve sin opfattelse tilført referatet. 

    Stk. 11
    Handicaprådet kan, når forholdene taler herfor, bemyndige formandskabet til at afgive svar på rådets vegne. 

    Stk. 12
    Handicaprådet kan efter behov nedsætte arbejdsgrupper til belysning af særlige problemstillinger. 

    Stk. 13
    Handicaprådets medlemmer og stedfortrædere er undergivet tavshedspligt i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 27. De enkelte medlemmer har dog adgang til at informere deres organisation om, hvad der sker i rådet under hensyntagen til ovennævnte bestemmelse. 
     
    Stk. 14
    Handicaprådet er en offentlig myndighed og som sådan omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen.


    Handicaprådets dagordener og referater

    § 5
    Formanden udarbejder – med sekretærbistand fra forvaltningen – dagsorden til møde. 

    Stk. 2
    Dagsordenen udsendes mindst 7 dage før mødet. 

    Stk. 3
    Ønsker et medlem punkter på dagsordenen, skal de være formanden i hænde senest 10 dage før mødet. 

    Stk. 4
    Dagsordenen offentliggøres på handicaprådets side her på kommunens hjemmeside

    Stk. 5
    Der udfærdiges et beslutningsreferat af møderne. Formanden forhåndsgodkender beslutningsreferatet, som herefter hurtigst muligt udsendes til medlemmerne, Kommunalbestyrelsen med flere samt offentliggøres på kommunens hjemmeside. 

    Stk. 6
    Efter udsendelsen har rådets medlemmer 14 dage til at komme med ændringsforslag til referatet. Eventuelle ændringsforslag indarbejdes i beslutningsreferatet og forelægges det samlede Handicapråd på næstkommende møde til godkendelse.


    Sekretariatsbetjening af Handicaprådet

    § 6
    Kommunalbestyrelsen yder i fornødent omfang sekretariatsmæssig bistand til Handicaprådet.


    Økonomiske forhold mellem kommunen og Handicaprådet

    § 7
    Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne ved Handicaprådets virksomhed, herunder dækning af nødvendige udgifter til tegnsprogstolkning og anden handicapkompensation. 

    Stk. 2
    Kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til handicaporganisationernes medlemmer af Handicaprådet.


    Ændring af forretningsorden

    § 8
    Forretningsordenen kan ændres, hvis 2/3 af de fremmødte kan tilslutte sig ændringsforslaget, dog jf. § 4, stk. 9.

    Forretningsordenen er godkendt af Handicaprådet den 17. marts 2010.

    Kontakt

    Handicaprådet

    Frederiksberg Rådhus
    Smallegade 1, stuen, værelse 129
    2000 Frederiksberg

    Telefontid

    Mandag - torsdag klokken 10-15
    Fredag klokken 10-13

    Personlig henvendelse

    Mandag - torsdag klokken 10-15
    Fredag klokken 10-13

    Telefon: 3821 2113

    Send sikker digital post til Handicaprådet