Gå til hovedindhold
Frederiksberg Kommune logo

Miljø og energi

Læs, i hvilke tilfælde du skal anmelde dit bygge- og anlægsarbejde, og hvordan du bedst håndterer miljøforhold.

Indhold

    Det er vigtigt at begrænse energi- og ressourceforbrug, mindske mængden af byggeaffald og minimere gener fra en byggeplads. Læs mere om, hvordan du gør.

    Vil du bygge eller anvende visse typer af maskiner og anlæg, skal du anmelde dit bygge- og anlægsarbejde senest 14 dage, før du går i gang.

    Følgende kræver anmeldelse:

    • Anlæg for behandling af forurenet jord.
    • Nedknusningsanlæg for bygge- og anlægsmaterialer.
    • Støv- eller støjfrembringende nedrivningsaktiviteter.
    • Støv- eller støjfrembringende bygningsfacadebehandling eller lignende udendørs aktiviteter.
    • Overfladebehandling af fritstående stålkonstruktioner eller andre større fritstående konstruktioner.
    • Byggeri, der påvirker overfladevand eller grundvandsforholdene.
    • Byggeaffald og anvendelse af maskiner skal du desuden anmelde her. Vær opmærksom på farlige stoffer, for eksempel asbest, PCB og bly.

    Vil du renovere enkelte dele af bygningen, skal de energimæssige bestemmelser i bygningsreglementet opfyldes, hvis foranstaltningerne er rentable.

    Du skal efterisolere ved mindre renoverings-, udskiftnings- og ombygningsarbejder, hvis efterisoleringsarbejdet er rentabelt. Er bygningen energimærket, vil det sædvanligvis være de foranstaltninger, der fremgår af energimærkningen.

    Elektriske apparater

    Tjek energimærket på for eksempel køleskab og fryser, når du køber nyt - der er besparelser at hente.

    Gulv og terrændæk

    Du skal isolere i det omfang, der er plads og mulighed.

    Tag og loft

    Du skal opfylde krav til for eksempel isoleringstykkelse og materialevalg.

    Varmeanlæg og forsyning

    Det er relevant at efterse og renovere dit anlæg, så driften er så effektiv som muligt.

    Ventilation og køling

    Et centralt ventilationssystem udgør en stor del af en bygnings samlede elforbrug, som oftest 40-60 procent. Derfor er det væsentligt, at dimensionering og drift tilpasses behovet.

    Vinduer og døre

    Det er værd at se på varmetab (u-værdi). Du kan opnå en lav u-værdi både ved renovering af de eksisterende vinduer og ved udskiftning til nye. Derudover er det relevant, at du overvejer materialevalg og støj.

    Ydervægge

    De væsentligste miljø- og energihensyn opnår du med tanke på isolering og valg af materialer.

    Bæredygtig renovering og nybyggeri

    I Frederiksberg Kommunes egne byggeprojekter anvender vi kriterierne for bæredygtigt byggeri som beskrevet i DGNB, en international bæredygtighedscertificering. Ved mindre renoveringer anvender vi udvalgte kriterier, mens vi ved større renoveringer og byggerier stiler efter fuld DGNB-certificering. Vi anbefaler, at dit byggeri ligeså efterlever DGNB for at sikre, at dit byggeri er bæredygtigt.

    Du skal søge byggetilladelse, hvis du vil etablere grønt tag eller taghave.

    Fordele

    • Opholdsareal tæt på din bolig, eventuelt som supplement til et opholdsareal på terræn.
    • Kan være flotte at se på fra omkringliggende bygninger.
    • Kan være med til at forsinke regnvand, så det hele ikke løber i kloakken på én gang.
    • Kan være med til at øge biodiversiteten og forbedre levevilkårene for byens insekter.

    Udfordringer

    • Bygningens konstruktion og statiske forhold skal undersøges grundigt, for eksempel om konstruktionen kan bære en ombygning og om taget er tæt.
    • Kræver større vedligeholdelse.
    • Arkitekturen skal tilpasses bygningen.
    • Der kan være særlige myndighedskrav, som du skal være opmærksom på.

    Læs mere i folder om grønne tage og taghaver.

    Du kan få penge for dit regnvand, læs mere her.

    Du skal søge byggetilladelse, hvis du vil etablere solcelleanlæg.

    Frederiksberg Kommune arbejder på at fremme og fastholde høj arkitektonisk kvalitet i bybilledet, herunder at solcelleanlæg bliver nænsomt integreret i bygningers arkitektur.

    Når vi behandler din ansøgning, ser vi på såvel planmæssige som byggelovsmæssige forhold, herunder bevaringsværdi og byggeret. 

    Med ansøgningen skal du vedlægge

    • Fuldmagt, hvis ikke ejer søger selv.
    • Beskrivelse af arbejderne, herunder om solcelleopsætning skal ske i forbindelse med udskiftning af tagbeklædning, facaderenovering med mere.
    • Situationsplan.
    • Målfast tagplan og snittegning der viser eksisterende forhold.
    • Målfast tagplan og snittegning der viser, hvor du ønsker solcelleanlægget placeret.

    Vi kan bede dig fremsende yderligere oplysninger, for eksempel statiske beregninger fra ingeniør om dimensionering og fastgørelse af anlægget, en garanti for, at solcelleanlægget ikke medfører generende refleksioner eller en redegørelse om brandmæssige forhold.

    Solcelleanlæg skal integreres nænsomt i bygningens arkitektur, for eksempel skal de på skrå tage nedfældes i tagfladen, og solcellepaneler, der placeres ovenpå et tag, skal følge tagets kanter med afskårne plader.

    Vi foretager konkrete vurderinger af hver enkelt ansøgning. Nogle sager kræver naboorientering eller partshøring, andre skal vi forelægge By- og Miljøudvalget, før vi kan træffe afgørelse.